April 2013

Juni 2013

August 2013

Oktober 2013

December 2013

Marts 2014

April 2014

Juni 2014

September 2014

December 2014

Marts 2015

Juni 2015

Oktober 2015

December 2015

Marts 2016

Juni 2016

September 2016

December 2016

Marts 2017

Juni 2017

Oktober 2017

December 2017

Henrik Døcker anmelder

Juni 2015

 

En beretning fra Helvede - amerikanernes i Guantánamo

Mohamedou Ould Slahi: Dagbogen fra Guantánamo, 424 sider, People's Press

 

USA's brug af tortur er desværre kendt og dokumenteret fra fængslet på Guantánamo-basen på Cuba, allerede inden udsendelen af denne bemærkelsesværdige dagbog. Men der er tale om en overraskende levende og velskrevet beretning fra en tilsyneladende yderst velbegavet og modig mauretanier.  Den kan virke næsten som en roman - med megen direkte tale, som fangen, mauretanieren Mohamedou Ould Slahi, på ubegribelig vis har fået ned på papiret efter sin hukommelse. Det hele er baseret på et håndskrevet manuskript fra 2005, som  den amerikanske forfatter Larry Siems har bearbejdet og tillige forsynet den med en lang række forklarende fodnoter.

 

Der er ingen offentlige efterretninger om Slahis skæbne i de sidste ti år. Der er tale om en censureret udgave af dagbogen, idet de amerikanske myndigheder har slettet ord med 2.500 sorte bjælker, ét sted er otte hele sider bortcensureret. Det tog syv år for den nu 44-årige Slahi at få lov til at udgive dagbogen, hvis røde tråd - så at sige - er, at der ikke efter 12 års forløb er udformet en formel tiltale mod ham.  Det er, trods alle overstregninger af tekst, rystende læsning om USA's kyniske tilsidesættelse af såvel nationale som internationale regler for frihedsberøvelse.

 

Man fornemmer, at USA i sin desperation efter terrorattentaterne mod Verdenshandelscentret og Forsvarsministeriet skulle finde nogle syndebukke. Slahi havde støttet Taleban i Afghanistan tilbage i 1990'erne, dengang USA var på Al Quaedas side mod den russiske interventionsstyrke i Afghanistan. Efter længere ophold i Tyskland og kortere tid i Canada vendte Slahi tilbage til Mauretanien i 2000. Han blev på USA's foranledning tilbageholdt og forhørt to gange i Senegal og Mauretanien, men kunne så i februar 2000 genoptage sit arbejde som ingeniør i sit hjemland Mauretanien.

 

Dog kun til november 2001, da han atter anholdtes, og så efter amerikanske begæring blev fløjet til Jordan og derfra til Bagram i Afghanistan - for fra 2002 at få "adresse" på Guantánamo.  Det er velkendt - om end denne bog ikke dvæler herved - at præsident George W. Bush fastslog, at de personer, USA valgte at tilbageholde i terrorbekæmpelsens "hellige" navn som en slags "ikke-kombattanter", hverken var omfattet af almindelige civile retsbeskyttelsesregler, som kun tillader stærkt tidsbegrænset frihedsberøvelse uden dommerkendelse, eller de særlige regler i krigens folkeret (den humanitære folkeret), som tillader længerevarende tilbageholdelse af civile.

 

Læsningen af dagbogen vanskeliggøres i ikke ringe grad af de påfaldende mange overstregninger af enkelte ord, fx må man ikke kan vide, om det er en mand eller kvinde, der forhører ham, eller under hvilke omstændigheder et forhør finder sted.  Der mangler ofte hos læseren en rumlig fornemmelse af hvor meget og hvor lidt, der befinder sig i hans celle. At han - tilsyneladende pludselig - fik lejlighed til at se en tv-film forklares ikke detaljeret, heller ikke om det blot var kortvarigt eller var en varig forbedring af de ellers meget krasse fængselsforhold.

 

At han har været lænket i lange perioder, at han har været udsat for ekstrem søvnberøvelse, kulde og andre barske ubehageligheder fremgår dog helt klart. Der er mange indædte udfald mod USA og dets fordømmelsesværdige samspil med diverse  lande for at gøre "helvede hedt" for de personer, ofte af arabisk æt, som det på den ene eller anden måde ville ramme, ofte bare på grund af disses mistænkelige forbindelser med al Qaida-aktiviteter, for ikke at tale om familieskab. Man forstår til fulde Slahis lede ved at skulle erklære sig skyldig i noget han ikke havde gjort.

