April 2013

Juni 2013

August 2013

Oktober 2013

December 2013

Marts 2014

April 2014

Juni 2014

September 2014

December 2014

Marts 2015

Juni 2015

Oktober 2015

December 2015

Marts 2016

Juni 2016

September 2016

December 2016

Marts 2017

Juni 2017

Oktober 2017

December 2017

Henrik Døcker anmelder

 

Kærlighed og systemkritik i nutidens Kina

Beijinglovestory

Sami Sillinpää: Beijing love story - To aktivisters kamp for kærlighed og menneskerettigheder i Kina, 329 sider, Kristeligt Dagblads forlag

 

Kinas massive økonomiske fremgang har en tendens til at skygge for de fortsatte indsatser, modige kinesiske borgere gør for menneskerettighederne i dette land. Det rådes der bod på i den finske journalist Sami Sillanpääs detaljerede og gribende beretning om Hu Jias og hans daværende kone Zeng Jinyans langvarige og utrættelige kamp for mere personlig frihed i Kina.

 

Sillanpää, der i dag er udlandsredaktør på Finlands største dagblad Helsingin Sanomat, var 2003-09 bladets korrespondent i Beijing. Han fik et nært forhold til det systemkritiske kinesiske par, men havde - som andre udenlandske journalister i Kina - vanskeligheder med at holde kontakt med de to modige kinesere. Man tør sige, at han har fået en enestående fortælling ud af det.

 

Den finske journalist har rekonstrueret hele parrets kærlighedshistorie fra første færd, og vi får det hele med: Alt det personlige, såvel som udviklingen af deres systemkritiske holdning til et styre, der søgte at lade glemslens slør sænke sig over de blodige begivenheder på Tiananmen-pladsen i 1989. I de efterfølgende 15 år blev ikke én eneste politisk leder stillet til ansvar for nedskydningen af et, ikke med sikkerhed fastslået, antal ofre.

 

Egentlig begyndte parret Hu og Zeng med solidaritetsarbejde for forsømte aids-ramte og med et engagement i miljøbevægelser. De blev siden opmærksomme på talrige andre uretfærdigheder, så som at over én mio. mennesker blev jaget ud af deres hjem pga. moderne byggeri til de olympiske lege i hovedstaden, at tortur var almindelig i de kinesiske fængsler, at der var censur, og at politiet kunne foranledige, at folk blev sendt  i lejre til "omskoling" i op til fire år uden en domstols indblanding.

 

På forunderlig vis lykkedes det for parret at stable en tilværelse på benene, hvor den flydende engelsktalende Zeng blev forsørger og Hu fuldtidsaktivist - dvs. mestendels beskæftiget ved sin computer. Aflytning, chikane, komplet mandsopdækning af parrets lejlighed og husarrest førte til sidst til flere års fængsel for Hu, fordi han konstant på internettet påviste, hvordan myndigheerne krænkede forfatningen ved at knægte ytringsfriheden.

 

Hvad værre var, havde staten også held til at drive en kile ind mellem Hu og hustruen. Det smertede så meget mere, som de havde fået et barn sammen. Bortførelser og mishandlinger af personer, som stod parret nær, herunder en advokat, var et yderligere udtryk for det officielle Kinas ihærdige undertrykkelse af enhver, der ytrede sig om regimets fejl og mangler. Hu blev løsladt efter tre et halvt år i fængsel i 2011, i mellemtiden var han blevet skilt fra Zeng, der nu bor i Hongkong.

 

En "udviklingsdiplomat" ser tilbage

ItemImageKlaus Winkel: Udvikling - om Danmarks bistand. 257 sider, Frydenlund

 

Dansk udviklingsbistand er blevet gjort til genstand for mange analyser i årenes løb, men sjældent er det blevet klart beskrevet, om al den hjælp rigtig har battet noget, om hvordan det fx er gået i diverse u-lande, efter at Danmark har trukket sig ud.  Det forsøger cand.polit. Klaus Winkel i denne personligt prægede beretning at gøre - med den betydelige baggrund han har  med 36 års erfaringer fra  ansættelse i Udenrigsministeriet, nærmere betegnet Danida.

