Den 10. december 1948 blev FN's menneskerettighedserklæring vedtaget. Og det markeres hvert år med forskellige fokusområder. I år er fokus på inklusion og retten til deltagelse.

Retten til at blive hørt og til at tage del i beslutninger, der berører ens samfund, er en integreret del af international lov. Nærmere bestemt i artikel 25 i den internaitonale konvention for civile og politiske rettigheder:

Every citizen shall have the right and opportunity...:

a) to take part in te conduct of public affairs, directly or through freely chosen representatives;

b) to vote and to be elected at genuine periodic elections which shall de by universal and equal suffrage and shall be held by secret ballot, guaranteeing the free expression of the will of the electors;

c) to have acces, on general terms of equality, to public service in his country.

Menneskerettighedserklæringen er inddelt i to konventioner; den ene for civile og politiske rettigheder og den anden for økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder. Da erklæringen fra 1948 skulle operationaliseres kastede den Kolde Krig lange skygger over det internationale samfund, og opsplitningen i øst og vest betød, at den legaliserede manifestation af erklæringen i 60'erne ikke kunne gennemføres.

Derfor opdelte man rettighederne i det, man kalder første generation (civile og politiske) og anden generation (øko., sociale og kulturelle) af menneskerettigheder. Vesten (USA) var på den ene side ikke i tvivl om, at negative rettigheder - retten til at undgå statens indblanding i individets privatliv - var kernen af rettighederne. På den anden side stod Sovjetunionen og Østen generelt tilbage med en kraftig kritik af et USA, hvor f.eks. sorte amerikanere ikke engang havde stemmeret og lige adgang til skoler og sågar bussæder. I den anden generation af menneskerettigheder lagde man i stedet vægt på kulturelle rettigheder mht. arbejde, familieliv osv. Her den stærke stat nødvendig, fordi mange af rettighederne skal implementeres aktivt - det er positive rettigheder. Den anden generation er tilsvarende svære at sikre, da det kræver en aktiv implementering, som FN som bekendt ikke har beføjelser til at tage del i den slags processer i staters interne processer.

Næsten alle lande i verden har i dag underskrevet den første konvention (bl.a. Kina vurderer ratifikationen) og den anden generation mangler kun USA stadig at ratificere. Iran og nogle få andre har ikke underskrevet nogle af dem. Få fuldt overblik over alle internationale aftaler på globalis.dk.

Om betegnelsen "første" og "anden" og den implicitte rangering af konventionerne er berettiget kan man stille stort såørgsmålstegn ved. Ikke desto mindre er der i år lagt vægt på artikel 25 i den første generation af rettigheder: retten til at blive hørt.

Med den meget varierende, men på samme tid nærmest universelle bevægelse for et styrket civilsamfund og en legitimt politisk beslutningsproces i 2012 er valget af fokus på Menneskerettighedsdagen selvfølgelig en entydig opbakning til de mange grupper rundt om kloden, der stadig kæmper netop den kamp hårdt. Og både FN's Generalsekretær, Ban Ki-Moon, og Højkommisær for Menneskerettigheder, Navi Pillay, understreger den berettigede hyldest, disse bevægelser afføder.

"I dag hylder jeg dem, der har lidt i forsøget på at kræve, hvad der retmæssigt er deres og dem, som i deres egne lande på deres egne måder - uanset om det er i Santiago, Kairo, Athen eller Moskv, New York eller New Dehli - også siger, at vi har en stemme, vi har vores økonomiske rettigheder, og vi vil være med til at bestemme, hvordan samfund og økonomier styres", siger højkommissæren, Navi Pillay, i hendes markering af Menneskerettighedsdagen.

Men kampen er ikke slut, og den bevæger sig ikke fremad uden komplikationer. Generalsekretæren beklager i sin meddelelse de "alarmerende trusler" for "de hårdt tilkæmpede fremskridt for demokratiet".

Læs Generelsekretærens besked her

Se Højkommissærens video-message her