 

Og hvem vil ikke harmes over at høre, at en person udsættes for vældig langstrakte afhøringer hver dag igennem seks år. I lange perioder med de samme spørgsmål dag ud og dag ind. Hver ny forhørsleder fandt ifølge Slahi på de mest latterlige teorier og løgne. Han fik besøg af Den Internationale Røde Kors Komité efter et års venten (denne organisation foretager konstant besøg i fængsler over hele verden, hvor folk er sat fast på grund af deres overbevisning eller som såkaldt "samvittighedsfange". Anm.s tilføjelse).

 

Præsident Barack Obama har stadig til gode at indfri sit løfte om at lukke Guantánamo-fængslet og sørge for effektuering af retskendelser om løsladelser, som anklagemyndigheden har bremset ved at anke sager, der endnu efter flere års forløb ikke er bragt til retslig afslutning. Militærets og domstolenes ulideligt langstrakte tovtrækkeri til ødelæggelse af mange uskyldige er en skændsel for verdens eneste tilbageblevne supermagt.

 

P.s. Der sidder stadig 122 fanger i Guantánamofængslet.

 

To beretninger om to slags gidsler

Jeppe Nybroe: Kidnappet - i islamisternes fangehul, 299 sider. Berlingske/People's Press

Eva Damsgård: Det beskidte spil, beretningen om de 838 dage, før Eddy og Søren kom hjem, 236 sider, Lindhardt  og Ringhof

 

Den månedlange kidnapning af journalist Jeppe Nybroe i Libanon og den over to år lange kidnapning af i alt seks søfolk fra den danske coaster "Leopard" 2011-2013 har meget lidt til fælles.

Men de er immervæk begge udtryk for dramatiske former for frihedsberøvelse, foretaget af private. Det er en refleksion værd, om  ryggesløse muslimers bortførelse af en journalist er mere eller mindre skræmmende end piraters kapring af et skib og tilfangetagelsen af søfolk. På en måde er forskellen blot, at den ene skete til lands og den anden til vands.

 

Men nu først Nybroes drama. Det er ingen overdrivelse, at han selv udløste bortførelsen - i modsætning til søfolkene. Han var freelancejournalist med lyst og mod til at skaffe en usædvanlig historie fra det borgerkrigshærgede Syrien  Den idé, han fik, virker utrolig på de fleste folk med jordforbindelse: Han ville skildre nogle kidnapperes tanker og fremgangsmåder. Og opsøge dem med henblik på tv-reportage.

 

Få, om nogen, ville kaste sig ud i et så dristigt forehavende. Men han fik en libanesisk "fixer" (dvs. hjælper) med på ideen og banet vej til nogle stedlige kidnappere. Hvordan han bildte sig ind, at han ikke her løb en mere end almindelig "erhvervsrisiko", må guderne vide. Hidtidige anmeldere har spekuleret på, om hans beretning overhovedet er sandfærdig. Jeg vil tillade mig, at kalde dramaet konstrueret. En slags selvfabrikeret nyhed: "Danske journalist bortført i Mellemøsten".

 

Sensationsværdien er sikker. Journalisten er selv nyheden. Man har så også gisnet om hvorvidt det nu var grumme islamister eller blot "almindelige" kriminelle kidnappere. Eftersom begge slags kidnappere er ude på at få store løsepenge, er det vel ikke så afgørende at få afklaret. Er det mere "spændende", at det måske var islamister? Kidnapning er under ingen omstændigheder legitimt. De folk, som Nybroe kom i kløerne på, var bekendte af hans libanesiske hjælper, og denne fik en så lempelig behandling, at han slet ikke kunne opfattes som "med-bortført" sammen med Nybroe.

 

Beretningen er nok velskrevet og virker autentisk, men den savner en del atmosfære, den afspejler ikke alt det, en bortført, et gidsel, må sanse af frygt, ubehag, lugte, lyde, som må have omgærdet ham. Man tror på de mange dødstrusler, der blev fremført mod ham, men læseren kan ikke undgå at tænke på, hvordan han selv bevidst har kastet sig ud i alt dette. Man kan ikke undgå at få en lille mistro til det hele -  at dramaet på én eller anden måde er tilrettelagt.

 

Der kom så ikke levende billeder ud af det, men en hel bog. Og fandenivoldsk er han denne Nybroe. Se blot på, hvad han før gidseldramaet havde oplevet: Spændende tid som rastløs udlandsreporter ved dansk fjernsyn: Som hyret af libysk fjernsyn til at opbygge en nyhedstjeneste efter Gaddafi-diktaturet, blev han tvunget bort af tv-partnere i Libyen efter et forståeligt opgør med en redaktør, der tilsidesatte almindelige nyhedskriterier; så i kortere tid presserådgiver i Mongoliet, for derefter at søge til krudttønden i Mellemøsten.

