April 2013

Juni 2013

August 2013

Oktober 2013

December 2013

Marts 2014

April 2014

Juni 2014

September 2014

December 2014

Marts 2015

Juni 2015

Oktober 2015

December 2015

Marts 2016

Juni 2016

September 2016

December 2016

Marts 2017

Juni 2017

Oktober 2017

December 2017

Henrik Døcker anmelder

 

Mange meninger om folkerettens betydning i vægtigt festskrift

kochRettens magt - magtens ret. Festskrift til Henning Koch, redigeret af Helle Krunke, Jens Elo Rytter, Jørn Vestergaard, Kristian Lauta & Peter Blume, 465 sider, Jurist- og Økonomforbundets Forlag.

I anledning af professor, dr.jur. Henning Kochs 65-års dag i år har 37 akademikere, overvejende jurister, bidraget til denne guldgrube af lærdom om nationalt og internatonalt prægede samfundsemner, herunder en mængde om forfatningsret og international og europæisk rets påvirkning af vort danske retssystem. Den paradoksale titel på festskriftet antyder det komplekse i denne store guirlande.

Koch har selv som professor i statsforfatningsret ved København Universitet bidraget med enorme mængder af artikler og bøger, hvoraf her blot skal nævnes hans disputats Demokrati - slå til, som behandlede et demokratis mulige ret til at ophæve nogle af de grundlovssikrede frihedsrettigheder, hvis det føler sig truet af antidemokratiske kræfter - med særlig henblik på den spegede situation under Tysklands besættelse af Danmark 1940-45.

Efter de voldsomme terrorhandlinger mod New Yorks verdenshandelscenter og Pentagon 11.sept. 2001 har en lang række lande vedtaget lovgivninger, som enten truer eller direkte tilsidesætter forfatningssikrede rettigheder i anti-terrorismens navn. Med hvad værre er: Disse mange udhulinger af borgernes rettigheder synes ikke i noget større omfang at have reduceret den internationale terrorisme. Før 2001 havde mindst 51 stater love, der sigtede på en indsats mod terrorisme, men i 2012 havde 140 stater det.

Det er kommet så vidt, at en terrorsigtet i virkeligheden ikke betragtes som uskyldig, inden han/hun er dømt, fordi vedkommende ikke kun er mistænkt for at ville dræbe uskyldige ofre, men også for at bringe hele samfundets struktur i fare. Men hvis man går i dybere detaljer med fx danske lovændringer foranlediget af "anti-terrorisme-bølgen", om man så må sige, er der virkelig grund til bekymring.

Iflg. en ændring af straffeloven (§ 114e) er begrebet medvirken (altså til en strafbar handling) blevet udvidet til tredje eller fjerde led, dvs. folk med en perifer tilknytning til den terrorsigtede. Det sker fordi paragraffen nu også muliggør straf for enhver form for støtte til organisationer, uden at støtten kan henføres til konkrete terrorhandlinger. Flere danske domme har illustreret, hvordan lovreglen skal fortolkes - her er dommen i ROJ-TV-sagen nok den mest spektakulære.

ROJ's personlige, økonomiske, organisatoriske og historiske forbindelse til den tyrkiske organisation PKK, som ikke kan benægte brug af terror, var begrundelse for frakendelse af sendetilladelse. I en række sager mod Tyrkiet har Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol statueret tyrkisk krænkelse af menneskeretskonventionen, idet fx ytringer om det kurdiske spørgsmål - i artikelform, som læserbreve eller gennem tegninger - af Strasbourg-domstolen ikke er blevet betegnet som opfordring til vold.

Koch har også beskæftiget sig med, hvad der kaldes modstandsretten (hos et lands borgere) i den situation, hvor landets styre er blevet barbarisk eller evt. foregår gennem en okkupationsmagt - dvs. modsat det ovennævnte, hvor staten skulle have ret til at være frigjort fra nogle af sine forpligtelser. Med en sådan legitim modstandskamp (eksempelvis den danske modstandsbevægelses under 2. Verdenskrig) skal herefter ikke betragtes som terrorisme. En frihedskæmper skal altså under visse betingelser - ikke kunne dømmes som terrorist.

Der henvises i denne forbindelse til præamblen til FN's Verdenserklæring om Menneskerettighederne af 1948, hvori det bl.a. hedder, at "det er af afgørende betydning, at menneskerettighederne beskyttes af loven, hvis ikke mennesket som en sidste udvej skal tvinges til at gøre opgør mod tyranni og undertrykkelse" (af mig uforståelige grunde er denne passage i festskriftet gengivet på engelsk - trods den eksisterende, autoriserede danske oversættelse).