 

Winkel - kendt fra flere substantielle bøger med velfunderede analyser - kombinerer her en slags erindringsbog med tilbageblik på og debat om bistandspolitikken som sådan. Der er sket rigtig meget, siden Danmark for 50 år siden lagde ud med en ministeriel u-landsstab på 40 personer og et bistandsbudget på 157 mio. kr. I dag er der besæftiget omkr. 400 personer, som forvalter 16 milliarder kr. til u-landene. Det beklagelige, som Winkel beretter, er, at langt det meste af den danske bistand, aldrig er blevet evalueret.

 

Det er kostbart at foretage disse vurderinger af projekterne og indsatsen, men en væsentlig del af dem fortæller meget lidt om, hvad der er kommet ud af de ofte store investeringer. Der lægges imidlertid stor vægt på de opsamlede erfaringer til brug for kommende indsatser, idet der med Winkels ord problematiseres mere, end der roses.  Han kalder det bekymrende, at 20 pct. af Tanzanias statsbudget går tabt til korruption. Gad vidst, om det adskiller sig særlig meget fra striber af andre u-lande?

 

Danmark udviklingsbistand er fremdeles orienteret mod de fattige lande, idet det dog af den senest reviderede lov om dette emne fremgår, at bistanden også skal fremme Danmarks interesser i en mere fredelig, stabil og ligelig verden. Vores bilaterale bistand er i de senere år øget fra 50 til 75 pct. af Danmarks samlede bistand.

 

Bogen afspejler megen "på den ene side - på den anden side"-snak frem og tilbage, skal vi kalde det småfilosoferen over, om det nu er egennytte eller uegennytte, der driver værket, og hvordan hjælpen har virket. Var det led i "mutilateral bistand", at Danmark tilbød FN at bygge den københavnske 'FN-by' på frihavnens Marmormole, og de 170 mio. kr., som Danida må betale i årlig husleje for dette FN-aktivitetshus, så skønnes det at tilføje det danske samfund indtægter, der er syv gange større!

 

Winkel er noget pessimistisk i sin bedømmelse af u-landsbistandens placering i den danske folkelige bevidsthed i dag.  Mens der tidligere var en bred debat om, hvordan vi bedst kunne afhjælpe u-landenes armod, om danske u-landsfrivillges indsats etc., så er bistandens efter forfatterens mening blevet politiseret, således at dette felt er blevet noget for specialister. Også udviklingen hen mod sektorprogrammer og budgetstøtte har gjort skår i det folkelige engagement.

 

Winkel benytter lejligheden til endnu engang at kritisere Danidas tidsskrift Udvikling, fordi det næsten intet indeholder om dansk u-landsbistand, men hellere orienterer bredt om globale problemer, om end med vægt på u-landene. Heldigvis udfylder det netbaserede magasin u-landsnyt.dk savnet ved at give fyldig orientering (Såmænd iværksat af en tidl. redaktør af Udviklings forgængerblad). Han er også bekymret over, at Danida nu kun udsender sin årsberetning på nettet, idet den årlige trykte version er droppet. For sløjt, finder han, når man har en årsomsætning på 16 mia. kr.

 

Men lad os se på de store linjer: Indtil 1998 var den vigtigste sondring ved formidling af u-landsbistand mellem statlån og gaver til u-landene. Man gik så over til overvejende at give gaver og samle bistanden på større projekter inden for færre sektorer. Men i 1990'erne blev fokus lagt på budgettilskud, hvorved aktiviteterne udelukkende skulle gennemføres af modtagerlandenes myndigheder.

 

Hermed lanceredes for alvor begrebet ejerskab, som blev noget u-landene skulle "tage". Læs: ansvar. Men disse "ejere", altså i fattige u-lande med begrænset antal veluddannede, har, som Winkel skriver, i alt for mange tilfælde ikke de fattiges tarv for øje - det er tværtimod en lille rig elite, der har den afgørende indflydelse på hjælpens fordeling.