 

Under bortførelsen i en grænseby til Syrien blev han pisket, dødstruet, tvunget til at se andre blive mishandlet og inddraget i endeløse samtaler om de løsepenge, der skulle skaffe ham friheden tilbage. Læserne bliver ikke indviet i, hvor stort dette beløb til syvende og sidst blev. Om det nu var ægte islamister eller blot kriminelle, som ville have penge for at sætte ham på fri fod, finder jeg ikke så afgørende. Det er under alle omstændigheder kriminelt at bortføre og frihedsberøve folk.

 

Hvad bogen dokumenterer er, at Nybroe i sandhed er en reportertype af de mere uforfærdede, den rastløse type, der er tiltrukket af krig og uroligheder, så vidt man kan bedømme. Det giver skrammer, men det er han så også forberedt på. Det er sikkert ikke det sidste drama omkring lige akkurat ham, som vi vil opleve.

 

Journalist Eva Damsgårds bog om de i alt seks søfolk fra en dansk coaster, der af somaliske pirater blev holdt fangen  i 836 dage, inden deres løsepenge gav dem friheden tilbage, er en ganske anden slags beretning. Bogen har knap et par år på bagen, men skildrer et nok så forfærdende drama, selv om det ikke har religiøse eller politiske overtoner. Det danske rederi Shipcraft fik opbragt sin coaster Leopard i Aden-bugten januar 2011 - et udtryk for den "guldåre" i form af pirateri, som fattige somaliere i årene efter 2000 havde ramt. Den farlige, men også givtige vej til enorme indkomster som borger i et land, der går under prædikatet fejlslagent.

 

Iflg. Dansk Rederiforening sejler syv danske eller dansk-drevne skibe hvert døgn gennem Suez-kanalen på togt  til eller fra Europa/Asien. I det større havområde mellem de to verdensdele er der hvert omkr. 100 danske skibe - lige netop her hvor piraterne lurer (eller har luret, fordi pirateriet her i 2014 viste en betydelig afmattelse - anm.s tilf.). Netop Leopard havde ikke ordentlig bevogtning, men kidnapningen af den gav anledning til at skibene fik bevæbning.

 

Som Damsgård beretter, fik danske skibe fra 2011 bevæbnede vagter om bord, ligesom overvågningen af  skibene fra de internationalt organiserede flådefartøjer blev sat i system. Både EU og NATO deltog i overvågningen, men også andre lande, såsom USA, Kina og Indien kom med  i denne forebyggende indsats. Gidselstagernes egentlige "nedtur" begyndte i 2012. Damsgård, som dækkede det langstrakte gidseldrama for Ritzaus, skildrer overvejende den tøvende, kritisable holdning det danske rederi udviste over for søfolkene, især danskeren Søren Lyngbjørn og den dansk-chilenske Eddy Lopez.

 

Ejeren af Shipcraft, en stenrig, svensk reder, forekom påfaldende udeltagende i søfolkenes skæbne, og det samme gjaldt rederiets danske hovedforhandler. De pårørendes forståelige ængstelse var heller ikke noget, som iflg. bogen lå dem særlig tungt på sinde. Mange enkeltheder om søfolkenes barske skæbne under internering i Somalia har været skildret udførligt i dagspressen - og det er måske hovedgrunden til, at Damsgaard ikke kommer meget ind herpå. Ekstra Bladet spillede her en særlig og af mange kritiseret rolle. Journalister har svært ved at "gemme på" facts fra det virkelige liv. Løsesummen blev knap seks mio. til syvende og sidst.

 

De martrede søfolk følte sig med god ret svigtet af deres rederi. Deres opfattelse er i hvert fald, at dramaet kunne været afsluttet væsentlig tidligere ved en mere engageret indsats.

 

Fokus på "Islamisk Stat"

Loretta Napoleoni: Islamisk Stat, 166 sider, Tiderne Skifter.

 

Den italiensk-fødte samfundsforsker Loretta Napoleoni leverer her den første bog - eller én af de første bøger - om terrororganisationen IS. Det er rigtig godt at få en form for overblik over den sjældent brutale kalifat-aspirerende statsdannelse, men der er dog kun tale om en slags skitse. For det første har IS ikke fundet sin endelige form (om det nogen sinde lykkes), for det andet har forfatteren ikke opholdt sig sammen med de uforfærdede IS-krigere i det vidtstrakte syrisk-irakiske territorium, som IS har erobret.

