 |
|
 |
Dansen i Stillehavet
USA er ikke den eneste nation, der har haft betydningsfulde sager i vælten den seneste tid. Den amerikanske befolkning genvalgte Barack Obama, og i Kina overtager Xi Jinping roret fra Hu Jintao på nationalkongressen for Kinas kommunistiske parti.
For balancen og situationen i det storpolitiske landskab vejer
forholdet mellem de to dansende giganter tungt, og med de nære bånd
og de dybe kløfter betyder genvalget af demokraternes kandidat,
Obama, og indsættelsen af Jinping med sin hårde kamp mod korruption
og generelle åbenhed for politiske og økonomiske reformer, at
linjerne er trukket op til en spændende næste akt af giganternes
dans.
Kina
Kina bliver ofte opfattet som en voksende kæmpe og en
sikkerhedspolitisk trussel udelukkende pga. sin størrelse. Man
glemmer bare ofte, at militære kapabiliteter ikke længere er den
eneste afgørende faktor i det internationale system, og Kina og USA
danner et regulært G2, fordi de to landes indbyrdes forhold har så
stor betydning for resten af verden, og i en økonomisk krise er det
tydeligere end nogensinde før.
Forholdet bygger på en stærk handel, enorme investeringer og
endnu større låneaftaler snarere end militære forhold: USA betaler
i øjeblikket $592 millioner - om ugen - i renter for lån optaget i
Kina, og selvom Kinas forsvarsbudgetter er store, kan det slet ikke
sammenlignes med USA's. Oprindelsen af de enorme ressourcer
forklarer Kina selv med socialisme med kinesisk karakter,
selvom der nærmere er tale om kapitalisme med kinesisk
karakter. For hvad mange ikke ved er nemlig, at den ikoniske
liberalist Milton Friedmann uofficielt var økonomisk rådgiver for
Deng Xiaoping, da han gennemførte store reformer i 80'erne, og
udviklingen af Kina fra Mao til Milton på 30 år stadig sætter sit
tydelige præg på Kinas mere åbne position i dag. Og det bliver
formentlig ikke ændret med Jinping på toppen af Partiet.
Tværtimod.
Kinas hastige udvikling har ikke haft den konfliktfyldte
retning, som mange har forventet igennem tiden, og når man i dag
ser en "Beijing consensus" i stater, der nyder godt af
kinesiske investeringer, skal man lede længere efter ideologiske
konflikter dér end i de lande, der accepterede finansiering under
hedengangne "Washington consensus". Kina lister ikke en
ideologisk model ind igennem sine investeringer, og den pragmatiske
tilgang er ganske velbegrundet. Kina er slet ikke i stand til at
føre en imperialistisk politik, og den kinesiske regering er ikke
bleg for at indrømme de store interne sikkerhedsproblemer, de
uigennemskuelige politiske beslutningsprocesser, manglen på
troværdige allierede, de underlegne militær kapabiliteter og den
manglende nationale konsensus.
Hvis man ser på Asiens regionale forhold er det også tydeligt,
at Kina ikke dominere ret meget. USA har nære allierede spredt ud
over det kinesiske hav, og Kina accepterer, at den kinesiske
provins Taiwan - der teknisk set stadig er en del af kinesisk
territorium - har et nært forhold til USA. Mange taler i stedet om,
at Kina ufrivilligt sættes op på piedestalen som den hidsige kæmpe
alle skal passe på, og i den amerikanske valgkamp var det tydeligt,
at Kina ikke nyder rettidig respekt for i øjeblikket at holde
hånden under en skrantende amerikansk økonomi bl.a. som den største
udenlandske holder af amerikanske aktier.
Det afspejler sig også i forholdet til FN, hvor Kina accepterer
de grundlæggende spilleregler, uanset om de har vestlige rødder
eller ej, men på den anden side ikke mener, at institutionen
omfavner det moderne verdenssamfund. Der er mange gode grunde til,
at Kina ikke er i en position, hvor man har ret til at ændre noget
som helst i FN, men Højkommissærens sjældent direkte kritik af
konflikten i den kinesiske provins Tibet har først for nylig åbnet
op for den nødvendige dialog, som er udgangspunktet for at
imødekomme de store omvæltninger - fra begge parter vel at mærke og
Xi Jinping er eftersigende åben for dialog.
