FN's fremtid og civilsamfundets rolle
Formanden for FN's 70. Generalforsamling, Mogens Lykketofts åbningstale til 2015 NGO-konferencen i New York
UN Photo
I dette efterår fejrer vi 70-årsdagen for FN's charter, et
historisk dokument, der sammenfatter håbet om et bæredygtigt,
fredeligt og sikkert verdenssamfund - en verden med ordentlig
regeringsførelse, retssamfund og respekt for
menneskerettigheder.
Regeringerne er ikke altid de bedste vogtere af FN-charteret.
Derfor er det så afgørende, at civilsamfundets organisationer
spiller en stadig vigtigere rolle i FN.
Vi har brug for støtten til at revitalisere og reformere FN, så
procedure og organisation bedre afspejler det 21. århundredes
reelle verdensbillede og imødekommer berettigede forventninger om
åbenhed, deltagelse og effektivitet.
Vi har brug for støtten til at påvirke og presse verdens
stormagter til bedre at enes om fredsskabende og fredsbevarende
opgaver. Vi må ganske særligt appellere til de fem permanente
medlemmer af FN's Sikkerhedsråd om at samarbejde om at forhindre
nye konflikter og sætte en stopper for de ødelæggende krige i
Mellemøsten, Afrika og endda i Europa.
Vi behøver civilsamfundet til at presse på for at skabe et
stærkt regime til at undgå spredning af masseødelæggelsesvåben, og
for fornyet fremskridt i de fastlåste nedrustningsforhandlinger om
både kerne-, biologiske, kemiske såvel som konventionelle
våben.
Vi har også brug for dem til med høj røst at imødegå dem, der
hævder, at FN er for dyrt og dem, der ikke lever op til egne
tilsagn om akut nødvendig nødhjælp eller gamle løfter om
udviklingsbistand.
Vi har brug for argumenterne for, at relativt små bidrag til
verdenssamfundets arbejde kan styrke fred og sikkerhed langt mere
og bedre end de nu igen stærkt stigende investeringer i oprustning
og våbenkapløb.
Vi har brug for civilsamfundets organisationer til - ved enhver
lejlighed - at understrege, at fred og sikkerhed og respekt for
menneskerettighederne er grundlæggende forudsætninger for en
bæredygtig global udvikling.
Formuleringen af FN's dagsorden for 2030 - de bæredygtige
udviklingsmål - har i langt højere grad end nogen sinde før været
en proces nedenfra og op. Det har været en meget opmuntrende
milepæl for aktiv deltagelse fra en bred skare af interessenter.
Millioner af engagerede verdensborgere har deltaget i debatten via
nationale og internationale NGOer, og et stadigt mere progressivt
erhvervsliv har medvirket konstruktivt. Civilsamfundet har haft
afgørende betydning for, at resultatet er blevet så vidtgående i
forslag om sammenhængende kursændringer.
Det, vi har opnået - det resultat, som bliver bekræftet af
verdens stats- og regeringschefer på verdenstopmødet i FN om en
måned - er et revolutionerende dokument: Vi har halveret den
ekstreme fattigdom i verden de seneste femten år som resultat af
Årtusindemålene fra år 2000. Men med de nye bæredygtige
udviklingsmål erkender vi, at den resterende ekstreme fattigdom
ikke kan udryddes ved at vandre videre ad samme spor: For den model
for økonomisk vækst, vi har brugt de foregående femten - og de
foregående halvfjerds - år, er hverken socialt eller miljømæssigt
bæredygtig.
De nye FN-mål er forud for megen konventionel tænkning i
offentligheden, i mange regeringskontorer og i mange dele af det
globale forretningsliv, hvor man stadig ser en konflikt mellem
vækst og miljøhensyn og stadig tror, at en fair fordeling af formue
og indkomst er underordnet, så længe der bare er vækst i økonomien
som helhed. Mange tror stadig, at fremgang for de rige og superrige
vil sive ned til alle, og mener stadig at staternes rolle med at
investere og omfordele kan og skal reduceres.
Den grundlæggende analyse i vores 2030-dagsorden er, at
fattigdommens udryddelse og indsats mod ulighed, miljøkatastrofer
og klimaforandring er tæt forbundne og alle er dele af samme
kamp.