 

Mens diverse regeringer, inkl. den danske,  ikke vil benytte betegnelsen 'Islamisk Stat', fordi der ikke er tale om nogen statsdannelse med et afgrænset territorium, så mener den italienske forsker, at denne betegnelse giver et realistisk billede af, hvad denne formation står for. Hun påpeger det som en misforståelse at betragte IS som tilbagestående, fordi den håndhæver alskens forbud med, hvad mange betegner som middelalderlig tilgang.

 

Det er i smag med Al-Qaedas nej til bl.a. rygning og brug af kameraer, for kvinder begrænset bevægelsesfrihed og en masse andet, for nu at sige det kort. Men modsat Al-Qaeda benytter IS moderne teknologi, herunder internettet. Ingen væbnet mellemøstlig gruppe har været i stand til at promovere sig som en fremtidig hersker i Mellemøsten sådan som IS. Det er sket ved hjælp af donationer fra de rige golfstater. IS' barbariske handlinger via nettet, en 'frygtens propaganda', har iflg. forfatteren vist sig at være et meget stærkere 'erobringsvåben' end religiøse moralprædikener som Al-Qaedas. Forstå det hvo der kan, vil jeg tilføje.

 

Islamisk Stat har sikret sig et enormt økonomisk potentiale ved erobring af oliefelter og elværker i Syrien, iflg. Wall Street Journal skaffer IS' olieeksport 2 mio. $ om dagen! Forf. citerer en tidligere Syrien-oprører, der vil vide, at IS virker bedre organiseret og give bedre militær træning end Al-Qaeda.  Men man må tage til hovedet, når vestlige unge strømmer til uden viden om, hvordan man affyrer et gevær.

 

Baseret på en italiensk journalist, der i en periode var den eneste vesterlænding i IS-erobrede områder, påpeges det, at det mere eller mindre opløste samfund i det borgerkrigshærgede Nord-Syrien udgør et politisk vakuum, som sekteriske, væbnede organisationer fylder ud med vold. Disse kappes om at bortføre folk fra Vesten, særlig journalister og nødhjælpsarbejdere. Ligesom i Nigeria og Afghanistan er gidsler en 'handelsvare', der sælges flere gange. Denne handel tjener i nogle tilfælde til at sløre staters eller regeringers støtte fx til terrorgrupper:  Frigivelsen af 45 soldater fra FN's fredsstyrke i Golan-højderne sidste år skete således iflg. bogen, efter at Qatar havde betalt terrorbevægelsen al-Nusra  20 mio. $. kan have været udtænkt som en snedig form for støtte fra den stenrige ministat til disse terrorister.

 

Napoleoni skriver, at militære interventioner (som dem USA og dets allierede foretager i Syrien og Irak) fremkalder monstre som IS.  Nu var den udenlandske indblanding jo en følge af IS' monstrøse handlinger. Det tjener ikke noget formål, som hun gør, at kritisere interventionen som "ikke den bedste måde at skaffe fred på". Når forhandling med IS er udelukket, er der jo intet alternativ. Forf. lægger vægt på, at IS har etableret kimen til velfærdsprogrammer og driver brødfabrikker og grøntsagsforsyning. Hvis IS' egne folk bestandig er optaget af at være krigere, skal der vel også opretholdes (læs: brødfødes) en 'civil' befolkning.

 

Samtidig med, at hun erkender, at IS i realiteten begår folkedrab (udryddelsen af alle ikke-muslimer på deres vej), noteres det, at det såkaldte kalifat har åbnet posthuse, reparerer veje og har oprettet busruter. Penge skaffes bl.a. ved hjælp af smugling langs den tyrkiske grænse og ved plyndring fx af Mosuls centralbank.  Mens det kan være nyttigt at erfare om andet end IS' myrderier, så er det immervæk den skånselsløse hærgen, den kompromisløse undertvingelse med voldtægter og bortførelser, der - også i Napoleonis bog - springer i øjnene.

 

Man kan følge IS' og Al-Qaedas udspring tilbage til Sovjets intervention i Afghanistan-borgerkrigen, via USA's befrielse af Kuwait efter Iraks erobringsforsøg og frem til den USA-ledede intervention til fjernelsen af Saddam Hussein. Med det fatale efterspil, at Iraks Saddam-tro, overvejende sunni-baserede hær blev hjemsendt. Som Napoleoni direkte skriver, er det i dag ligeså farligt at være shiamuslim eller alawit i Syrien og Irak, som det var at være jøde i Hitlers 3. Rige.

