April 2013

Juni 2013

August 2013

Oktober 2013

December 2013

Marts 2014

April 2014

Juni 2014

September 2014

December 2014

Marts 2015

Juni 2015

Oktober 2015

December 2015

Marts 2016

Juni 2016

September 2016

December 2016

Marts 2017

Juni 2017

Oktober 2017

December 2017

Henrik Døcker anmelder

 

Fra Taleban-hadeobjekt til internationalt ikon

malalaMalala Yousafzai: Jeg er Malala, 338 sider, Politikens Forlag

 

Hvorfor er Stalin, Hitler og Mao meget mere kendt end Dunant, Lemkin og Cassin? Sidstnævnte tre - som knap nok kan kaldes alment kendte - skabere af hhv. Røde Kors, folkedrabskonventionen og FN's verdenserklæring om menneskerettigheder. Nuvel, krig og politiske massedrab og de ansvarlige diktatorer har det med at tiltrække sig større interesse end fx en schweizisk forretningsmand, en landflygtig polsk jurist og en fransk advokat, som møjsommeligt fik iklædt store idealer kød og blod i organisationer og internationale aftaler som de nævnte tre.

 

Men verden er dog lige nu stadig opmærksom på Pakistans politiske vidunderbarn, den 16-årige Malala Yousafzai, som i år udsendte sine erindringer, der netop er kommet på dansk. Hun har fået bistand af den erfarne og højt ansete britiske journalist Christina Lamb, men bogen er hele vejen igennem holdt i jeg-stil og virker svært autentisk. Denne pige, som Talebans terrorister i Pakistan søgte at dræbe gennem et attentat, men som ved ultrahurtig national og international indsats blev reddet, er blevet alle undervisningshungrende børns ukronede dronning.

 

Allerede som 11-årig begyndte hun at skrive til BBC's urdu-sprogede hjemmeside, så i Pakistan var hun alment kendt adskillige år, før hun blev beskudt - alene fordi hun uforfærdet gik i brechen for pigers ret til at modtage undervisning. Hendes ideer herom vandt udbredelse gennem en brochure, hun fik sin far til at lade trykke, med det simple spørgsmål: "Har børn ikke ret til undervisning?" Faderen stod selv i spidsen for en skole i Swat - et naturskønt område i Nord-pakistan (som denne anmelder såmænd besøgte i 1985).

 

Læseren af Malalas bog vil indimellem få den kætterske tanke: Det hele er for godt til at være sandt! At et barn kunne være så fremmelig, så modig, og slippe så godt fra det hele! Men jo, sådanne mennesker fødes - heldigvis - indimellem på vor klode. Dette her er en helt usædvanlig tidlig selvbiografi - men hendes berømte landsmand (og forbillede, tør man tro) Benazir Bhutto udsendte sine erindringer, da hun var i tyverne! Og det er altså ikke selvoptaget sødsuppe det hele.

Godt fx at hun også ofrer lidt plads på skaberen af Pakistan, den britisk uddannede advokat Mohammed Ali Jinnah, der delvis er gået i den historiske glemmebog, fordi han døde ganske få år efter selvstændigheden.

 

Den helt igennem verdslige Jinnah nød alkohol og gik ind for religionsfrihed - religionen var i det hele taget ikke noget, staten skulle beskæftige sig med, mente han (selv om han dog havde skabt partiet Den muslimske liga, som bar den del af det daværende britiske Indien, der havde flest muslimer, ind i en ny tilværelse gennem den nyoprettede stat Pakistan - noget Malala dog ikke fokuserer på).

 

Det rekapituleres, at så mange som to millioner mennesker under Talebans (kortvarige) rædselsregime i Swat måtte flygte til andre dele af landet, og det skal lige med, at Malala også boede en uges tid i Abbottabad, den by, hvor Osama Bin Laden med familie residerede i hemmelighed, indtil USA opsporede ham og tog livet af ham. Vi mindes om, at Pakistan (modsat "moderlandet" Indien) har haft flere militærdiktatorer, og at en af dem, Zia ul Haq, indlagde sig herostratisk berømmelse ved indførelse af rigoristiske muslimske love, herunder at "enhver, der krænker profeten kan straffes med døden". Love, som er blevet misbrugt på den mest bestialske måde.

 

Når masser af skoler måtte lukkes på grund af trusler eller krigeriske begivenheder og andre af dem - tillige med nødhjælpscentre - blev bombet, må man beundre mennesker som Malala, der med sin familie bevarede kampånden. Også set i lyset af at Pakistan brugte seks mia. $ om året på militæret, eller syv gange så meget som på uddannelse.