 

Winkel kommer vidt omkring med velunderbyggede kritiske pointer, herunder beskæringen af u-landsforskningen og svaghederne ved at prioritere budgetstøtten.

 

Han graver ikke særlig mange eksempler på vellykkede u-landsprojekter frem, han kredser i nogen grad om Tanzania, som han har særlig indgående kendskab til, idet han i en periode var chef for Danidas mission dér.  Mange skoler gik i dette land så meget i forfald, at de var tæt på at lukke. Et dansk finansieret skolevedligeholdelsesprojekt til 32 mio. kr. rådede i nogen måde bod på dette, projektet blev så forlænget og nåede op på en samlet dansk støtte på 322 mio. kr., hvortil kom udsendelse af mange Danida-rådgivere til 30 mio. kr. Men ingen træer vokser ind i himlen: Winkel besøgte i 2014 et par tanzanianske skoler, som tidligere havde fået nye tage for danske midler: Nu var bygningerne svært nødlidende. Når han samtidig kunne berette, at der er et stigende antal analfabeter end for 30 år siden, må man gribes af håbløshed.

 

Til sidst skal dog citeres lidt positivt fra just Tanzania: For danske kreditter (som led i Danish Business Partnerships (DBP) er der til dette land ydet en milliard kr. for med dygtig indsats af danske firmaer at forbedre 220 km af hovedvejen mellem hovedstaden Dar-es-Salaam og Zambia. Men også om dette særlige programs, DBPs, almindelige resultater er der kun foretaget lidt evaluering, der er fx ingen informationer om dets beskæftigelseseffekt.

 

Bogen bugner formelig af alskens andre interessante oplysninger om det svære felt, der hedder u-landsbistand eller anderledes udtrykt: Den rige verdens forsøg på at hjælpe u-landene opad. Læs den og  bliv lidt klogere. Desværre er der, som allerede beskrevet, mangel på solide informationer om al denne hjælps generelle,  langsigtede effekt. Og der er særdeles mange bud på, hvordan hjælpen retteligen bør udformes. Ikke alene blandt politikerne, men også hos eksperterne.

 

Dansk jurist sætter kritisk fokus på Danmarks opfyldelse af FN's flygtningekonvention

danske_asylafgorelser_baggrund_kontekst_analyse-jesper_lindholm-27687679-65156381-frntlJesper Lindholm:  Danske asylafgørelser, 378 sider,  Jurist- og Økonomforbundets Forlag

 

Tildeling af asyl til flygtninge er omdiskuteret i mange lande - generelt vil staterne helst minimere antallet mest muligt. Overordnet er området reguleret af FN's flygtningekonvention af 1951 med tillægsprotokol, men reelt er det op til de enkelte stater, hvordan de nu nærmere fortolker fx reglerne om ikke at returnere asylsøgere, der står i fare for tortur, hvis ikke ligefrem henrettelse ved tilbagevenden til deres respektive fædrelande.

 

Cand.jur. Jesper Lindholm, ph.d. og adjunkt ved Aalborg Universitets juridiske institut, foreslår i denne bog, bygget over hans ph.d.-afhandling, at Flygtningenævnet bør styrkes med et egentligt sekretariat, så det står mere uafhængigt af Justitsministeriet, hvis afslag på asylbegæringer, nævnet behandler, at partsrettighederne styrkes under nævnsproceduren, hvorved nævnet bliver mere domstolslignende, og at afgørelserne (afslagene) begrundes mere udførligt.

 

I forvejen er det jo sådan, at nævnet har det sidste ord i asylsager, idet dets afgørelser ikke kan indbringes for domstolene. Sådanne endelighedsbestemmelser i dansk ret fandtes tidligere i et vist omfang, altså dette at nævn og råd havde "det sidste ord" i en retstvist mellem stat og borger, men er nu på det nærmeste afskaffet.  Forfatteren appellerer til større forståelse for de retlige vejledninger, FN's Flygtningehøjkommissariat (UNHCR) afgiver.