 

Der er mange forbløffende og oprørende enkeltheder i den indviklede mosaik, som indgår i forsøg på at forklare, hvordan Syrien og Irak med IS så at sige er kommet fra asken i ilden. Napoleoni forøger klart ens viden. Fx om hvorfor Iraks væbnede styrker ikke formåede at modstå det angreb IS satte ind mod de irakiske byer Tikrit og Mosul i 2014. Adskillige irakiske bataljoner eksisterede slet ikke, dvs. de var der kun på papiret, mange andre var ikke tilstrækkelig forsynet med ammunition eller våben. Vigtige dele af hæren var så at sige "savet af" gennem den håbløst udbredte korruption, som i Mellemøsten allerede for vældig mange år antog enorme dimensioner.

 

Bogen ville have vundet ved en strammere disposition og en mere stringent vurdering af Islamisk Stats ambitiøse kalifatmål. Måske også lidt pyskologisk granskning af, hvordan en bevægelse kan vinde frem med så åben en erkendelse af grundmuret umenneskelighed.

 

To diktaturers djævlepagt

Roger Moorhouse: En djævelsk alliance - Hitlers pagt med Stalin 1939-1941, 447 sider, Kristeligt Dagblads Forlag.

 

Kan vi kapere flere store tilbageblik på nutidshistoriens skæbnedramaer, som på en måde er blevet endevendt utallige gange? Det kan man strides om, men den løbende adgang til informationer fra arkiver, som hidtil har været utilgængelige af forskellige årsager (juridiske eller politiske) berettiger sådanne udredninger - som fx denne om den tysk-russiske ikke-angrebspagt, indgået  i august 1939, umiddelbart før 2. Verdenskrig.  De oplysninger, den britiske historiker Roger Moorehouse lægger frem,  giver i et kort nu inspiration til en refleksion over muligheden for en gentagelse i dag. Altså  om to større magter kunne tænkes at gå sammen om at udslette en tredje stat.

 

Den pagt, Adolf Hitler og Josef Stalin - tysk-russiske diktatorkolleger, om man vil - indgik, havde som hovedformål at udslette Polen. Det fremgik dog ikke af teksten i ikke-angrebspagten, men af den hemmelige tillægsprotokol, hvis ordlyd først blev officielt kendt i 1948! Bogen retter ganske megen fokus på Sovjetunionens besættelse af Østpolen, som satte ind kort efter at Tyskland 3. september havde udløst verdenskrigen ved et angreb på Polen. Officielt havde Sovjetunionen erklæret sig neutral, og de fleste beretninger om Polens lidelser fra dengang er koncentreret om Tysklands bombardementer og drab på civile.

 

Men omkring 400.000 polakker blev krigsfanger hos den russiske besættelsesmagt, og i hvert fald 40.000 blev regulært henrettet af Sovjets hemmelige politi. Imidlertid skønnes sammenlagt omkr. 260.000 mennesker - indbyggere i Estland, Letland og Litauen - efter Sovjets inkorporering af disse stater -  foruden det rumænske Bessarabien og Polen at være blevet deporteret til Sibirien og Kazakhstan. Bogen giver ikke direkte bud på Sovjets motiver til at fare frem med en sådan i Vesten ukendt brutalitet og umenneskelighed.  Ej heller angrebet på Finland, anneksionen af Bessarabien og Nordbokuvina i Rumænien bliver nærmere udgrundet.

 

I Storbritannien, som dog indgik en slags solidaritetspagt med Polen kort før krigsudbruddet, var der ingen stærke reaktioner mod Stalins ændring af Europas grænser. USA havde i 1930'erne fire gange vedtaget neutralitetslove, som forbød  amerikansk støtte til krigsførende stater, udmøntet i regulær våbenembargo mod disse. Dog åbnedes en kattelem, idet en stat, der ville købe krigsmateriel, kunne gøre det mod kontant afregning og løfte om selv at hente "varerne".

 

Mange interessante og hidtil ukendt enkeltheder er gravet frem af den britiske historiker. Det virker som om ingen rigtig troede på, at Hitlers ekspansioner ikke også ville ramme Sovjetunionen, selv om Stalin tilsyneladende var ganske uforberedt på det tyske angreb i 1941. Med Tyskland havde hans land da også betydelig samhandel i årene 1939-41 og såmænd også handel med krigsmateriel.