 

Hun dvæler ikke meget ved det, der måske har gjort mest indtryk på mange ude i verden: Hendes gribende tale til FN's Generalforsamling, hvor hun var ledsaget af generalsekretær Ban Ki-moon. Malala, der nu bor i Storbritannien efter sin helbredelse, har siden da fremstået som den fremmeste ungdomsfortaler for retten til undervisning, ét af verdensorganisationens mange gyldne mål. Må hun få et langt liv til gavn for internationalismen, menneskerettighederne og Pakistan!

 

Hvad diplomater også laver i fritiden

mangotraeerneKirstine Magoola: Hvor mangotræerne er tunge af frugter, 251 sider, Forlaget Muusmann.

 

Vi har tilladt os denne gang at tage en roman med, fordi den giver noget af den atmosfære, hvori megen international forståelse (og misforståelse) skabes - nemlig i de diplomatiske cirkler. Som cand. mag. i historie og samfundsfag er forfatteren, Kirstine Magoola, godt skikket til at kaste lys over fx u-landsproblematikken, og det er da også til et land i den Tredje Verden, nemlig Uganda, hun fører læseren.

 

Snarere end en roman bliver det dog til form for fiktiv dagbog, idet man ser det hele fra hovedpersonens synspunkt. Romanens Amalie ligger uden for enhver tvivl ganske tæt på forfatteren, selv om hun i en efterskrift fastslår, at der langt fra er tale om en slags selvbiografi.

For den, der ikke rigtig har oplevet fx danske ambassader og diplomaternes liv i det fremmede, kan det være rigtig spændende at følge Amalies møder med afrikanske politikere, selv om bogen ikke foregiver at give nogen nærmere orientering om just Ugandas nutidshistorie fx under Obote eller Museveni.

 

Kirstine Magoola, der med dette efternavn kan være gift med en udlænding, som hun eventuelt har truffet i sin tid som medlem af Europa-Kommissionens delegation i…Uganda, er i dag EU-specialkonsulent for en dansk region  i Bruxelles. Det er til dette lands danske ambassade at romanens Amalie udsendes, og som læseren da også får lidt fornuftig viden om gennem hovedpersonens engagement i det.

 

For nu at begynde med det  positive, så har Uganda iflg. de officielle statistikker formået næsten at halvere antallet af nye hiv-smittede gennem sin såkaldte 'ABC-policy'. Det står for Abstain (vær afholdende), Be faithful (vær trofast [mod din partner]), (use) Condom (brug kondomer). En lidt søgt abc, men åbenbart effektiv! Dog havde præsiden Musevenis kone, Janet, pludselig offentligt taget til orde for at droppe c'et - og det pudsig nok lige efter at hun havde fået etableret nogle nære kontakter med kirkelige organisationer i USA.

Så var man nærmest lige vidt, konstaterer romanens hovedperson. Men nu er der tale om en roman, så længere politiske lektioner hører ligesom ikke rigtig til her. Det synes ikke som om, Amalie plejer omfattende omgang med de ledende politiske lag i Uganda, men en oppositionspolitiker bliver det da til. Bekendtskabet med denne på en natklub bliver bestemt mere end overfladisk! Her er det så, at handlingen tangerer det spændende, uden dog at blive højdramatisk.

 

Eftersom båndet til en kæreste i København er kappet, er hun åben over for nye forhold, og i første omgang er det bare en tiltrækkende ugandisk mand, hun har givet sig i lag med. Det bliver rigtig problematisk, da det går op for hende, at det også kommer til hendes chefs, ambassadørens kundskab. Hvad der videre sker, skal ikke røbes her. Men bogen kan læses som en interessant beretning om det diplomatiske udelivs attraktioner, fristelser og farer.

 

Det har alle dage været til diskussion om diplomaterne nu også får etableret tilstrækkelig omgang med befolkningen i det land, de er udsendt til, eller om en væsentlig tid går med at pleje omgang med andre diplomater på steder, andre fremmede, som måske i en del henseender mere er de udsendtes ligemænd.

 

At det ofte er svært at få privatlivet til at fungere under diplomatlivets mange omskiftelser synes bekræftet i denne fiktive beretning, som altså dog læner sig meget op ad forfatterens personlige oplevelser. Stilen er letløbende, og hovedpersonens iagttagelsesevne ypperlig. En lidt mere blodrig karakteristik af bogen øvrige personer og nogle flere replikskifter ('direkte tale') ville have givet den mere liv og fylde.

 

Sovjetunionens faktiske erobring af Østeuropa i tiåret efter 2.verdenskrig

jerntæppets faldAnne Appelbaum: Jerntæppet - Østeuropas fald 1944-1956, 707 sider, Kristeligt Dagblads Forlag.