Derfor insisteres der i 2030-dagsordenen på en langt mere fair
fordeling af de globale ressourcer, både mellem lande og inden for
det enkelte land. Der er ikke socialt bæredygtig udvikling i en
verden, hvor de 92 rigeste dollarmilliardærer ejer mere end de
fattigste 3,5 milliarder mennesker - halvdelen af menneskeheden!
Hvis vi vil opfylde løftet om, at ingen skal sejles agterud - 'no
one left behind' - hvis alle kvinder og mænd skal have adgang til
globale goder som energi, vand, mad, uddannelse og sundhedspleje,
så må vi dele langt mere ligeligt.
Siden den dag, jeg blev født for snart 70 år siden, er antallet
af mennesker på jorden tredoblet. Og i gennemsnit forbruger vor
tids tre gange så mange mennesker en større del af klodens kapital
end for 70 år siden. Derfor er det så påtrængende at gennemføre
grundlæggende forandringer i vort produktions- og forbrugsmønster
og vores energiforsyning, hvis vi vil undgå en uoprettelig
forringelse af levevilkårene for mennesker på denne jord. Hvis
klimaforandring og miljøødelæggelse fortsætter, bliver vi aldrig
blive i stand til at mobilisere de nødvendige ressourcer til
udvikling. I stedet kommer vi til at stå over for en ukontrolleret,
massiv folkevandring og dertil knyttede konflikter - i langt, langt
større omfang end vi allerede nu ikke er i stand til at håndtere på
en anstændig måde.
vis vi skal opfylde målsætningerne om bæredygtig udvikling, skal
der investeres billioner af dollars før 2030. De skal komme tre
steder fra: For det første: de fattigste lande kan kun klare
opgaven, hvis rige lande omsider lever op til deres gamle
forpligtelse til at yde minimum 0,7 pct. af deres BNP i
udviklingshjælp. For det andet: nationale regeringer skal afsætte
flere penge - også i udviklingslandene; de må sættes i stand til at
inddrive skatter fra rige selskaber og rige mennesker. Det kræver
en hård indsats mod skatteunddragelse og korruption og langt større
internationalt samarbejde på dé områder. For det tredje:
Størstedelen af investeringerne skal komme fra private
virksomheder, pensionskasser og andre kapitalforetagender. Derfor
må regeringer og parlamenter gennem regler, beskatning osv. skabe
rammer, der gør det indlysende, at uden bæredygtig opførsel har
kommende generationer kun ringe muligheder for at tjene penge. En
ikke-bæredygtig fremtid er en fremtid med katastrofer, dalende
indkomster og svigtende ressourcer.
Enigheden om 2030-dagsordenens enestående ambitiøse tekst er kun
begyndelsen! Vi har fortsat den største opgave foran os: Derfor
kommer mit formandsskab for FN's Generalforsamling til at fokusere
på hastig gennemførelse af alle aspekter af 2030-dagsordnen.
Civilsamfundet har en nøglerolle i at formidle målsætningerne og
forlange af verdens ledere, at de holder deres løfter. Vi har akut
brug for, at mange fortsat udbreder budskabet og opfordrer til
civilt engagement. Og for, at stærke stemmer fra den unge
generation kommer i front i civilsamfundets arbejde og NGOernes
kampagner. Det gælder deres fremtid, og den afhænger af, at vi
opfylder vore løfter om handling nu!
Derfor bliver min gennemgående prioritet som formand for
Generalforsamlingen det kommende år at få folk ombord! FN's
medlemsstater må arbejde sammen med udgangspunkt i Chartret og de
bæredygtige udviklingsmål - i fællesskab, åbenhed og inklusion
sammen med engagerede mennesker fra civilsamfundet.
Jeg vil gøre, hvad der står i min magt for at sikre, at vi lever
op til vore forpligtelser. Men jeg får brug for civilsamfundets
hjælp og inspiration - og dets stadige pres på regeringer og
parlamenter.
Jeg glæder mig til det videre tætte samarbejde, hvor
civilsamfundets stemmer runger højt og klart over hele kloden det
kommende år.
>> Den originale tale på engelsk
>> 2015 NGO Conference
|