 

I moderne tid har FN vist sig at være en langt mere håndfast vogter over verdens fred og sikkerhed end datidens Folkeforbund. Om end ikke med nogen hovedrolle ved vigtige fredsslutninger. FN's medlemsstater er imidlertid gået sammen i mange forhandlinger til krigsforebyggelse og reagerede håndfast ved flere tilfælde af aggression, således hindredes fx lille Kuwaits indlemmelse i Irak. Flere nutidige forsvarspagter har også givet mere tryghed end den, Centraleuropa måtte undvære for omkring 75 år siden. International indsats mod tortur og anden umenneskelighed  blev utvivlsomt delvis inspireret af voldsideologier og den krig, de udløste.

 

Krigserklæringer og (generelt utroværdige) ikke-angrebspagter - Danmark indgik også sådan én med Tyskland  i 1939 - er gået af mode. Det er også godt det samme.

 

 

Forsøg på overblik over illegale flygtninge i Europa

Torben Tranæs & Bent Jensen:  Den illegale indvandring til Europa - og til Danmark, 128 sider, Gyldendal

 

Demografer anslog for ti år siden, at mellem 15 og 20 pct. af indvandrere i hele verden befandt sig illegalt i det fremmede land. Det svarer til mellem 30 og 40 mio. mennesker. Forfatterne til denne bog, som alene kaster lys over årsager, omfang og betydning af illegal indvandring til Danmark og Europa, er begge ansat ved Rockwool Fondens Forskningsenhed, som hhv. forskningsprofessor og formidlingschef.

 

Emnet er ikke uden vanskeligheder at udforske: Almindeligvis offentliggør staterne ikke skøn (estimater) over mængden af deres illegale indvandrere. Undtagelser repræsenterer USA, Holland og enkelte andre  lande i Europa og Sydamerika. Men forskerne er enige om, at flertallet af illegale grænsepassager aldrig registreres. Det hjalp dog efter oprettelsen af Frontex (Det Europæiske Agentur for drift af det operationelle samarbejde ved Europas grænser).

 

På den baggrund kan det ikke undre, at USA er det land, der modtager flest illegale indvandrere i verden: Mellem 11,1 og 11,7 mio. Derefter følger Sydafrika, hvad der skal ses i sammenhæng med en hurtig befolkningstilvækst i Afrika syd for Sahara. Når Mexico nu er kendt for at 'levere' mængder af illegale indvandreret til USA, er det interessant, at selvsamme Mexico i 2005 havde én mio. illegale indvandrere fra USA, overvejende pensionister.

 

I USA udgør illegale indvandrere 30 pct. af den samlede indvandrerbefolkning. I Danmark befandt der sig i 2013 knap 26.000 illegale indvandrere. Men tallet svinger meget og har i perioder skønsmæssigt været oppe på det dobbelte antal. Hertil kommer, at der iflg. forskerne må sondres mellem "illegale indvandrere" og "illegale arbejdere". Migranten - det kalder man personen i  bevægelse fra det ene land til det andet - kan skifte status over tid. Der kan fx ske legalisering af et ophold via ægteskab.

Betydelige lønforskelle mellem 'afsender- og modtagerlandet', altså hvorfra migranten bryder op, og til hvortil han/hun agter sig, er illustreret af indvandringen af ufaglærte fra Mexico til USA:  Fx vil en gennemsnitlig 25-årig mand i Mexico med ni års skolegang tjene 2,30 $ i timen, mens han i USA  vil tjene 8,50 $ (korrigeret for forskel i købekraft i de to lande). Disse forskelle bliver endnu mere udtalte, når det gælder sammenligninger mellem lønniveauet i de fattige afrikanske stater, som i enorme skarer søger mod Europa - og ofte trodser en livsfarlig sejlads på Middelhavet for at  nå hertil.

 

Når bogens titel er "illegal indvandring til Europa - og til Danmark" er det lidt ved siden af, at nogle af de mest slående eksempler alligevel er hentet hos Amerika. Nuvel, det er interessant nok at høre om. Men for at vende tilbage til Europa så oplyses det, at taksten for såkaldt langdistancesmugling af mennesker fra fx Irak, Afghanistan eller Kina ved årtusindeskiftet androg beløb på op til 40.000 euro. Og det kan nok sætte tanker i gang: Hvordan stables så store beløb på benene?

