Dansen i Stillehavet

USA er ikke den eneste nation, der har haft betydningsfulde sager i vælten den seneste tid. Den amerikanske befolkning genvalgte Barack Obama, og i Kina overtager Xi Jinping roret fra Hu Jintao på nationalkongressen for Kinas kommunistiske parti.

For balancen og situationen i det storpolitiske landskab vejer forholdet mellem de to dansende giganter tungt, og med de nære bånd og de dybe kløfter betyder genvalget af demokraternes kandidat, Obama, og indsættelsen af Jinping med sin hårde kamp mod korruption og generelle åbenhed for politiske og økonomiske reformer, at linjerne er trukket op til en spændende næste akt af giganternes dans.

Kina

Kina bliver ofte opfattet som en voksende kæmpe og en sikkerhedspolitisk trussel udelukkende pga. sin størrelse. Man glemmer bare ofte, at militære kapabiliteter ikke længere er den eneste afgørende faktor i det internationale system, og Kina og USA danner et regulært G2, fordi de to landes indbyrdes forhold har så stor betydning for resten af verden, og i en økonomisk krise er det tydeligere end nogensinde før.

Forholdet bygger på en stærk handel, enorme investeringer og endnu større låneaftaler snarere end militære forhold: USA betaler i øjeblikket $592 millioner - om ugen - i renter for lån optaget i Kina, og selvom Kinas forsvarsbudgetter er store, kan det slet ikke sammenlignes med USA's. Oprindelsen af de enorme ressourcer forklarer Kina selv med socialisme med kinesisk karakter, selvom der nærmere er tale om kapitalisme med kinesisk karakter. For hvad mange ikke ved er nemlig, at den ikoniske liberalist Milton Friedmann uofficielt var økonomisk rådgiver for Deng Xiaoping, da han gennemførte store reformer i 80'erne, og udviklingen af Kina fra Mao til Milton på 30 år stadig sætter sit tydelige præg på Kinas mere åbne position i dag. Og det bliver formentlig ikke ændret med Jinping på toppen af Partiet. Tværtimod.

Kinas hastige udvikling har ikke haft den konfliktfyldte retning, som mange har forventet igennem tiden, og når man i dag ser en "Beijing consensus" i stater, der nyder godt af kinesiske investeringer, skal man lede længere efter ideologiske konflikter dér end i de lande, der accepterede finansiering under hedengangne "Washington consensus". Kina lister ikke en ideologisk model ind igennem sine investeringer, og den pragmatiske tilgang er ganske velbegrundet. Kina er slet ikke i stand til at føre en imperialistisk politik, og den kinesiske regering er ikke bleg for at indrømme de store interne sikkerhedsproblemer, de uigennemskuelige politiske beslutningsprocesser, manglen på troværdige allierede, de underlegne militær kapabiliteter og den manglende nationale konsensus.

Hvis man ser på Asiens regionale forhold er det også tydeligt, at Kina ikke dominere ret meget. USA har nære allierede spredt ud over det kinesiske hav, og Kina accepterer, at den kinesiske provins Taiwan - der teknisk set stadig er en del af kinesisk territorium - har et nært forhold til USA. Mange taler i stedet om, at Kina ufrivilligt sættes op på piedestalen som den hidsige kæmpe alle skal passe på, og i den amerikanske valgkamp var det tydeligt, at Kina ikke nyder rettidig respekt for i øjeblikket at holde hånden under en skrantende amerikansk økonomi bl.a. som den største udenlandske holder af amerikanske aktier.

Det afspejler sig også i forholdet til FN, hvor Kina accepterer de grundlæggende spilleregler, uanset om de har vestlige rødder eller ej, men på den anden side ikke mener, at institutionen omfavner det moderne verdenssamfund. Der er mange gode grunde til, at Kina ikke er i en position, hvor man har ret til at ændre noget som helst i FN, men Højkommissærens sjældent direkte kritik af konflikten i den kinesiske provins Tibet har først for nylig åbnet op for den nødvendige dialog, som er udgangspunktet for at imødekomme de store omvæltninger - fra begge parter vel at mærke og Xi Jinping er eftersigende åben for dialog.

