Syrien og ansvaret for at beskytte

Tør vi give borgerne deres rettigheder

Norden i FNs Sikkerhedsråd

Nye beviser i mysteriet omkring Dag Hammarskjölds død

Annan fortryder, at han ikke reformerede Sikkerhedsrådet

Globale bæredygtighedsmål

Danmark bør ikke støtte Syrienaktion uden om FN

Efter 2015

International Havretsdomstol under FN skal afgøre færøsk tvist om fiskekvoter

Syrien åbner op for FNs våbeninspektører

Imens i den Centralafrikanske Republik

Israel bør modtage palæstinensiske flygtninge fra Syrien

ANALYSE FN i 2023

Ny rapport om the Responsibility to Protect offentliggjort

Samantha Powers er USAs nye FN-ambassadør i New York

Vi bør tage initiativ til en permanent FN-styrke

Almedalsugen er begyndt

FN mandat til at sende styrker til Mali

MY World

Danmark har lagt FN-styrker på is

Ny indsats mod global fattigdom

Verdens Miljødag sætter fokus på madspild med reklamekonkurrence

Fattigdommen skal udryddes inden 2030

International dag for fredsbevarende styrker

Anbefalinger til Danmark fra FN’s Komité om Økonomiske, Sociale og Kulturelle Rettigheder

Rusland stemmer imod FN Resolution og støtter Assad i Syrien

Udviklingsminister udgiver ny bog

Danmark til eksamination ved FN

Rige lande fejler i globalt partnerskab

Fordi vi tror på et globalt ansvar

Positiv omlægning af dansk FN-støtte

FN-forbundets Repræsentantskab satte våbenhandelstraktat og Israel på dagsordenen

Ildsjæl i FN-forbundet fylder 70 år

En historisk traktat, der kan redde menneskeliv

Våbenhandelstraktaten blokeret – men kun for en stund

Gang i forhandlingerne – udsigt til en svag traktat?

Endnu en chance for våbenhandelstraktaten

Vil EU bidrage mere til fredsbevaring i fremtiden

Lancering af UNDPs Human Development Report 2013

Rejsebrev fra New York

Et løfte er et løfte

Det globale partnerskab halter bagud

Kofi Annan: FN er os

FN-menneskerettighedssucces under pres

FNs anerkendelse af Palæstina forpligter

Et stærkere civilsamfund

Brahimi: Der skal handles nu i Syrien

27. januar er Auschwitz-dag

Historier fra Mali

Danmark kan revitalisere FN

Hvad kan vi forvente på den politiske scene i 2013?

Ministre samles om menneskerettighederne i Geneve

Syrien: Krigsforbrydelser må ikke forblive ustraffede

Anerkend Vestsahara

Rapport om kemiske våben i Syrien fra FN

Bæredygtig udvikling på dagsordenen i New York

FNs 68. generalforsamling

FNs 68. Generalforsamling livestream

FNs klimapanel præsenterer ny rapport

Det er her, legitimiteten bor

FNsporet der blev væk for statsministeren

Et glimt af håb for den syriske civilbefolkning

Bæredygtig udvikling GA 2013

FN i succesfuldt samarbejde med ehvervsliv og civilsamfund

Danmark fængsler sex-slaver, mens bagmændene går fri

Hvem vogter vogterne?

Folket har en vigtig rolle i dansk udviklingsbistand

Danmark skal tilbage på FN sporet

Frihedsrettigheder – fortsat en vigtig global kamp

Et revitaliseret FN?

Sikkerhedsrådet fordømmer angreb mod FN missionen i DR Congo

FN brigaden MONUSCO gør en forskel i DR Congo

Repræsentantskabsmødet november 2013

Næsten halvdelen af alle syrere har brug for hjælp

USA mister sin stemmeret i UNESCO

Tyfonen Haiyan

COP19 er i fuld gang

Australien negligerer COP19

Fra voldtægtsoffer til lokalpolitiker: Emeraude fortæller om sit liv

Civilsamfundet udtrykker utilfredshed med COP19

"Vi kan ikke bare kigge væk"

De to parter i Syrien mødes til fredsforhandlinger i januar

Sikkerhedsrådet overvejer sanktioner mod den Centralafrikanske Republik

Danskernes tolerance overfor handicappede bliver mindre

En utrættelig kæmpe er død

10. december er FNs menneskerettighedsdag

Israel skal stoppe de ulovlige bosættelser

Ban Ki-moon opfordrer til beskyttelse af mennesker i 2014

Tør vi give borgerne deres rettigheder?