 

Dansk lovgivning og praksis på asyl/flygtningeområdet har undergået mange forandringer i årenes løb og er stadig - nu og her - til debat. I denne anmeldelse kan derfor kun fremdrages enkelte principielle punkter. Hvad nu angår begrundelser for Flygtningenævnets afgørelser pointerer bogen, at der i Danmark ikke er tradition for, at nævnet angiver, hvad det anser for fx forfølgelse eller velbegrundet frygt, og hvordan man i den enkelte sag når frem til, at betingelserne for asyl er opfyldt/ikke opfyldt.

 

Det er i dag således, at organisationen Dansk Flygtningenævn fører en database over alle Flygtningenævnets afgørelser. Den er mere omfattende end nævnets online-database, hvilket forf. finder betænkeligt. Nævnets formandskab har flere gange anført, at de enkelte afgørelser i asylsager kun kan tillægges beskeden normativ virkning for andre sager. Eller anderledes udtrykt: At man ikke skal tænke så meget på, at denne eller hin afgørelse kan danne præcedens. Forf. har svært ved at se, at asylsager her adskiller sig fra fx almindelige straffesager, hvor det konkrete og det individuelle skal analyseres nærmere.

 

Kønsrelaterede forfølgelser er blevet et moment i nyere tids asylsager. Især fra Iran, Irak og Afghanistan har asylsøgere her anført frygt for uforholdsmæssig høj straf, sågar dødsstraf, for at have forbrudt sig mod forskellige samfundsnormer, typisk overskridelse af gængse kønsrollemønste så som utraditionelel beskæftigelser for kvinder (eksempelvis Talibans uvilje mod kvindelige læger), homoseksualitet mv. I perioden 1999-2004 tildelte Flygtningenævnet asyl til en femtedel af alle sager om tvangsægteskaber. Men kun hvor nævnet fandt en risiko for æresdrab eller tilsvarende livstruende overgreb, blev der givet asyl.

 

Som noget nyt har Flygtningenævnet også i nogle tilfælde givet asyl til homoseksuelle, som ville komme i fare ved hjemkomsten til deres fædreland med en restriktiv lovgivning eller et fordømmende samfundssyn. En gift iransk mand, der havde været sin kone utro med en gift iransk kvinde, blev anholdt, hvorefter manden også blev anholdt, udsat for tortur og siden idømt 70 piskeslag. Udslaggivende for at han fik asyl, var afstraffelsen, som fandtes aldeles uproportionel, samt at utroskaben var kommet til de iranske myndigheders kundskab.

 

Bogen byder på et væld af enkeltheder og er værd at bruge tid på, hvis man søger en grundig beskrivelse af asylpolitikens mange facetter før og nu.

 

Fuglen er fløjet hjem

mettefuglMette Fugl: Fra koncepterne, 279 sider, Politikens Forlag

 

Gennem den sidste snes år har journalist Mette Fugl for Danmarks Radio (TV-Avisen) rapporteret fra Bruxelles, men for nylig brød hun op - en smule før den egentlige pensionsalder - og smækkede med døren. Hun gik i bogstaveligste forstand fra koncepterne, eftersom hun ikke kunne være med på de nyere ideer om, hvordan fjernsynsindslag skal laves.

 

Hjemme i København har hun så fået udgivet denne erindringsbog, som har form som en række essays, der har meget lidt med EU og Bruxelles at gøre. Nogen egentlig beskrivelse af udenrigskorrespondentens travle tilværelse er der ikke tale om, snarere hendes indtryk og tankeassociationer ved løsning af journalistiske opgaver under forskellige udsendelser til andre steder i verden.

 

Men hun peger i et indledende kapitel på den konceptualisering, der har ramt Danmarks Radio, altså dette at de enkelte journalisters bidrag nu skal "strømlines" og mere eller mindre have et fælles præg, i vidt omfang inspireret af alle de nye ideer, der kommer fra USA. Som eksempel indsamlingen af sound bites, dvs. lydoptagelser af udtalelser af kendte folk, helt ned til blot én sætning (præger fx også Radioavisen i dag).