USA

I den amerikanske valgkamp ville de rosende floskler om landet på bakketoppen traditionen tro ingen ende tage, og det gjorde sig uden undtagelse gældende for begge kandidater i år. For Mitt Romney var "US the hope of the Earth", og Barack Obama mente, at "the world needs a strong USA". Der var med andre ord bred enighed om, hvordan forholdet til resten af verdens skulle tackles, herunder Kina og FN.

For stillehavsrelationerne betød det, at valgkampen var en konkurrence om at være hårdest mod Kina. Begge kandidater ignorerede Kinas store støtte til den amerikanske økonomi og agiterede i stedet ivrigt for at "få de amerikanske job hjem igen". De kinesiske og amerikanske medier har selv konstateret, at den om end meget normale "Kina-bashing" var stærkere i år end hidtil, og at kinesiske investeringer ikke er en selvfølge så længe den hårde tone står på.

Nu er valgkampen ovre, kandidaterne behøver ikke italesætte den skarpe kant til hinanden, og Obama skal nu dæmpe vandene. Faren ved den skarpe retorik er nemlig, at det for det første kan blive en selv-opfyldende profeti, når den amerikanske befolkning rent faktisk forventer en hård Kina-kurs fra de politiske ledere. Med de føromtalte meget nære interesserer de to lande i mellem ville det imidlertid have uoverskuelige konsekvenser for den amerikanske økonomi - i dag mere end nogensinde før. For det andet er den kinesiske befolkning på trods af omfattende censur mere på internettet og sociale medier end nogensinde før, og den kinesiske befolkning er udmærket bekendt med de maleriske opfattelser, Obama og Romney har fremført af Kina for at pleje deres egne kampagner.

Hvad forholdet til FN angår, er USA den største bidragsyder, værtsland og det mest magtfulde medlemsland, men det er ingen hemmelighed, at USA til den dag i dag har svært ved at forene sig med nogle af FN's mest centrale spilleregler. Derfor var det af stor betydning, da Obama-administrationen i 2009 tiltrådte det Geneve-baserede Menneskerettighedsråd, som Bush-administrationen stemte imod oprettelsen af i 2005, og Romney ville med stor sandsynlighed have fulgt Bushs kurs. Ved at sidde med i rådet frem for at stå på sidelinjen og kritisere står USA nu overfor endnu en 3-årig periode i rådet LINK efter den positive indflydelse, de har erfaret igennem samarbejde. Det er en samarbejdende orientering, som Obama-administrationen forhåbentlig og formentlig har in mente de næste fire år.

Fremover

Kina foreslår altså ikke et alternativ til den vestlige verdensorden og agter ikke at implementere en kinesisk ideologi i f.eks. FN, ligesom USA ikke stod på sidelinjen og kritiserede Menneskerettighedsrådet indtil det var godt nok til den exceptionelle nation. Faktum er, at den kinesiske regering kan forene sig med FN, som det så ud før den Kolde Krigs afslutning, og i dag afspejler FN simpelthen ikke den reelle storpolitiske balance. I beslutningsprocesserne skal kompromiser, enighed mellem regeringer, ikke-intervention og regional organisering være FN's centrale værdier, og bl.a. USA har indset, at vejen til den slags indflydelse går gennem samarbejde og engagement. Med en mere ærlig tilgang til forholdet til Kina kan USA som en "samarbejdende supermagt" forhåbentlig inspirere Kina til at følge den samme kurs.

USA har brug for Kina som en hånd under en nærmest ikke-eksisterende økonomi, og FN har brug for Kina som et alternativt mandat til det amerikanske, når man opererer i og med slyngelstater, og de næste fire år har Obama og Jinping imidlertid et åbent vindue, hvorigennem de kan se et mere ærligt og frugtbart forhold til kæmpen på den modsatte side af Stillehavet og til FN. Det kinesiske krav om gensidig respekt i f.eks. FN's beslutningsproces er en del af udviklingen af Kinas nye rolle i verdenssamfundet anno 2012, og FN har endelig taget et om end spinkelt initiativ til dialogen ved sin direkte kritik af Tibet-konflikten.

Med Barack Obama og Xi Jinping på toppen af Stillehavets to giganter kan vi med lidt god vilje være vidner til en generelt mere samarbejdsvillig tilgang til verdenssamfundet fremover.

UN Photo/Michos Tzovaras