Indsatsen for menneskerettighederne begynder med, at vi sikrer os, at de respekteres hos os selv.

 

Tør vi give borgerne deres rettigheder?
Indsatsen for menneskerettighederne begynder med, at vi sikrer os, at de respekteres hos os selv.
AF JONAS CHRISTOFFERSEN
Den politiske modstand mod at beskytte borgernes rettigheder er måske på vej tilbage på den politiske dagsorden.
I hvert fald har Venstres næstformand, Kristian Jensen, i Jyllands-Posten slået til lyd for, at Danmark ikke skal skrive flere menneskerettighedskonventioner ind i dansk lov. Jyllands-Posten har i en leder erklæret sig enig i Kristian Jensens synspunkter.
Kristian Jensen rejser debatten, fordi regeringen har bedt et udvalg under Justitsministeriet om at vurdere, om blandt andet flere menneskerettighedskonventioner skal skrives ind i lovgivningen. Kristian Jensen synes, der er gået inflation i menneskerettighederne og er bekymret over, at diktaturstater fordrejer fortolkningen af menneskerettighederne.
Kristian Jensen henviser til Cepos-jurist Jacob Mchangamas synspunkt om menneskeretsinflation. Cepos-juristen skriver meget, herunder at FN og Europarådet har vedtaget 64 bindende menneskerettighedskonventioner. Men danske politikere skal ikke tage stilling til, om 64 konventioner skal vedtages som danske love. Der skal kun tages stilling til lovvedtagelsen af nogle få konventioner, som Danmark i øvrigt allerede har skrevet under på.
Jyllands-Posten uddyber i sin leder, at verdenserklæringen om menneskerettigheder i 1948 blev vedtaget af et stort antal diktaturstater, og det »vil være dybt problematisk, hvis en demokratisk stat skal forpligte sig til gennem national lovgivning at underkaste sig regler, som er vedtaget af diktaturstater, som ikke selv har planer om at følge reglerne«.
Vil det sige, at vi ikke skal respektere menneskerettigheder, fordi diktaturstaterne ikke følger dem? Eller hvad er tankegangen egentlig? Børnekonventionen er 25 år gammel og tiltrådt af alle af FN's 193 medlemsstater.
Handikapkonventionen er fem år gammel og tiltrådt af 134 stater. Hvad har det med diktatur at gøre? Konventionerne er tiltrådt af størstedelen af verdens lande og kan på ingen måde siges at være skabt af diktaturstater.
Argumentet er tilsyneladende, at udemokratiske stater kommer med forslag til erklæringer i FN, som udvander menneskerettighedsbegrebet. Det vil med tiden påvirke danske politikere og dommere, som derved kommer til danse efter diktatorernes pibe.
Men det er en absurd påstand, at Danmark indirekte vil blive styret af diktaturstater i internationale organer, hvis Danmark gør flere konventioner til dansk ret. Hvis vi ikke er enige i det, der bliver sagt i FN's politiske organer, kan vi gøre noget andet - og det gør vi allerede i dag.
For det andet har omfanget og indholdet af menneskerettighederne intet at gøre med, om de gøres til en del af dansk lovgivning. Danmark har allerede tiltrådt de konventioner, der nu overvejes at gøre til en del af lovgivningen. Vi ændrer ikke på indholdet, fordi vi skriver dem ind i lovgivningen.
Diskussion om menneskerettighedernes rette indhold er nødvendig og interessant. Men at føre en lige linje fra udemokratiske regeringers udtalelser i FN til Højesterets afgørelser i Danmark virker ærligt talt ude af trit med den praktiske virkelighed.
Stater har alle dage brugt menneskerettigheder til udenrigs- og indenrigspolitiske formål, og man ynder at kritisere hinanden i øst og i vest over krænkelser af menneskerettighederne. Nogle gange har de, der har råbt højest i FN, været dem, der har været dårligst til at leve op til menneskerettighederne. Men det er svært at se, hvorfor diktaturstaters menneskerettighedskrænkelser skulle være et argument for, at vi ikke skal gøre det bedre i Danmark.
Den ideologiske stridsøkse bør begraves for en stund, der er lang nok, til at vi kan nå at forholde os til den danske virkelighed.
Hvad er egentlig menneskerettighedssituation i Danmark, og hvordan sikrer vi, at borgernes rettigheder respekteres? Det gør man bedst ved at skrive rettighederne ind i lovgivningen.
Hvis konventionerne skrives ind i lovgivningen, vil politikere i Folketinget og i kommunerne blive mere bevidste om borgernes rettigheder, når de træffer politiske beslutninger. Det vil eksempelvis styrke børnene, hvis deres rettigheder bliver tænkt ind fra begyndelsen.
Men det har vi endnu ikke gjort, selv om Danmark var et af de første lande, som tiltrådte børnekonventionen for næsten 25 år siden.