 

En transport fra det borgerkrigshærgede Syrien for en person, der fx er kommet til Italien og pr. bil skal fra Rom til Danmark, kan koste 5-6000 kr. Inden da kan der være tale om at betale 80.000 kr. Globalt lå værdien af det samlede marked for menneskesmugling i 2013 på omkr. 200 milliarder kr. Svimler det allerede for én ved alle disse store tal, så kan man her passende slutte med en fremtidsscenarie og lidt tilbageblik: Mens Afrika i 1950 have en befolkning på ca. 220 mio. mennesker, boede der i 2009 over en milliard. Fremskrivninger til 2050 taler om omkr. 1, 9 mia. mennesker til den tid.

 

Hvordan Danmarks guldbeholdning kom i sikkerhed for den tyske besættelsesmagt

Henrik Denta: Guld og bedrag, 210 sider. Gads Forlag.

 

Krig kræver ikke alene mange menneskeliv, den betyder også vældige udgifter. Spot føjes til skade, når en erobrende magt lader et besat område betale for krigsførelsen. Det var dog et almindeligt mønster, da Hitlers Tyskland i 2. Verdenskrig spredte død og ødelæggelse i Europa. Men ligefrem at bemægtige sig de besatte landes guldbeholdninger hørte også med - bare ikke i Danmark. Hvordan Nationalbanken sammen med den danske regeringstop i al hemmelighed fik bragt de danske guldreserver til udlandet, handler journalist Henrik Dentas bog om.

 

Det var dog først over ét år efter Tysklands besættelse af Danmark i 1940, at Nationalbanken fik nogen henvendelse  om guldet fra tyskerne. Det var helt udramatisk og blot i form af en høflig forespørgsel fra en ambassadefunktionær. Mange andre stater udsattes for brutal udplyndring af deres guldbeholdninger. Slemt nok var det dog, at Nationalbanken via en særlig konto alt i alt kom til at afholde udgifter for 8 mia. kr. for Tysklands besættelse af Danmark.

 

Sandsynligvis var det den daværende nationalbankdirektør C.V. Bramsnæs, som kom på den idé i tide at få fragtet såvel guldbarrer som guldmønter til udlandet, rent faktisk blev det via Sverige til USA. Men hvordan kunne danske myndigheder så at sige have hånd i hanke med guldbeholdningen under krigen? Efter Japans angreb på Pearl Harbor i 1941 blev USA trukket ind i krigen på allieret side, hvorfor adgangen til guldet var helt blokeret.  Dog havde én person på en usædvanlig baggrund adgang og takket være den amerikanske regerings medvirken ret til Nationalbankens og statens tilgodehavender  i amerikanske banker.

 

Kaufmann var efter tysk krav blevet hjemkaldt allerede 12. april 1940, men han nægtede, blev afskediget og tiltalt for højforræderi. Men USA ønskede ikke at modtage nogen anden dansk gesandt, sendt af en ufri regering. Han fik, på grund af den støtte USA's regering gav ham og indtægter fra kryolitudvindingen, vigtig bestanddel ved aluminiumfremstilling, i Grønland mulighed for at drive ambassaden og lønne funktionærerne.

 

En spændende sidehistorie til den om det "landflygtige statsguld" er således den om Kaufmann, som nok gav Nationalbanken grå hår i hovedet, men også vakte stor agtelse hos alle, der vendte sig mod den danske regerings samarbejdspolitik over for den tyske besættelsesmagt. Kaufmanns træk på guldreserverne og kryolitindtægterne var betydelige, men der foreligger efter Dentas bog ikke noget regnskab for denne virksomhed.

 

Iflg. Denta er der stor forskel på det beløb, som Danmark sendte til USA: Det ene øjeblik opererede den daværende nationalbankdirektør med 13 mio. $, det næste øjeblik er det 22 mio. $ Handelsministeriet nævnte to sendinger af hhv. guld og guldmønter til 31 mio. og 18 mio. $. Man må undres over, at tavsheden i den grad sænkede sig over guldbeholdningens værdi efter krigen. Bramsnæs var imidlertid uantastet - imellem linjerne læser man: Jo mindre man taler om det, jo bedre.

 

Denta laver diverse afstikkere fra sit hovedtema og giver interessante stikord til at forstå diverse aspekter af besættelsestiden. Men Nationalbanken og dens pengeudstedelse er det bestandige grundtema. Således mindes vi om, at vore dages erhvervs- og vækstminister fire gange om året modtager en anmodning fra Nationalbanken om at dispensere fra loven om Nationalbanken. Loven kræver, at banken skal eje 25 pct. af de udstedte sedlers samlede beløb. Men der cirkulerer i dag pengesedler og mønter for 65,8 milliarder kr. - det svarer til guld for 16,5 mia. kr. Det gør den bare ikke - den råder kun over guld for 13,9 mia.kr. iflg. den seneste opgørelse fra 2014.