 

Bogens stil er springende med tilløb til det litterære, det impressionistiske, vil jeg sige. Vi er tilbage i hendes barndom og ungdom, og vi skal også have privateri omring hendes fars sidste, dementsprægede tid. Står det aldrig så stærkt i hendes erindring, så tror jeg, at de ældre læsere, der erindrer den respekterede udenrigsredaktør Sven Fugl i hans aktive tid, har nok i det og gerne ville have været datterens beretning lige her foruden.

 

Men Mette Fugl vil helst "tegne og fortælle", også om mandlige kolleger, der gik over stregen eller om ældre mænd, hun under diverse udlandsrejser skulle interviewe med evt. påfølgende privat samvær. Men lad os springe frem til det kapitel, der fangede denne anmelders interesse: Da hun var udsendt til Haiti efter det næsten altødelæggende jorskælv i 2010: En vældig plage, beretter hun, var de mange myg, som også sværmede omkring de syge og døende. En vodoo-præst, som fremsagde bønner på fransk og kreolsk, mens nogle haitianere med kalabaslignende rangler dansede omkring ham. Hun mødte også et par idealistiske amerikanere, to brandmænd fra San Fransisco, som havde indsamlet et større beløb til de jordskælvsramte, som de havde med til Port-au-Prince. De købte bl. a. madrasser til hjemløse.

 

Nuvel, lidt om Bruxelles og EU er der da med. Hun konstaterer, at EU ingenlunde var Churchills drøm, han kaldte den Bruxelles-bydel, hvori det ligger, "Europas skrivebord" - sådan for at identificere 'europkraterne' med ansigtsløse teknokrater, der træffer "vanvittige beslutninger på udemokratisk vis".  Nationalismen ligner en vinder, skriver hun, disse EU-skeptikere var ved at blive kvalt, da EU fik Nobels fredspris, de kunne ikke huske billedet af den franske præsdent Mitterand og den tyske forbundskansler Kohl, der holdt hinanden i hånden ved mindesmærket for de faldne i Verdun i 1. Verdenskrig.

 

Sådan lidt alvor flettes ind i hendes rapsodiske fortællinger, men ikke noget nævneværdigt om de mange kendte ansigter, hun må have mødt i Bruxelles. Her vil nogle læsere nok blive overraskede, for ikke at sige skuffede.

 

Om faldgruber mv. ved oversættelse fra engelsk

ti-faldgruberKirsten Marie Øveraas: Ti faldgruber. Oversættelse for ikke-oversættere, 184 sider, Samfundslitteratur

 

Det må erkendes, at meget af GLOBALs stof har sine rødder i noget, der oprindeligt var formuleret på engelsk. Ergo bedriver de, der skriver her, uvilkårligt udstrakt oversætteri. Derfor er denne lille bog, skrevet af cand. mag. Kirsten Maris Øveraas, en professonel oversætter fra engelsk, også medtaget her.

 

Det er ganske underholdende at få serveret mange af hendes observationer af lidt komisk, for ikke at sige ubehjælpsomt eller direkte misvisende oversættelser, især fra dagspressen. Spørgsmålet er blot, om en så udpenslet og systematisk beskrivelse af emnet i virkeligheden nytter ret meget.  Øvelse, erfaring og omhu forekommer mig at være de bedste "redskaber" til ikke at begå bommerter.

 

Samtidig kan man igen og igen appellere til diverse journalister og hobby-skribenter om ikke at benytte engelske ord og vendinger inde i en helt igennem dansk tekst. Man laver fx ikke draft til noget, eller tager en break, holder retreat eller beskriver FN's charter…når man kan klare sig med et udkast, en pause, et refleksionsmøde eller FN's pagt? Nå, indrømmet, her spinder amnmelderen en ende, for ingen af disse eksempler er fra Øveraas' bog.