LÆS OGSÅEU er foruroligede over menneskerettigheder i Rusland
Vi har desværre ikke været gode nok til at sikre børns rettigheder. Det ved alle, der har fulgt mediedækningen af børneområdet de seneste år. Vi har først lige fået et uafhængigt ombudsmandstilsyn med de steder, hvor børn er anbragt uden for hjemmet.
Vi har set problemer med nomadefamilier, som flytter fra kommune til kommune og undgår tvangsfjernelser af deres børn. Vi inddrager ikke børn nok i de offentlige myndigheders beslutninger om det enkelte barn. Børn har ret til en uddannelse, som tager højde for de særlige behov, men specialpædagogisk bistand er i vidt omfang et tilbud og ikke en ret.
Alt det og meget andet kan gøres bedre - og en styrkelse af børnekonventionen vil hjælpe med at styrke det enkeltes barns rettigheder, når der træffes politiske beslutninger.
Handikapområdet er et andet felt, hvor Danmark var hurtigt ude af starthullerne for knap fem år siden, men hvor vi endnu ikke har gjort handikapkonventionen til dansk ret. Det er meget svært at forstå, at det stadig i dag er fuldt ud lovligt at diskriminere personer med handikap uden for arbejdsmarkedet. Og tvang i psykiatrien har lige været oppe i medierne igen-igen.
Her har vi heller ikke haft et godt nok blik for handikapkonventionens rettigheder om selvbestemmelse. Igen - hvis politikerne sender det signal, at man virkelig ønsker at gennemføre handikapkonventionen, vil det styrke området. Hvis man afviser at gøre handikapkonventionen til en del af dansk lov, vil det svække området.
Ældreområdet er et tredje eksempel, hvor fokus på rettigheder har været for svagt. For eksempel har der været alt for lidt fokus på at sikre, at offentlige hjemmesider og digitale tjenester kan bruges af ældre. Der er også brug for, at vi bliver bedre til sikre ældre mod fysiske overgreb, ligesom der er behov for bedre støtte til ældre demente, så de kan leve et værdigt liv.
Det største behov for at lovvedtage rettigheder er kort sagt på børneområdet, handikapområdet og på det sociale område i det hele taget. Politikerne skal træffe de politiske beslutninger om sociale indsatser, men vi kan blive meget bedre til at tænke rettighederne ind, når beslutningerne føres ud i livet.
Vi løser ikke alle samfundets problemer med et trylleslag ved at skrive flere menneskerettigheder ind i lovgivningen. Men pointen er, at myndighederne ikke på alle niveauer er lige gode til at tænke i den enkelte borgers rettigheder. Og bivirkningen er desværre, at nogle af samfundets mest udsatte grupper, der har mest behov for deres rettigheder, ikke fuldt ud kan nyde godt af dem. Det bør vi gøre noget ved.
Kristian Jensen fremfører også, at magtbalancen mellem Folketinget og domstolene vil blive forrykket, hvis man skriver flere rettigheder ind i lovgivningen. Men det er ikke for at sikre domstolenes overholdelse af menneskerettighederne, at vi skal gennemføre konventioner. Og det er heller ikke af frygt for, hvad domstolene kan finde på, at vi skal lade være.
Det skyldes ganske enkelt, at indskrivningen i loven vil have minimal betydning for danske domstole. Domstolene skal allerede i dag bruge konventionerne, og det gør de også. Og de danske domstole er særdeles forsigtige i deres fortolkninger af internationale konventioner. Det ved alle, der beskæftiger sig med området, og sådan bør det fortsat være. Vi har ingen dansk tradition for store retspolitiske, endsige fordelingspolitiske afgørelser ved de danske domstole. Og der er ingen grund til at frygte, at det skulle ændre sig fremover.
For over 20 år siden blev den europæiske menneskerettighedskonvention gjort til dansk lov. Forud gik - ligesom nu - et udvalgsarbejde, og dengang var der - ligesom nu - stor bekymring over, hvad konsekvenserne ville være.
Derfor besluttede man, at det skulle fremgå udtrykkeligt af bemærkningerne til loven om den europæiske menneskerettighedskonvention, at »den balance mellem lovgivningsmagten og domstolene, som er fastslået i Højesterets praksis, ikke bør forrykkes.
Det bør fortsat være Folketinget, der afgør, hvilket indhold den danske lovgivning skal have. (...) (Det bør ikke føre til), at domstolene påtager sig en større retspolitisk opgave«.
Danske domstole har respekteret denne forudsætning for lovvedtagelsen af den europæiske menneskerettighedskonvention i de sidste 20 år.
Der er ingen grund til at tro, at det samme ikke ville gøre sig gældende i fremtiden, hvis man gennemførte flere konventioner ved lov.