Det er værd her at opholde sig ved, at den lovlydige borger altså i visse situationer kan støtte sig til, at en situation kan være så ekstraordinær, at det er legitimt, dvs. berettiget, at bryde loven. Modstandsretten angives at være anerkendt i mange landes forfatninger (uden at der dog er angivet eksempler herpå!). Det folkeretlige princip om folkenes selvbestemmelsesret hviler på samme ideologiske grundlag: Frihedsrevolutionerne fra slutningen af 1700-tallet - og dermed også modstandsretten. (Kolonifrigørelsen i forrige årh. var ind imellem blodig (anm. bem.)).

De internationale regler, der i fremtiden kan forventes at få størst betydning for Europas borgere, er dem i EU's charter og den europæiske menneskeretskonvention. Det gælder ikke mindst regler om ligebehandling, hvor Danmark ikke har ratificeret den nævnte konventions 12. tillægsprotokol om forbud mod en hvilken som helst forskelsbehandling. Den danske regering mener, at et sådant vidtgående forbud vil begrænse politikernes muligheder for at fastlægge kriterier, der kan begrunde en saglig forskelsbehandling, fx ved tildeling af offentlige ydelser.

Festskriftet indeholder mangt og meget andet, fx om national og internatonal databeskyttelse, om finansiering af politiske partier i USA, om konfliktløsning i Kenya, om manglen på fælleseuropæiske asylregler, om Italiens forfatningskampe under Berlusconi m.m.m. Et væld af nyttig viden, ind imellem tungt at tilegne sig, men alt sammen værdifuldt for eftertanken.

 

 

Diplomat med erfaringer fra over 20 lande

Lars Blinkenberg: Ambassadør i tyve lande - Mit livs ankerpladser, 399 sider, Multivers.

Uden for de diplomatiske cirkler er ambassadørers navne ikke vældig kendt i offentligheden. Lars Blinkenberg er én af de få ambassadører, der har udsendt sine erindringer - og det kunne godt gå hen og gøre ham kendt i videre kredse. Han beretter livfuldt og til dels åbenmundet og tilfører dermed den internationalt interesserede læser et anderledes perspektiv på meget af nutiden. Med en hel del vægt på stater som han kender særlig godt: Venezuela, Nigeria og Syrien.

Juristen Blinkenberg styrede målrettet mod Udenrigsministeriet og belemrer ikke læseren med mere end en flig af sine studieår. Man fornemmer ikke, at fx folkeretten indtager nogen position i hans internationale begrebsverden. Nuvel, diplomatens verden er da også så meget andet. Forf. har valgt at give meget udførlig besked med en række familieforhold, hvilket sammen med hans hang til detaljer ind imellem giver bogen mere præg af slægtskrønike end bred folkeoplysende skildring.

Forf. fik som søn af den estimerede ordbogsredaktør, professor Andreas Blinkenberg et tidligt godt skub ind i det franske sprog, som - sidenhen suppleret med spansk - blev ham til stor nytte på nogle af hans udeposter. Engelsk var ham en selvfølge, men for Blinkenberg tillige på et højt plan, eftersom han kom til at udgive flere voluminøse politisk-historiske værker om Kashmir-konflikten og Mellemøstens uroprægede politik på dette sprog.

Han betegner selv sin medvirken til at oprette en dansk inspireret højskole i Østnigeria som en af sine spændende opgaver. Det drejede sig om en form for fagskole, hvor piger lærte syning/design og drenge mekanik/sløjd, foruden et EU-støttet landbrugsprojekt i Nordnigeria - begge dog foretagender, som tilsyneladende ikke blev videreført efter at vestlige donorer havde måttet indstille støtten til dem efter en femårig periode. Men ellers er Nigeria ikke den store modtager af u-landsbistand pga. for høj en gennemsnitsindtægt (olieeksporten) og for megen korruption.

I den lille vestafrikanske stat Benin ragede Blinkenberg virkelig kastanjer ud af ilden, da han skulle få etableret en vigtig samhandel mellem en Benin-baseret cementfabrik, hvis eksportproduktion til Nigeria var gået i stå. Som sædvanlig var der pengemangel i en situation, hvor fabrikken skulle moderniseres plus problemer med at få reservedele fra den danske leverandør F.L. Smidth.

