 |
|
|
Realpolitik bremser pligten til at beskytte civile
Landsformand for FN-forbundet, Jørgen Estrup, foreslår, at Sikkerhedsrådets vetomagt ikke bør kunne bruges, når der findes beviser for menneske-rettighedskrænkelser
UN Photo/ Paulo Filgueiras
Bragt i Politiken den 13. februar 2012
Af GRY PAULINE KOEFOED
Over 6.000 mennesker er blevet dræbt i Syrien det seneste år af
præsident Bashar Assads styrker. For knap et år siden angreb
Nato-fly på et mandat fra FN Libyen for at forhindre, at Moamar
Gaddafis styrker begik en massakre på civile i Benghazi. Men
hvordan kunne FN og Nato gribe ind i Libyen for at beskytte civile,
mens man tøver med at gribe ind i Syrien, lyder spørgsmålet igen og
igen. Forklaringen ligger i det særlige FN-princip Responsibility to Protect
(R2P), som blev indført i 2005. R2P skal sikre, at der aldrig
igen sker folkedrab.
At verdenssamfundet ikke igen står og ser mere eller mindre
passivt til, mens civile bliver udsat for massakrer og myrderier,
som det skete i Rwanda, Bosnien og den sudanske Darfur-provins. Men
princippet, der således skulle være en garanti for at beskytte
civile, har én stor svaghed: Det overlever kun så længe, at ingen
nedlægger veto, som det skete i Syriens tilfælde. R2P medfører, at
alle stater selv har det primære ansvar for at beskytte deres
civil-befolkning mod fire typer forbrydelser: folkedrab,
krigsforbrydelser, etnisk udrensning og forbrydelser mod
menneskeheden. Hvis en stat ikke lever op til disse fire
forpligtelser, må det internationalesamfund træde til og gå ind og
beskytte den pågældende civilbefolkning.
Sikkerhedsrådet siger stop
Princippet giver en mulighed for at bruge militærindsats, hvis
fredelige metoder ikke er tilstrækkelige til at forhindre
forbrydelser mod civilbefolkningen. En militær-indsats skal
godkendes af FN's Sikkerhedsråd, hvilket den blandt andet blev i
Libyen i 2011. Som bekendt har Rusland og Kina nedlagt veto i
spørgsmålet om at gribe ind i Syrien, så nu spiller det ellers
velmente princip fallit i forhold til at beskytte civilbefolkningen
i Syrien mod menneskerettighedskrænkelser, mener FN-forbundets
landsformand, Jørgen Estrup.
SE
OGSÅ:
Syrien skal presses til at respektere
menneskerettighederne
»Det er påfaldende, at Sikkerhedsrådet, sådan som det er
konstrueret, kan stoppe selv et princip, som alle i FN har erklæret
sig enige i og villige til«, siger han. Han foreslår, at i de
situationer, hvor der er notorisk dokumentation for grove
overtrædelser af de fire menneskerettighedskrænkelser, som R2P skal
beskytte imod, burde vetoretten ikke kunne bruges. Situationen i
Syrien kunne have set anderledes ud i dag. Det ville have krævet,
at FN tidligt fik adgang til den syriske opposition og ad den vej
kunne dokumentere landets tilstand. Jørgen Estrup mener, at det
ville have givet FN mulighed for langt tidligere at lægge pres på
styret i Syrien og dermed forhindre den voldsomme optrapning, vi
ser nu.
SE
OGSÅ: Smutvej uden om
FN-veto?
»FN's Sikkerhedsråd kunne i Syrien have grebet til nogle af de
samme midler, som man gjorde i Libyen, hvor man på et tidligt
tidspunkt havde en resolution, som var i retning af R2P«, siger
Jørgen Estrup. R2P skal ses som en proces, der starter med, at det
pågældende land selv er pålagt et ansvar, som det så enten ikke kan
eller ikke vil leve op til. »I Syriens tilfælde er det helt oplagt,
at de ikke vil leve op til deres ansvar. De kunne formentlig
sagtens, men de vil ikke«, siger Jørgen Estrup.
Han mener, at Sikkerhedsrådet først bør bringes ind, når
internationalt pres for R2P ikke synes at virke. »Systemet er ikke
bygget op endnu, fordi begrebet er så nyt, som det er. Et sådant
system ville blandt andet skulle bestå af borgerrettighedsgrupper
og internetmedier, hvor man så at sige kunne få oplysningerne ud og
på samme tid kunne mobilisere et internationalt system og pres. Så
havde det for eksempel også været muligt at få de arabiske
observatører ind i landet på et tidspunkt, hvor der ikke allerede
var borgerkrigslignende tilstande«, siger Jørgen Estrup.
Det svage princip
Ifølge Lars Bangert Struwe, forsker ved Center for militære
studier på Københavns Universitet, er der den store svaghed ved
R2P-princippet, at det kun er noget værd, når det internationale
samfund er helt enige om at gribe ind. »R2P er ikke et juridisk
begreb. Det er et politisk begreb, og det gør, at det kun kan
benyttes, hvor det internationale samfund, i dette tilfælde FN's
Sikkerhedsråd, er enige om at gøre noget«, siger han. Thomas Frank,
som er ph.d. i teologi og har forsket i krigens etik, mener, at
menneskerettighederne kommer til at betyde mere og mere både i
folkeretten og i krigens love.
Det medfører, at der sker et skred, i retning af at man også fra
det internationale samfunds side må gå ind og beskytte det enkelte
menneske i en suveræn stat, hvis en stat ikke lever op til sine
forpligtelser i forhold til menneskerettighederne. »I kraft af
globaliseringen er der opstået en erkendelse af, at selv om
international lov ikke umiddelbart giver mulighed for, at man
intervenerer i et fremmed lands anliggender, så kan man i en
globaliseret verden ikke se til, at borgere i et land bliver
mishandlet af deres egen regering«, siger Thomas Frank.
|
|
UN Photo/Michos Tzovaras
|
|