LÆS OGSÅHar menneskerettigheder reddet millioner fra fattigdom?
Kristian Jensen bruger starthjælp som eksempel på, at magtbalancen kan risikere at tippe i retning af domstolssystemet.
Men sagen er et rigtig godt eksempel på det modsatte, fordi Højesteret i 2012 netop ikke anerkendte, at starthjælpen var i strid med menneskerettighederne. Det var alle højesteretsdommere enige om, og de udviste en passende tilbageholdenhed i fortolkningen af menneskerettighederne
Kristian Jensen nævner også, at efterlønsreformen er på vej til domstolene. Men det vil ikke føre til noget. Allerede i februar 2011, da reformen blev vedtaget, udtalte vi på Institut for Menneskerettigheder, at der ikke er nogen grund til at tro, at reformen er i strid med menneskerettighederne. Og det ændrer ikke konventionernes indhold, at vi skriver dem ind i lovgivningen.
Danske domstole har til stadighed fulgt Folketingets politiske ønske om at spille en tilbagetrukket rolle i fortolkningen af menneskerettighederne. Der er ingen grund til at udvise mistillid til danske dommere og sige, at det kan de nok ikke finde ud af i fremtiden.
Det vil fortsat være danske politikere, der skal prioritere skatteydernes penge, når politikerne gennemfører menneskerettighederne i Danmark.
En tredje bekymring mod flere konventioner i dansk lov kan være, at det vil blive dyrt. Bekymrede sjæle kunne mene, at det logisk set må blive dyrt, hvis borgere får bedre muligheder for at påberåbe sig konventionerne.
Men for det første ændrer vi ikke indholdet, og for det andet er der som nævnt ikke historisk belæg for at frygte, at lovvedtagelsen skulle medføre, at domstolene pludselig skulle agere anderledes. Det handler om at gøre myndighederne bevidste om de rettigheder, som de allerede i dag bør følge. Og erfaringerne fra dengang, menneskerettighedskonvention blev gjort til en del af lovgivningen, er, at myndighederne liver vældigt op og begynder at tage menneskerettighederne om bord i det daglige arbejde.
En lovvedtagelse kan derfor bidrage til, at statslige, regionale og lokale myndigheder tænker mere i retning af at sikre udsatte gruppers rettigheder f.eks. på sundhedsområdet, på uddannelsesområdet, på arbejdsmarkedet og på det sociale område.
Et andet spørgsmål, som udvalget under Justitsministeriet skal tage stilling til, er, om man skal give enkeltpersoner ret til at klage til de komiteer, som er tilknyttet de forskellige konventioner. Enkeltpersoner kan allerede i dag klage over Danmark til FN's Komite for Borgerlige og Politiske Rettigheder, FN's Racediskriminationskomite og FN's Kvindekomite. Spørgsmålet er nu, om Danmark også skal give klageadgang til bl.a. FN's Komite om Økonomiske, Sociale og Kulturelle Rettigheder, FN's Handikapkomite og FN's Børnekomite.
Danmark er ikke ufejlbarligt på menneskerettighedsområdet, og der er efterhånden en del eksempler på, at borgerne har fået ret i deres klager over fejl og mangler i Danmark. Der er ingen grund til at tro, at det ikke også vil være tilfældet fremover.
Og magtbalancen mellem Folketinget og klageorganerne er ikke i fare pga. muligheden for at klage. Komiteernes afgørelser er ikke retligt bindende. Således har Danmark da også tidligere diskret undladt at efterkomme fire internationale udtalelser, fordi regeringen har været uenig. Det har mig bekendt ikke givet anledning til nævneværdige vanskeligheder.
Jeg glæder mig over, at der er taget hul på den offentlige debat om det vigtige spørgsmål om den direkte lovvedtagelse af FN's kernekonventioner, selv om udvalget under Justitsministeriet endnu ikke har afgivet sine anbefalinger.
Allerede i 2001 anbefalede et udvalg, at man skulle vedtage FN's konvention om borgerlige og politiske rettigheder, FN's kvindekonvention og FN's racediskriminationskonvention som lov, men det skete som bekendt ikke .
Jeg deler fuldt ud Kristian Jensens bekymring over respekten for menneskerettigheder i store dele af verden. Men den manglende respekt for frihedsrettighederne i andre lande har ikke noget at gøre med den danske hverdag.
Som det fremgår af regeringsgrundlaget, begynder indsatsen for menneskerettighederne med, at vi sikrer os, at de respekteres hos os selv. Og det gør vi bedst ved at skrive dem ind i dansk lovgivning og ved at give borgerne adgang til at klage. Men spørgsmålet er i sidste ende, om vi tør sikre borgerne deres rettigheder?
Ressource: http://politiken.dk/debat/kroniken/ECE2076545/toer-vi-give-borgerne-deres-rettigheder/
Offentliggjort: 14. sep. 2013 KL. 00.01
© POLITIKEN.dk