 

Det er over 20 år siden, at Jerntæppet mellem øst- og vestmagterne gik op. Men netop denne kendsgerning har muliggjort, at mange dokumenter, der indtil 1990 lå trygt i utilgængelige arkiver, nu i vidt omfang er kommet i dagens lys. Den amerikanske journalist og forfatter, Pulitzerprisvinderen Anne Appelbaum har i denne bog foretaget en megen vigtig afdækning af Sovjetunionens brutale undertrykkelse af Østeuropa og særlig Østtyskland, Polen og Ungarn.

 

Inden hun når til sit hovedtema bruger forfatteren dog en del plads på at beskrive de voldsomme problemer, Europa var konfronteret med efter 2. Verdenskrig. Mellem 1939 og 43 blev omkr. 30 mio. europæere fordrevet eller deporteret, mellem 1943 og 48 måtte yderligere 20 mio. forlade deres hjemstavn. Alt dette avlede forfærdende sociale problemer. Sovjetunionens nedtromling af de krigsødelagte østeuropæiske stater - som Stalin forbød at modtage Marshall-hjælp, selv om den var blevet dem tilbudt - er beskrevet i mange bøger, men Appelbaum føjer et væld af enkeltheder til. Ikke mindst om befolkningernes skæbne.

 

Sovjets frygtede, hemmelige politi KGB var massivt til stede ved den planlagte kommunistiske prægning af Østeuropa. Samarbejdsvillige polakker, tyskere eller ungarere blev belært om at være agtpågivende over for personer eller grupper, der kaldte sig neutrale. Stalin repræsenterede en indgroet mistænksomhed, der så potentielle fjender overalt, og i det hele taget betragtede alle, der ikke var tro kommunist-proselytter, som "fjender".

 

Befolkningerne blev helt bevidst ført bag lyset, som det fremgår af en fortrolig tilkendegivelse fra Walter Ulbricht, Østtysklands præsident 1960-71, "Det er helt klart: Det skal se demokratisk ud, men vi (dvs. kommunisterne) må have kontrol overalt". Private foreninger eller organisationer, kirkelige som verdslige, blev infiltreret og gradvist underordnet nydannede kommunistiske "paraplyorganisationer" Et stort anlagt ungdomsfestival i Berlin i 1951 markerede eksempelvis den nye østtyske bonde- og arbejdsrepubliks (DDR's) bestræbelser på styrke og ensretning under dække af fredsparoler, internationalisme og kultur.

 

Men særlig barsk var den skæbne, der blev Polen til del. Hvis FN's fædre havde haft ideer om styrkelse af demokrati og humanitet gennem den ny verdensorganisation, så blev de hurtigt gjort til skamme i det land, hvis kranke skæbne udløste 2. Verdenskrig. Ud af den polske modstandsbevægelse mod den nazistiske besættelse var der i 1942 opstået en væbnet formation kaldet Hjemmehæren (forkortet AK), som i sin storhedstid talte 300.000 bevæbnede partisaner. Den var undergivet den polske eksilregering i London og forventede, at dens ledere efter krigen skulle få en rolle som fx general de Gaulles i Frankrig.

 

Den sovjetiske KGB-chef, Lavrentij Beria indberettede imidlertid inden krigens afslutning til Stalin, at "polske bander,"  som stod i ledtog med den polske eksilregering, i virkeligheden samarbejdede med tyskerne, og at den "agiterede mod bolsjevikkerne". Siden blev tusinder af polske AK-folk afvæbnet, nogle endog deporteret til GULAG. Alt i alt blev mellem 35.000 og 40.000 mellem 1944 og 47 fra Polens østlige del arresteret af KGB. (Det skal ikke glemmes, at Sovjet gennem en hemmelig aftale med Nazityskland i 1939 besatte Østpolen samtidig med at Tyskland underlagde sig Vestpolen).

 

Men Polen måtte affinde sig med, at selv den britiske premierminister Churchill, der havde støbt udtrykket "Jerntæppet", svigtede polakkerne: Han foreslog Stalin, at Polens grænser flyttedes mod vest, "akkurat som et geled soldater, der tager to skridt til venstre," for at Sovjetunionen kunne få kompensation for sine tab i krigen. I alt kom tæt ved 1,5 mio. polakker til at forlade de nye sovjetiske territorier for at begive sig til de områder, Tyskland så måtte afstå.