Da forf. - inspireret af en tidlig diplomatisk udsendelse til Indien (hvor han altså ikke var ambassadør) - nu har fordybet sig særlig i indisk-pakistanske problemer, er det beklageligt, at han vælger - som han udtrykkelig skriver - ikke at komme ind på indisk politik i de forløbne år, herunder forklare Kashmir-konfliktens vedholdenhed. Kun konstateres: Efter Indiens og Pakistans fødsel som selvstændige stater i 1948, hvorunder Kashmir, ledet af hinduistisk maharaja, opterede for Indien, har ingen af parterne vist stor forhandlingsvilje.

Han påpeger med rette det urimelige i Israels fortsatte besættelse af Vestbredden, nu på 45. år, og dét uden at det særlig ofte kritiseres fra vestlige side. Som ambassadør i Syrien holdt han diskret kontakt til enkelte oppositionelle vis-à-vis Hafez-al-Assad-styret (som det var i forf.s. ambassadør-tid), men det lykkedes ikke i dette land at etablere en dialog mellem intellektuelle, noget der dog var muligt i nabolandet Jordan. Han finder anledning til at beklage, at både tilrejsende medarbejdere fra Udenrigsministeriet og ministre ind imellem gennem udtalelser røber betydelig uvidenhed eller manglende situationsfornemmelse.

En syrisk ambassadør her i København fandt grund til at besvære sig, da han af en dansk diplomat var blevet spurgt, hvorfor Syrien ikke bare opgiver Golan-højderne (der siden Seks-dages krigen i 1967 har været besat af Israel). Det gav dønninger ind i Udenrigsministeriet i Damaskus, som forf. ad de diplomatiske kanaler så måtte få til at lægge sig...

Selv om bogens titel refererer til tyve lande, forf. har været ambassadør i, (inkl. sideakkreditering), er der dog grundig information om flere andre lande, han har dybere kendskab til, fx Tyskland og Spanien. Blinkenberg er en mand med stort vingefang: Velbevandret i en hel stribe sprog, en kender af ældre og moderne historie, med dyb indsigt i klassisk musik, endog udøver på violinen, foruden moderne kunst. Han leverer derfor en informationstung bog plus ikke så få personlige observationer, men knap så meget fra de politisk styrende lag, han har plejet kontakt med på sine ambassadørposter.

Læseren må undvære en del motiver til, forudsætninger for og analyser af en række beskrevne tildragelser - de må vige for en strøm af præcise informationer, herunder referater af kuriøse eller pinlige optrin, han har haft med nogle af sine kolleger eller chefer. Hans trang til at være ærlig, dvs. ikke forbigå det negative og lange lidt ud her og dér, forekommer ikke altid velanbragt. De mere vidtgående konklusioner, en forudsætningsløs læser, måske kan drage deraf, kan objektivt set være misvisende. Nærv. anmelder har således det bedste indtryk af to navngivne eller klart identificerbare personer, som Blinkenberg giver et lettere skud for boven.

Når den økonomiske krise særligt har grebet Spanien, skyldes det iflg. bogen dels, at landet i den forudgående opgangstid udbyggede infrastrukturen for voldsomt, dels igangsatte for omfattende boligbyggeri. Både befolkningstallet og antallet af indvandrere steg stærkt i begyndelse af dette årh., men siden hen påfulgte den afmatning, som førte til faldende udenlandske investeringer og stigning i arbejdsløsheden. En meget ringere statsgæld end den lande som Grækenland, Irland og Portugal slås med, har frelst Spanien fra EU´s finansielle spændetrøje.

Blinkenberg har været så vidt omkring, at her kun er foretaget et mindre udpluk - hans tid i Venezuela og som generalkommissær for et dansk-fransk kulturfremstød er således forbigået. Der er megen solid viden at hente, ind imellem sågar underholdende episoder. Knap så meget indtryk af personligheder og tæt atmosfære fra de mange spændende lande og byer. Kedet sig har man under ingen omstændigheder i hans selskab.

 

Nærportræt af den almægtige Alf Ross

rossJens Evald: Alf Ross - et liv, 407 sider, Jurist- og Økonomforbundets Forlag.

Professor Alf Ross (1899-1979) var én af det 20. århundredes mest betydningsfulde danske jurister, og flere bøger har tidligere beskæftiget sig med hans liv og virke. Men denne, af juraprofessor Jens Evald, går betydelig tættere på Ross end de andre, især fordi forfatteren har fået adgang til et større privatarkiv med breve, ikke mindst til og fra hustruen, Else-Merete Ross. Ind imellem så tæt, at den gennemsnitlige læser fristes til at stille det spørgsmål: Er det nu også relevant? (Ét af juristernes yndlingsspørgsmål).