 

AF JONAS CHRISTOFFERSEN,
Direktør for Institut for Menneskerettigheder

Den politiske modstand mod at beskytte borgernes rettigheder er måske på vej tilbage på den politiske dagsorden.

 

I hvert fald har Venstres næstformand, Kristian Jensen, i Jyllands-Posten slået til lyd for, at Danmark ikke skal skrive flere menneskerettighedskonventioner ind i dansk lov. Jyllands-Posten har i en leder erklæret sig enig i Kristian Jensens synspunkter.

 

Kristian Jensen rejser debatten, fordi regeringen har bedt et udvalg under Justitsministeriet om at vurdere, om blandt andet flere menneskerettighedskonventioner skal skrives ind i lovgivningen. Kristian Jensen synes, der er gået inflation i menneskerettighederne og er bekymret over, at diktaturstater fordrejer fortolkningen af menneskerettighederne.

 

Kristian Jensen henviser til Cepos-jurist Jacob Mchangamas synspunkt om menneskeretsinflation. Cepos-juristen skriver meget, herunder at FN og Europarådet har vedtaget 64 bindende menneskerettighedskonventioner. Men danske politikere skal ikke tage stilling til, om 64 konventioner skal vedtages som danske love. Der skal kun tages stilling til lovvedtagelsen af nogle få konventioner, som Danmark i øvrigt allerede har skrevet under på.

 

Jyllands-Posten uddyber i sin leder, at verdenserklæringen om menneskerettigheder i 1948 blev vedtaget af et stort antal diktaturstater, og det »vil være dybt problematisk, hvis en demokratisk stat skal forpligte sig til gennem national lovgivning at underkaste sig regler, som er vedtaget af diktaturstater, som ikke selv har planer om at følge reglerne«.

 

Vil det sige, at vi ikke skal respektere menneskerettigheder, fordi diktaturstaterne ikke følger dem? Eller hvad er tankegangen egentlig? Børnekonventionen er 25 år gammel og tiltrådt af alle af FN's 193 medlemsstater.

 

Handikapkonventionen er fem år gammel og tiltrådt af 134 stater. Hvad har det med diktatur at gøre? Konventionerne er tiltrådt af størstedelen af verdens lande og kan på ingen måde siges at være skabt af diktaturstater.