 

Et middel til at "sovjetisere" Østeuropa var kollektivisering af landbruget. Men det gik ikke glat i Polen. Og til sidst erklærede det polske kommunistparti sig direkte imod det. I Ungarn lykkedes det imidlertid den sovjetiske besættelsesmagt at tvinge landets provisoriske regering til en jordreform, der indebar ekspropriation af alle landejendomme over 570 ha., som havde tilhørt "tyskere, forrædere og kollaboratører", sidenhen indførtes et tiårigt forbud mod at sælge jord for at hindre genindførelse ag store ejendomme.

 

I 1948 kom Marx og Lenins lære ind i læreruddannelsernes pensum i hele Østblokken, og samme år indledtes en systematisk ensretning af universitetsundervisning i sådanne fag som jura, historie, sociologi og filosofi. Den udprægede dyrkelse af arbejderklassen førte til løjerlige situationer: Unge uden studentereksamen fik mulighed for at tage en prøve, der gav dem adgange til universiteterne, men ganske mange af dem var ikke i stand til at fuldføre kurset, fordi de slet ikke kunne tage noter i timerne. Borgerskabets børn måtte sågar lave fusk med deres sociale oprindelse for at komme ind på kurserne, de mødte sågar op til timerne iført beskidt arbejdstøj for at virke "autentiske".

 

Omkr. 1951 var det ikke mere muligt at identificere nogen som helst politisk opposition mod de kommunistpartier, som ved valgfusk, intimidering og alskens undergravende manøvrer besad den totale magt. Men det "hul", der var i Jerntæppet i Berlin, som placeret ind i Østtyskland dog havde en vestlig sektor (Vestberlin), blev mål for en uendelig strøm af flygtninge og nåede visse år, trods megen grænsekontrol m.v. op på 200.000. Sammenlagt forlod i alt 3,5 mio. østtyskere deres land i perioden 1945-61.

 

Megen opmærksomhed vakte de store udrensninger blandt kommunistpartiets spidser i begyndelsen 1950'erne: Processerne mod fx Slansky, Rajk, Clementis o.a., som førte til disses henrettelse var som en genspilning af de store processer mod Stalins nærmeste politiske og militære fæller i 1930'erne. Uroligheder i Østberlin, det polske Poznan og sidenhen den første rigtige opstand i Ungarns hovedstad Budapest vakte bekymring i Kreml. Men i Polen blev den kommunistiske stormagt konfronteret med Gomulka, den polske kommunistpartichef, som ligefrem satte sig til modværge. Han nøjedes dog med et fængselsophold..

 

Med Stalins død i 1953 forlod man hvad der kunne kaldes "udrensningernes æra", men undertrykkelsen var stadig massiv. I Ungarn var grovfilen fremme, da oprøret blev slået ned: Ministerpræsident Imre Nagy blev lokket ud af sit tilflugtssted i den amerikanske ambassade og henrettet, og i perioden frem til 1961 blev 341 personer hængt og 22.000 idømte domme på fem eller flere års fængsel. Titusinder mistede hjem eller job. Den ungarske kirkes primas, ærkebiskop Mindszenty, tyede til den amerikanske ambassade, hvor han opholdt sig 15 år.

 

Applebaum opregner sluttelig nogle interessante forskelle på de sovjetiske satellitstater (et udtryk hun mærkelig nok ikke benytter): Østtyskland var betydelig mere politistat end de andre (langt flere hemmelige agenter, meddelere osv.), Rumænien havde værst mangel på fødevarer, Ungarn den højeste levestandard, Jugoslavien det mest afslappede forhold til Vesten. Hvad fik så denne nye slags lande til at falde sammen - trods den megen propaganda og de mange højtidelige proklamationer? Mangel på stigning i levestandarden.  I 1950 havde Polen fx nogenlunde samme BNP som Spanien. I 1988 var Polens steget med omkr. 250 pct., Spaniens med 1300 pct. Svælget mellem ideologi og virkelighed blev til sidst så stort, at kommunistpartiers ledende mænd ikke selv troede på propagandaen.

 

Bogen ville have vundet ved en noget mere stramt systematik og mere konsekvente og overskuelige sammenligninger mellem de forskellige lande. Lidt mere karakteristik af magtens mænd. Polens Bierut, Ungarns Kadar, Østtyskland Ulbricht m.fl. træder ikke særlig tydeligt frem, ligesom de ikke er forsynet med portrætfotos. Men de vældige afsavn og forfærdende undertrykkelse, der er indgående beskrevet, mejsler sig i ens erindring.

 

Udenlandske retskilder præger i stigende grad dansk retsliv

retskilderneRetskildernes kamp - Forholdet mellem national offentlig ret og udefra kommende ret, 378 sider, red. af Trine Baumbach & Peter Blume, Jurist- og Økonomforbundets Forlag.