 

Den overskuelige bog indeholder en del andre interessante og for de fleste læsere sikkert ganske ukendte forhold både om besættelsen, om Nationalbanken og om penge i det hele taget.

 

Om Merkels vej til magt og indflydelse

Stefan Kornelius:Angela Merkel - Kansleren og hendes verden, 254 sider,Berlingske/People's Press.

 

Tysklands forbundskansler Angela Merkel har nu haft sin betydningsfulde post i ti år - så det er berettiget at udgive en bog om hende. Ud fra den almindelige anerkendelse, hun nyder, har udenrigsredaktøren ved det store tyske dagblad Süddeutsche Zeitung, Stefan Kornelius, da begået denne såkaldt 'autoriserede' biografi. Heri ligger, at hun selv mere eller mindre har godkendt teksten.

 

Man skal nemlig ikke forvente nogen vældig kritisk analyse af den tyske kansler. Uanset den vide popularitet og respekt, hun nyder, medvirker det til at gøre bogen tandløs. Faktisk er et mest bemærkelsesværdige ved hende, at hun stammer fra det daværende DDR, det østtyske kommunistiske diktatur, der faldt i 1989, idet hun dog ikke på nogen måde havde været politisk aktiv i sin fødeland.

 

Men straks efter 1990 gik hun ind i det nye samlede Tysklands politiske liv, og blev minister i Helmut Kohls regering, præget af Det kristeligt demokratiske parti (CDU). Hendes forståelse for den internationale politik blev vakt, da hun som miljøminister deltog i klimatopmødet i Berlin i 1995. Iflg. bogen nød Merkel her for første gang at præsidere for et stort internationalt forum. Hun modtog dog en del kritik fra en utålmodig tysk offentlighed, beretter Kornelius. Der kom nemlig ikke den forventede enighed om bindende emissionsmål.

 

Merkel betegnes som en yderst flittig indsamler af fakta om aktuelle samfundsproblemer, hun får forelagt. Svagheden hos hende er, at hun hellere vil være mødeleder end selv mene noget. Hendes saglige tilgang står bl.a. i modsætning til hendes forgænger som forbundskansler, Gerhard Schröder, der betegnes som en emotionel impulspolitiker. Dog er hun ikke helt fri for følelser om store, vigtige international-politiske spørgsmål. Således appellerede hun kort før et besøg hos daværende præsident George W. Bush til lukning af Guantanamo-basen og tilbagevenden til retsstaten.

 

Merkel har ikke haft nogen ambitiøs udenrigspolitisk dagsorden i sin kanslertid. Bogen konstaterer tørt, at man trods megen søgen ikke finder noget mindeværdigt. Det skulle da lige være en lille digression, kan man måske kalde det, dér hvor bogen kommer ind på Tysklands deltagelse i Irak-felttoget.  Man forstår af teksten, at der i Tyskland rasede en diskussion om, hvorvidt landet nu også  var "rigtig" i krig, et ord, der akkurat som i Danmark - en tid lang var blevet undgået.

 

Det er tidligere her i Global blevet beskrevet, hvordan de folkeretskyndige igen og igen undgår ordet 'krig', men i stedet taler om international væbnet konflikt, træfsikkert i bogen illustreret ved, at man ikke dækkes af en livsforsikring ved at blive dræbt i krig. Om fru Merkels udenrigspolitiske bekendelser finder man ikke meget hos Kornelius. Jo, et udtryk for Tysklands særlige ansvar for Israels eksistens, dvs. at Israels sikkerhed ikke er noget, der kan forhandles om.

 

Skal man sammenfatte alle de gode egenskaber, Angela Merkel roses for i denne bog, er det nok hendes forhandlingsevne. Hendes store indsats for Ukraine er således uomtvistet. Om end hun ikke hidtil har haft held til at blødgøre Vladimir Putin - med hvem hun kan tale på hans modersmål, russisk. (Ligesom han i øvrigt kan tysk).

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Aktuelt

Det sker i FN-forbundet

Få overblikket over arrangementer med FN i fokus

Landsmøde 2019

Skal du med til Landsmødet den 28. april? Så find alle de relevante bilag, tidsplan & dagsorden her.

Få et foredrag om FN

Leder du efter et foredrag om FN, om fredsbevaring eller noget helt tredje, så har vi meget muligt foredragsholderen

FN-forbundet · Tordenskjoldsgade 25 st.th. · 1055 København K · Tlf. 3346 4690 · Fax · Mail [email protected]