 

Argumentet er tilsyneladende, at udemokratiske stater kommer med forslag til erklæringer i FN, som udvander menneskerettighedsbegrebet. Det vil med tiden påvirke danske politikere og dommere, som derved kommer til danse efter diktatorernes pibe.

 

Men det er en absurd påstand, at Danmark indirekte vil blive styret af diktaturstater i internationale organer, hvis Danmark gør flere konventioner til dansk ret. Hvis vi ikke er enige i det, der bliver sagt i FN's politiske organer, kan vi gøre noget andet - og det gør vi allerede i dag.

 

For det andet har omfanget og indholdet af menneskerettighederne intet at gøre med, om de gøres til en del af dansk lovgivning. Danmark har allerede tiltrådt de konventioner, der nu overvejes at gøre til en del af lovgivningen. Vi ændrer ikke på indholdet, fordi vi skriver dem ind i lovgivningen.

 

Diskussion om menneskerettighedernes rette indhold er nødvendig og interessant. Men at føre en lige linje fra udemokratiske regeringers udtalelser i FN til Højesterets afgørelser i Danmark virker ærligt talt ude af trit med den praktiske virkelighed.

 

Stater har alle dage brugt menneskerettigheder til udenrigs- og indenrigspolitiske formål, og man ynder at kritisere hinanden i øst og i vest over krænkelser af menneskerettighederne. Nogle gange har de, der har råbt højest i FN, været dem, der har været dårligst til at leve op til menneskerettighederne. Men det er svært at se, hvorfor diktaturstaters menneskerettighedskrænkelser skulle være et argument for, at vi ikke skal gøre det bedre i Danmark.

 

Den ideologiske stridsøkse bør begraves for en stund, der er lang nok, til at vi kan nå at forholde os til den danske virkelighed.

 

Hvad er egentlig menneskerettighedssituation i Danmark, og hvordan sikrer vi, at borgernes rettigheder respekteres? Det gør man bedst ved at skrive rettighederne ind i lovgivningen.

 

Hvis konventionerne skrives ind i lovgivningen, vil politikere i Folketinget og i kommunerne blive mere bevidste om borgernes rettigheder, når de træffer politiske beslutninger. Det vil eksempelvis styrke børnene, hvis deres rettigheder bliver tænkt ind fra begyndelsen.

 

Men det har vi endnu ikke gjort, selv om Danmark var et af de første lande, som tiltrådte børnekonventionen for næsten 25 år siden.

 

Vi har desværre ikke været gode nok til at sikre børns rettigheder. Det ved alle, der har fulgt mediedækningen af børneområdet de seneste år. Vi har først lige fået et uafhængigt ombudsmandstilsyn med de steder, hvor børn er anbragt uden for hjemmet.

 

Vi har set problemer med nomadefamilier, som flytter fra kommune til kommune og undgår tvangsfjernelser af deres børn. Vi inddrager ikke børn nok i de offentlige myndigheders beslutninger om det enkelte barn. Børn har ret til en uddannelse, som tager højde for de særlige behov, men specialpædagogisk bistand er i vidt omfang et tilbud og ikke en ret.

 

Alt det og meget andet kan gøres bedre - og en styrkelse af børnekonventionen vil hjælpe med at styrke det enkeltes barns rettigheder, når der træffes politiske beslutninger.

 

Handikapområdet er et andet felt, hvor Danmark var hurtigt ude af starthullerne for knap fem år siden, men hvor vi endnu ikke har gjort handikapkonventionen til dansk ret. Det er meget svært at forstå, at det stadig i dag er fuldt ud lovligt at diskriminere personer med handikap uden for arbejdsmarkedet. Og tvang i psykiatrien har lige været oppe i medierne igen-igen.

 

Her har vi heller ikke haft et godt nok blik for handikapkonventionens rettigheder om selvbestemmelse. Igen - hvis politikerne sender det signal, at man virkelig ønsker at gennemføre handikapkonventionen, vil det styrke området. Hvis man afviser at gøre handikapkonventionen til en del af dansk lov, vil det svække området.