 

Hun gør nemlig ikke så meget ud af dette med anglicismerne, om end hun gør op med den alminelige vildfarelse, at det engelske sprog hævder sig (over andre sprog) ved sine mange ord. Det er svært at sammenligne forskellige sprog på dette punkt, anfører hun, fordi de er uens opbygget. Hun fokuserer mærkelig nok ikke på det fænomen, at engelsk har rigtig mange homonymer. Dette, at ét ord har flere, vidt forskellige betydninger.

Det illustreres bedst ved denne (sande) historie): En amerikaner kom til Danmark i sin bil, blev standset af politiet og bedt om at fremvise en registreringsattest. "It is in my trunk", forklarede manden. Nuvel, nu er det sådan, at lige ordet trunk har omkring ti meget forskellige betydninger. Betjentene ledte i hans kuffert og i bilens bagagerum, de to nærmeste bud på hvad han mon mente. Men nej, for det var vel ikke i en træstamme, en elefantsnabel eller i hans underbukser, at han havde det omtalte papir? Alle betyder de trunk. Det viste sig, at det lå i en lille lomme til hans badebukser! For det kan trunk altså også betyde. På britisk engelsk hedder et bagagerum (til bil) forresten boot, men dette ord betyder så også støvle. Men her er vi uden for Øveraas' bog. Hun forholder sig desværre ikke til de mange snurrigheder i engelsk retssprog. Her er der nok af faldgruber at at tage fat på.

 

Ordet bill kan eksempelvis både dække 1) et lovforlsag, 2) en række (vedtagne) frihedsrettigheder, som optaget i den amerikanske forfatning, 3) en regning, 4) en pengeseddel, 5) et teaterprogram og 6) en plakat. Rigtig svært bliver det med ordet law, der kan betyde 'lov', men som oftest dækker det videre begreb ret, altså et juridisk fagområde (fx søret, miljøret, straffferet) eller en retstilstand. I Storbritannien hedder en lov act of parliament. International law hedder på dansk folkeret eller international ret.

Forfatteren her formaner skribenter til at oversætte i alle de situationer, hvor man ikke er sikker på, at målgruppen forstår det. Altså ikke noget med peer review eller proof, når man kan fortælle, at det drejer sig om en fagfællebedømmelse eller en korrektur.

 

Bogen opstiller mange former for ord og oversættelsesfejl og sætter efter min mening alt for mange etiketter på disse. Opremsningerne af fejl og misvisende oversættelser er ikke grupperet på nogen overbevisende måde, som hjælper de mange amatøroversættere noget væsentligt. Det afgørende er ikke at forlade sig for meget på ens fornemmelse, kort sagt "være i tvivl på de rigtige tidspunkter".

 

Så vil ingen nødvendigvis benytte en militær titel, hvis der fx tales om en information officer eller sige våd maling, når vi véd, at det på dansk hedder pressesekretær og nymalet. Vi vil heller ikke tale om en statsanklager, når det drejer sig om en statsadvokat eller offentlig anklager eller finde på at kalde en chief fra et afrikansk landområde for andet end høvding, selv om han er en slags chef.

 

På flugt fra hungersnøden i Nordkorea

nordkoreaEunsun Kim: Min vej ud af Nordkorea - ni år på flugt fra helvede, 203 sider, Informations Forlag

 

De forfærdende forhold bliver nu afdækket i flere bøger trods det jerntæppe, der omgiver landet og umuliggør udlændinges muligheder for at rejse rundt i det og skaffe sig ucensurerede informationer. Under pseudonymet Eunsun Kim har en nu 26-årig kvinde beskrevet, hvordan hun som 11-årig var døden nær af sult og parat til at dø, fordi hendes mor og søster ikke var vendt tilbage fra en rejse til en naboby for at skaffe mad.