USA
I den amerikanske valgkamp ville de rosende floskler om landet
på bakketoppen traditionen tro ingen ende tage, og det gjorde sig
uden undtagelse gældende for begge kandidater i år. For Mitt Romney
var "US the hope of the Earth", og Barack Obama mente, at
"the world needs a strong USA". Der var med andre ord bred
enighed om, hvordan forholdet til resten af verdens skulle tackles,
herunder Kina og FN.
For stillehavsrelationerne betød det, at valgkampen var en
konkurrence om at være hårdest mod Kina. Begge kandidater
ignorerede Kinas store støtte til den amerikanske økonomi og
agiterede i stedet ivrigt for at "få de amerikanske job hjem igen".
De kinesiske og amerikanske medier har selv konstateret, at den om
end meget normale "Kina-bashing" var stærkere i år end hidtil, og
at kinesiske investeringer ikke er en selvfølge så længe den hårde
tone står på.
Nu er valgkampen ovre, kandidaterne behøver ikke italesætte den
skarpe kant til hinanden, og Obama skal nu dæmpe vandene. Faren ved
den skarpe retorik er nemlig, at det for det første kan blive en
selv-opfyldende profeti, når den amerikanske befolkning rent
faktisk forventer en hård Kina-kurs fra de politiske ledere. Med de
føromtalte meget nære interesserer de to lande i mellem ville det
imidlertid have uoverskuelige konsekvenser for den amerikanske
økonomi - i dag mere end nogensinde før. For det andet er den
kinesiske befolkning på trods af omfattende censur mere på
internettet og sociale medier end nogensinde før, og den kinesiske
befolkning er udmærket bekendt med de maleriske opfattelser, Obama
og Romney har fremført af Kina for at pleje deres egne
kampagner.
Hvad forholdet til FN angår, er USA den største bidragsyder,
værtsland og det mest magtfulde medlemsland, men det er ingen
hemmelighed, at USA til den dag i dag har svært ved at forene sig
med nogle af FN's mest centrale spilleregler. Derfor var det af
stor betydning, da Obama-administrationen i 2009 tiltrådte det
Geneve-baserede Menneskerettighedsråd, som Bush-administrationen
stemte imod oprettelsen af i 2005, og Romney ville med stor
sandsynlighed have fulgt Bushs kurs. Ved at sidde med i rådet frem
for at stå på sidelinjen og kritisere står USA nu overfor endnu en
3-årig periode i rådet LINK efter den positive indflydelse, de har
erfaret igennem samarbejde. Det er en samarbejdende orientering,
som Obama-administrationen forhåbentlig og formentlig har in mente
de næste fire år.
Fremover
Kina foreslår altså ikke et alternativ til den vestlige
verdensorden og agter ikke at implementere en kinesisk ideologi i
f.eks. FN, ligesom USA ikke stod på sidelinjen og kritiserede
Menneskerettighedsrådet indtil det var godt nok til den
exceptionelle nation. Faktum er, at den kinesiske regering kan
forene sig med FN, som det så ud før den Kolde Krigs afslutning, og
i dag afspejler FN simpelthen ikke den reelle storpolitiske
balance. I beslutningsprocesserne skal kompromiser, enighed mellem
regeringer, ikke-intervention og regional organisering være FN's
centrale værdier, og bl.a. USA har indset, at vejen til den slags
indflydelse går gennem samarbejde og engagement. Med en mere ærlig
tilgang til forholdet til Kina kan USA som en "samarbejdende
supermagt" forhåbentlig inspirere Kina til at følge den samme
kurs.
USA har brug for Kina som en hånd under en nærmest
ikke-eksisterende økonomi, og FN har brug for Kina som et
alternativt mandat til det amerikanske, når man opererer i og med
slyngelstater, og de næste fire år har Obama og Jinping imidlertid
et åbent vindue, hvorigennem de kan se et mere ærligt og frugtbart
forhold til kæmpen på den modsatte side af Stillehavet og til FN.
Det kinesiske krav om gensidig respekt i f.eks. FN's
beslutningsproces er en del af udviklingen af Kinas nye rolle i
verdenssamfundet anno 2012, og FN har endelig taget et om end
spinkelt initiativ til dialogen ved sin direkte kritik af
Tibet-konflikten.
Med Barack Obama og Xi Jinping på toppen af Stillehavets to
giganter kan vi med lidt god vilje være vidner til en generelt mere
samarbejdsvillig tilgang til verdenssamfundet fremover.
|
 |
UN Photo/Michos Tzovaras

|
 |