 

Ældreområdet er et tredje eksempel, hvor fokus på rettigheder har været for svagt. For eksempel har der været alt for lidt fokus på at sikre, at offentlige hjemmesider og digitale tjenester kan bruges af ældre. Der er også brug for, at vi bliver bedre til sikre ældre mod fysiske overgreb, ligesom der er behov for bedre støtte til ældre demente, så de kan leve et værdigt liv.

 

Det største behov for at lovvedtage rettigheder er kort sagt på børneområdet, handikapområdet og på det sociale område i det hele taget. Politikerne skal træffe de politiske beslutninger om sociale indsatser, men vi kan blive meget bedre til at tænke rettighederne ind, når beslutningerne føres ud i livet.

 

Vi løser ikke alle samfundets problemer med et trylleslag ved at skrive flere menneskerettigheder ind i lovgivningen. Men pointen er, at myndighederne ikke på alle niveauer er lige gode til at tænke i den enkelte borgers rettigheder. Og bivirkningen er desværre, at nogle af samfundets mest udsatte grupper, der har mest behov for deres rettigheder, ikke fuldt ud kan nyde godt af dem. Det bør vi gøre noget ved.

 

Kristian Jensen fremfører også, at magtbalancen mellem Folketinget og domstolene vil blive forrykket, hvis man skriver flere rettigheder ind i lovgivningen. Men det er ikke for at sikre domstolenes overholdelse af menneskerettighederne, at vi skal gennemføre konventioner. Og det er heller ikke af frygt for, hvad domstolene kan finde på, at vi skal lade være.

 

Det skyldes ganske enkelt, at indskrivningen i loven vil have minimal betydning for danske domstole. Domstolene skal allerede i dag bruge konventionerne, og det gør de også. Og de danske domstole er særdeles forsigtige i deres fortolkninger af internationale konventioner. Det ved alle, der beskæftiger sig med området, og sådan bør det fortsat være. Vi har ingen dansk tradition for store retspolitiske, endsige fordelingspolitiske afgørelser ved de danske domstole. Og der er ingen grund til at frygte, at det skulle ændre sig fremover.

 

For over 20 år siden blev den europæiske menneskerettighedskonvention gjort til dansk lov. Forud gik - ligesom nu - et udvalgsarbejde, og dengang var der - ligesom nu - stor bekymring over, hvad konsekvenserne ville være.

 

Derfor besluttede man, at det skulle fremgå udtrykkeligt af bemærkningerne til loven om den europæiske menneskerettighedskonvention, at »den balance mellem lovgivningsmagten og domstolene, som er fastslået i Højesterets praksis, ikke bør forrykkes.

 

Det bør fortsat være Folketinget, der afgør, hvilket indhold den danske lovgivning skal have. (...) (Det bør ikke føre til), at domstolene påtager sig en større retspolitisk opgave«.

 

Danske domstole har respekteret denne forudsætning for lovvedtagelsen af den europæiske menneskerettighedskonvention i de sidste 20 år.

 

Der er ingen grund til at tro, at det samme ikke ville gøre sig gældende i fremtiden, hvis man gennemførte flere konventioner ved lov.

 

Kristian Jensen bruger starthjælp som eksempel på, at magtbalancen kan risikere at tippe i retning af domstolssystemet.

 

Men sagen er et rigtig godt eksempel på det modsatte, fordi Højesteret i 2012 netop ikke anerkendte, at starthjælpen var i strid med menneskerettighederne. Det var alle højesteretsdommere enige om, og de udviste en passende tilbageholdenhed i fortolkningen af menneskerettighederne

 

Kristian Jensen nævner også, at efterlønsreformen er på vej til domstolene. Men det vil ikke føre til noget. Allerede i februar 2011, da reformen blev vedtaget, udtalte vi på Institut for Menneskerettigheder, at der ikke er nogen grund til at tro, at reformen er i strid med menneskerettighederne. Og det ændrer ikke konventionernes indhold, at vi skriver dem ind i lovgivningen.

 

Danske domstole har til stadighed fulgt Folketingets politiske ønske om at spille en tilbagetrukket rolle i fortolkningen af menneskerettighederne. Der er ingen grund til at udvise mistillid til danske dommere og sige, at det kan de nok ikke finde ud af i fremtiden.

 

Det vil fortsat være danske politikere, der skal prioritere skatteydernes penge, når politikerne gennemfører menneskerettighederne i Danmark.