 

Men tilbage kom de, og siden hen realiseredes den farefulde plan om at flygte til Kina - til Sydkorea er grænsen for stærkt bevogtet. Som hun beskriver er årsagerne til denne hungersnød mange og indviklede - men opløsningen af Sovjetunionen i 1991 udgør en væsentlig forklaring herpå. Nordkoreas fabrikker indstillede i 1990'erne i vidt omfang deres produktion på grund af elektricitetsmangel, fødevarerationenre skrumpede ind til det rene ingenting, i 1994 indfandt nogle store oversvømmelser sig.

 

Forfatterens far var pensioneret officer, der bukkede under, fordi regeringens madleverancer simpelthen udeblev - familien havde aldrig forestillet sig, at de skulle blive unddraget de "privilegier", den hidtil havde nydt godt af. Kort sagt, var de lovlig sent ude for at udvikle, hvad der i bogens kaldes "alternative overlevelsesstrategier". Men det blev altså almindeligt at sælge ud af alle en families ejendele: Møbler, tøj osv. for at få penge til mad.

 

Da faderen døde, blev det et rent helvede, børnene ophørte med at gå i skole, fordi ikke ville være deres påklædning bekendt, til sidst røg også rammerne til billeder af de "elskede ledere", Kim Il-sung og søn, så træet kunne sælges. I desperation besluttede hendes af sygdom afkræftede mor sig for at flygte sammen med Eunsun, søsteren tog først til en tante. Flugten skulle komme til at strække sig over ni år.

 

Dramatisk er flugten over en isbelagt flod til Kina, nervepirrende tiden derefter, hvor de tre nordkoreanere får husly hos en kinesiske bondefamilie. Moderen bliver overtalt til at ægte en alt andet en attraktiv kinesisk mand, som der til gengæld for hele arrangementet ønskede at få et barn med den nordkoreanske kvinde. Rejsen gik nu videre ud på det kinesiske bøhland og endte ved, hvad der betegnes som en ussel rønne.  Her boede den giftelyste kinesers gamle forældre, her blev nordkoreanerne en slags livegne. Men værst var frygten for kinesiske myndigheder, der kunne finde på at sende flygtningene tilbage til Nordkorea - det havde Kina nemlig lovet at gøre, hver gang det opdagede nogle af de illegale udlændinge.

 

Efter fem år blev dette virkelighed, politiet fandt dem og returnerede dem til det forhadte hjemland. Dvs. til en genopdragelseslejr, til markarbejde og regulært fængsel. Men under en transport lykkedes det familien at flygte, atter med Kina som mål. Men opbragt af en grænsepatrulje er de tæt ved at blive sendt tilbage til den interneringslejr, de netop havde forladt. En grænsevagt hjælper dem imidlertid til at forsøge at forcere grænsefloden mellem Nordkorea og Kina endnu engang.

 

Genforeningen med den kinesiske bondefamilie var dog kortvarig, de to søste tog ansættelse i landsbyen og siden hen andetsteds i Kina, inden det lykkedes forfatteren og hendes mor at flygte illegalt til Sydkorea. Her studerer Eunsun Kim i dag. Hun tror ikke på langvarig holdbarhed for det nordkoreanke diktatur.

 

P.S. FN's Verdensfødevareprogram, WFP, oplyser, at den daglige fødevareration, som Nordkoreas regering formidler til borgerne, i august var 250 gram daglig, eller det laveste siden 2011. Officielt har staten sat som mål at komme op på 573 gram daglig. WFP har haft hold ude i landet og noterer, at underernæringen er udbredt.  Alligevel har regeringen i Pyongyang ikke reageret på WPF's henvendelser. I 1990'erne døde hundredetusinder af sult i Nordkorea.

 

Aktuelt

Det sker i FN-forbundet

Få overblikket over arrangementer med FN i fokus

Landsmøde 2019

Skal du med til Landsmødet den 28. april? Så find alle de relevante bilag, tidsplan & dagsorden her.

Få et foredrag om FN

Leder du efter et foredrag om FN, om fredsbevaring eller noget helt tredje, så har vi meget muligt foredragsholderen

FN-forbundet · Tordenskjoldsgade 25 st.th. · 1055 København K · Tlf. 3346 4690 · Fax · Mail [email protected]