Når denne bog og person medtages her, skyldes det nok så meget Ross' store bog De forenede Nationer - Fred og fremskridt fra 1963, der (akkurat som biografien her) også udkom i en engelsk udgave. Det var den første indgående beskrivelse af FN, dens organisation, institutioner og deres kompetencer på dansk. Det er imidlertid påfaldende så lidt Ross' betydning for kendskabet til FN og international ret kommer til en egentlig vurdering i Evalds bog. Ross gjorde sig såvel nationalt som internationalt mest bemærket som retsfilosof, og så beskæftigede han sig i øvrigt med så mange aspekter af juraen, at hans professorat i folkeret (1940-50) ikke fremstår som det mest markante i hans karriere.

Imidlertid skrev han en lærebog i folkeret, der i en lang årrække (også efter hans død) blev omgærdet med enorm respekt. Ross erkendelse af denne verdens realiteter blev, hvad man i dag kalder en "øjenåbner" for mange, der betragtede staternes internationale spil med lidt for idealistiske briller. Som biografien bemærker, fastslog Ross, at "retsvidenskabens genstand er retten, som den er, ikke retten som den bør være". (Når Danmark meget hurtigt - i 1950 - gav diplomatisk anerkendelse af Maos Kina, skyldtes det eksempelvis en sådan realisme og ikke sympati med styret. (Anm. bem.)).

Ross gik ind for, hvad der siden blev kaldt retspositivismen, dvs. at et lands retsorden ikke er afhængig af en moralsk godkendelse, men er opbygget på erfaring. Ross støttede i det hele taget brugen af ordet retsvidenskab - i stedet for jura - for at pointere afstanden til moralske overvejelser. Ordet retspositivisme har jeg ikke kunnet finde i Evalds bog, ligesom man kan savne en nærmere analyse af, hvordan en dommer i Den europæiske Menneskerettighedsdomstol (som Ross var 1959-71) egentlig principielt så på begrebet menneskerettigheder. Et begreb med megen rod i moral, og hvis videre betydning ud i verden Ross tilsyneladende ikke havde megen tiltro til. Derom har Evalds tilgængelige kilder tilsyneladende næsten intet at berette.

Tidl. folkeretsprofessor Ole Spierman har som en stribe andre eksperter anerkendt Ross' skarpe og dristige intellekt, uden at han dog har givet sig i kast med en egentlig vurdering af Ross' realistiske og altså alt andet end idealistiske syn på folkeretten. Den meget selvbevidste Ross forstod at få sine bøger oversat til engelsk, tysk og spansk, men om han derved virkelig blev kendt ude i verden står med Evalds ord tilbage at få undersøgt. En del eksperter fandt Ross' udgivelser alt for præget af filosofi og logik.

Evalds biografi er efter min mening lovlig tynget af detalje-oplysninger, om familie, personer, begivenheder, der fremgår af det righoldige materiale, forfatteren har haft til rådighed. Det giver alt sammen en indgående beskrivelse af normer og adfærd, der i vidt omfang hører en svunden tid til. En tid, hvor folk fx skrev alenlange breve til hinanden og tog sig selv uendelig højtidelig. Afdækningen af Ross som en enorm egoist, der satte sin egen akademiske karriere og vellevned langt over sin families trivsel, grænser til det horrible. Man spørger sig selv, om det virkelig kommer offentligheden ved?

 

Nutidens "politiske korrekte" hedder også "de anstændige"

ItemImageJens-Martin Eriksen & Frederiks Stjernfelt: De anstændige, 423 sider, Gyldendal.

Diskussionen om de rette meninger, om det politisk korrekte, eller som forfatterne til denne bog, Eriksen & Stjernfelt, foretrækker at kalde det, det anstændige synspunkt er måske ikke så intens lige for tiden, men tolerancens og ytringsfrihedens grænser er på en måde til evig debat og danner et underliggende tema fx også for synet på Israel, palæstinenserne og hele den mellemøstlige problematik.

Det er for mange mennesker blevet væsentligt, at man "rammer tonen," eller skal vi sige den rette, den anstændige tone, når man debatterer ømtålelige internationale emner, ikke mindst dem, der har med religion at gøre. D'herrer Eriksen og Stjernfeldt hører til nogle af Danmarks skarpeste iagttagere og analytikere af just dette. De har tidligere sammen bl.a. skrevet et par bøger om skæbner fra det krigshærgede og meningssynderdelte Eksjugoslavien og gjort sig bemærket ved deres evne til at dissekere ømtålelige emner til bunds.