 

En tredje bekymring mod flere konventioner i dansk lov kan være, at det vil blive dyrt. Bekymrede sjæle kunne mene, at det logisk set må blive dyrt, hvis borgere får bedre muligheder for at påberåbe sig konventionerne.

 

Men for det første ændrer vi ikke indholdet, og for det andet er der som nævnt ikke historisk belæg for at frygte, at lovvedtagelsen skulle medføre, at domstolene pludselig skulle agere anderledes. Det handler om at gøre myndighederne bevidste om de rettigheder, som de allerede i dag bør følge. Og erfaringerne fra dengang, menneskerettighedskonvention blev gjort til en del af lovgivningen, er, at myndighederne liver vældigt op og begynder at tage menneskerettighederne om bord i det daglige arbejde.

 

En lovvedtagelse kan derfor bidrage til, at statslige, regionale og lokale myndigheder tænker mere i retning af at sikre udsatte gruppers rettigheder f.eks. på sundhedsområdet, på uddannelsesområdet, på arbejdsmarkedet og på det sociale område.

 

Et andet spørgsmål, som udvalget under Justitsministeriet skal tage stilling til, er, om man skal give enkeltpersoner ret til at klage til de komiteer, som er tilknyttet de forskellige konventioner. Enkeltpersoner kan allerede i dag klage over Danmark til FN's Komite for Borgerlige og Politiske Rettigheder, FN's Racediskriminationskomite og FN's Kvindekomite. Spørgsmålet er nu, om Danmark også skal give klageadgang til bl.a. FN's Komite om Økonomiske, Sociale og Kulturelle Rettigheder, FN's Handikapkomite og FN's Børnekomite.

 

Danmark er ikke ufejlbarligt på menneskerettighedsområdet, og der er efterhånden en del eksempler på, at borgerne har fået ret i deres klager over fejl og mangler i Danmark. Der er ingen grund til at tro, at det ikke også vil være tilfældet fremover.

 

Og magtbalancen mellem Folketinget og klageorganerne er ikke i fare pga. muligheden for at klage. Komiteernes afgørelser er ikke retligt bindende. Således har Danmark da også tidligere diskret undladt at efterkomme fire internationale udtalelser, fordi regeringen har været uenig. Det har mig bekendt ikke givet anledning til nævneværdige vanskeligheder.

 

Jeg glæder mig over, at der er taget hul på den offentlige debat om det vigtige spørgsmål om den direkte lovvedtagelse af FN's kernekonventioner, selv om udvalget under Justitsministeriet endnu ikke har afgivet sine anbefalinger.

 

Allerede i 2001 anbefalede et udvalg, at man skulle vedtage FN's konvention om borgerlige og politiske rettigheder, FN's kvindekonvention og FN's racediskriminationskonvention som lov, men det skete som bekendt ikke .

 

Jeg deler fuldt ud Kristian Jensens bekymring over respekten for menneskerettigheder i store dele af verden. Men den manglende respekt for frihedsrettighederne i andre lande har ikke noget at gøre med den danske hverdag.

 

Som det fremgår af regeringsgrundlaget, begynder indsatsen for menneskerettighederne med, at vi sikrer os, at de respekteres hos os selv. Og det gør vi bedst ved at skrive dem ind i dansk lovgivning og ved at give borgerne adgang til at klage. Men spørgsmålet er i sidste ende, om vi tør sikre borgerne deres rettigheder?

 

Ressource: http://politiken.dk/debat/kroniken/ECE2076545/toer-vi-give-borgerne-deres-rettigheder/

Offentliggjort: 14. sep. 2013 KL. 00.01 © POLITIKEN.dk

 

UN Photo/Michos Tzovaras

Aktuelt

Det sker i FN-forbundet

Få overblikket over arrangementer med FN i fokus

Landsmøde 2019

Skal du med til Landsmødet den 28. april? Så find alle de relevante bilag, tidsplan & dagsorden her.

Få et foredrag om FN

Leder du efter et foredrag om FN, om fredsbevaring eller noget helt tredje, så har vi meget muligt foredragsholderen

FN-forbundet · Tordenskjoldsgade 25 st.th. · 1055 København K · Tlf. 3346 4690 · Fax · Mail [email protected]