 

Retsregler i internatonale traktater og afgørelser i internationale retslige fora trænger sig i stadig større grad ind i forvaltning og domstolspraksis her til lands. Lige fra FN's konventioner til EU's og Europarådets. Ikke direkte, men gennem de "juridiske lag", om man så må sige. Danske myndigheder kan nemlig ikke træffe afgørelser i forhold til borgerne alene med hjemmel i folkeretlige regler.

 

14 jurister har i denne bog kastet lys over det mangeartede tema og gjort os klogere på så forskelligartede emner som persondataret, Ombudsmandens praksis, energiens "vej" fra nationalt til europæisk anliggende, Frontex… og meget andet. Det kan virke overraskende, at så meget fremmed, international ret skal tages i betragtning ved juridisk prægede beslutninger i Danmark.

En del opmærksomhed vies Lissabon-traktatens nye charter (pagt) om de grundlæggende rettigheder - EU-sprog for det, vi almindeligvis kalder menneskerettigheder. Det er hævdet fra mange sider, at chartret ikke egentlig har udvidet det såkaldte "rettighedskatalog", men at det har sammenfattet og synliggjort de eksisterende rettigheder på en nyttig måde.

 

Det indeholder som anført i bogen "en vifte af sociale og økonomiske rettigheder, der ikke hidtil har været nedfældet på traktatniveau". Rettigheder, der går videre end både den danske grundlov og den europæiske menneskerettighedskonvention. Chartret bestemmelse om ligebehandling er fx meget vidtgående, idet enhver form for diskrimination er forbudt. Det kan dog næppe skulle tages helt bogstaveligt, anfører bogen - det må antages at reglen alene skal hindre usaglig forskelsbehandling. Således er juridiske regler, nationale som internationale, til stadighed genstand for fortolkninger.

 

Et vigtigt spørgsmål ved enhver tvist, der kommer for retten, er, om en sags civile parter har råd til at stå det hele igennem. Både Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol og EU-domstolen har fastslået, at der under visse omstændigheder må ydes retshjælp, hvis vedkommende ikke har tilstrækkelige midler. Nyt er det iflg. en dom fra EU-domstolen, at også såkaldt juridiske personer (fx foreninger) i visse situationer kan have krav herpå. Dette kan have indvirkning på dansk praksis for at give fri proces.

 

Bogen byder på megen jura-snak frem og tilbage, dvs. uden egentlig konklusion, over temaet: Hvem bestemmer i sidste ende? Om Højesteret fx ikke kan tillade sig at fælde en dom, der i nogen måde ville stride mod en praksis fx i Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol? Mens intet retsligt organ vil afgøre en sag i direkte strid med fx Danmarks folke- og menneskeretlige traktat- og lovforpligtelser, er der med nuværende ombudsmand Jørgen Steen Sørensens ord "ingen tvingende logik i at danske domstole skal kopiere den fortolkningsmåde, som Menneskerettighedsdomstolen anlægger…".

 

Der sigtes sandsynligvis til, at Menneskerettighedsdomstolen anvender den såkaldte "dynamiske fortolkning", dvs. fortolker ud fra retssituationen i dag og ikke nødvendigvis på basis af tidsånden fra 1950, da den europæiske menneskerettighedskonvention kom til verden.  Dertil anfører den meget mere udførlige præmisser end danske domstole, som dog også - men ikke så udpræget - skeler til tidsånden af i dag.

 

Mange interessante emner vendes og drejes, fx også den meget aktuelle overvågning fra efterretningstjenester, og de udfordringer, terrorismen har påført politiet, der som bekendt overreagerede (ved sine massive tilbageholdelser af demonstranter) under det i øvrigt mislykkede klimatopmøde i 2009. Det er tungt stof dette her, og nok ikke alle læsere vil hænge på gennem samtlige 14 kapitler. Men vi lever i en spændende brydningstid, hvor mange af FN's høje idealer i virkeligheden realiseres gennem andre organisationer her i Europa. Så det er værd at sætte sig nærmere ind i.

 

 

Aktuelt

Det sker i FN-forbundet

Få overblikket over arrangementer med FN i fokus

Landsmøde 2019

Skal du med til Landsmødet den 28. april? Så find alle de relevante bilag, tidsplan & dagsorden her.

Få et foredrag om FN

Leder du efter et foredrag om FN, om fredsbevaring eller noget helt tredje, så har vi meget muligt foredragsholderen

FN-forbundet · Tordenskjoldsgade 25 st.th. · 1055 København K · Tlf. 3346 4690 · Fax · Mail [email protected]