Forfatterne har blik for fænomener. Deres strejftog i nyere tids meningsbølger har fx indfanget den situation, hvor uromageren får magt over situationen, de kalder det ballademagerens veto. (Et aktuelt eks. udgjorde politiets bortkørsel af nogle projødiske demonstranter "i sikkerhed" for pro-palæstinensere, som ville sabotere demonstrationen). Bogen nævner den situation i Little Rock i USA's sydstater, som i 1950'erne betød, at den amerikanske borgerrettighedslov måtte udskydes i to år - og integreringen af de sorte i skoleundervisningen sinkes tilsvarende, fordi reaktionære raceintegrationsmodstandere truede med voldelige modforholdsregler.

Til sidst afsagde USA's Højesteret en kendelse, hvori det hed, at forfatningssikrede rettigheder ikke kan nægtes (borgerne), blot fordi der foreligger fjendtlige tilkendegivelser (underforstået af voldelig art) mod nydelsen af disse rettigheder. Og det fremgår ganske klart af bogen, at den krise, de danske Muhammedtegninger i sin tid fremkaldte samt efterfølgende voldshandlinger og terrortrusler i forskellige lande, er hele bogens underliggende tema.

Der er ikke nogen enkelt løsning på "voldsmandens veto", konstaterer forfatterne. Som et minimum må man dog fastholde, skriver de, at staten har en ufravigelig pligt til at udøve sit voldsmonopol og efter bedste evne kontrollere voldsmænd og pøbel: "Det er en utålelig tanke, at ytringsfrihedens grænser skal bestemmes af de mindst tolerante i et samfund - eller i andre dele af verden".

 

Bogen tilslutter sig de tanker, som Muhammedtegningernes idéophavsmand, journalist Flemming Rose har forfægtet, at tolerance-begrebet nu om dage er anderledes end det vanlige hos - skal vi sige det rent ud, "de anstændige", dvs. personer med et særligt syn på den anerkendte udtryksmåde for en del begreber, herunder islam. Inden man udtaler sig, skal man orientere sig om, hvorvidt nogen vil blive krænket af ens synspunkt og evt. derfor undlade meningstilkendegivelsen.

Når fx religionsfrihed for en person, som er rundet af den klassiske oplysningstradition, betyder fuld frihed for den enkelte til at tro, hvad man vil - eller lade være, så betyder det for "den anstændige" noget nær det modsatte: Friheden for organiserede religioner til at udøve magt over de troende, ja i visse tilfælde også over for ikke-troende.

Bogen bringer flere citater af den indsigtsfulde iransk-fødte danske professor Mehdi Mozaffari, der

tidligere har været nævnt i disse spalter. Mozaffari karakteriserede i et skrift i 2007 islamisme som en religiøs ideologi med en totalitær fortolkning af islam, hvis endegyldige mål er en verdenserobring med alle midler. Det betyder, at islamisme klart adskiller sig fra islam som sådan, der et meget bredere og mindre præcist begreb.

Her er blot bragt et beskedent udpluk af forfatternes mange tanker om religion og ytringsfrihed. Hvad enten man nu kan følge dem eller ej, må det erkendes, at der her er tænkt vældig grundigt over de chokbølger, først Salman Rushdies "Sataniske vers" og siden Muhammedtegningerne sendte gennem verden, chokbølger, der forplantede sig til vold og drab, og dermed givet enhver læser noget at fundere over. I en 60 siders oversigt fra 1989-2013 opregner de alle de begivenheder, der på den ene eller anden måde har illustreret de voldsomme modsætninger en fordomsfri vestlig præget behandling af stærkt religiøse emner, skulle komme til at udløse.

 

 

Aktuelt

Det sker i FN-forbundet

Få overblikket over arrangementer med FN i fokus

Få et foredrag om FN

Leder du efter et foredrag om FN, om fredsbevaring eller noget helt tredje, så har vi meget muligt foredragsholderen

Kom med til Landsmøde 2019

I år finder vores Landsmøde sted den 28. april i Aarhus. Læs mere om frister for forslag & opstillinger, mulighed for rejsetilskud og andre praktiske oplysninger her

FN-forbundet · Tordenskjoldsgade 25 st.th. · 1055 København K · Tlf. 3346 4690 · Fax · Mail fnforbundet@fnforbundet.dk