 |
|
 |
Kritik af FN’s Sikkerhedsråd er forfejlet
Amnesty Internationals kritik af FN's Sikkerhedsråd har gal
adresse. Det er kun et år siden Sikkerhedsrådet i enighed vedtog en
banebrydende resolution om Libyen, som forhindrede en truende
massakre på civilbefolkningen i millionbyen Bengazi og førte til
Gadaffi-styrets fald. Derfor er det en fuldstændig misvisende og
urimeligt at påstå, at Sikkerhedsrådet 'fremstår nu som et træt og
overflødigt fortidslevn' (Pol. 24/5).
Det er ikke Sikkerhedsrådet, som tiden er løbet fra, men derimod
den vetoret, som de fem permanente medlemmer af rådet så hårdnakket
fastholder. Det gælder ikke kun Kina og Rusland i forbindelse med
overgrebene på civilbefolkningen i Syrien. Men desværre også
USA i forsvaret for Israels ulovlige bosættelser på palæstinensisk
område. Og så gælder det EU-landene England og Frankrig, som heller
ikke vil flytte sig en tomme for at bidrage til afhjælpe de
groveste overgreb på civilbefolkningen.
Så sent som i den forløbne uge har de fem permanente medlemmer
af Sikkerhedsrådet i fællesskab spændt ben for et
resolutionsforslag i FN's generalforsamling fra fem mindre lande -
Schweiz, Costa Rica, Jordan, Singapore og Lichtenstein.
Resolutionsforslaget opfordrede de permanente magter til at afstå
fra at benytte vetoretten, når humanitære kriser, folkemord, etnisk
udrensning og de groveste overgreb på menneskerettighederne truer
civilbefolkningens overlevelse. Det mente man ikke, at FN's
generalforsamling skulle blande sig i.
Det er beskæmmende - ikke for Sikkerhedsrådet - men for de fem
stormagter.
Jørgen Estrup, landsformand, FN-forbundet
Denne kommentar er en reaktion på AI's årsrapport. I denne
mener AI, at sikkerhedsrådet svigter sit lederskab og fremstår som
et træt og overflødigt fortidslevn, som ikke lever op til sit
ansvar. Læs mere
her.
|
 |
UN Photo/Michos Tzovaras

|
 |