COP18 er slut. Hvordan gik det?

De udsendte delegationer er endnu en gang vendt hjem med hænderne tomme. Denne gang fra Doha i Qatar hvor COP18 fandt sted. Der er ikke taget nogle reelle skridt for klimaindsatsen, og der er i øvrigt heller ikke udsigt til nogen finansiering af indsatsen.

Danske NGO'er er vendt hjem, skuffede på vegne af hvert deres ansvarsområde, og det er der god grund til. Resultaterne tyder nemlig på, at indsatsen støder på problemer på et niveau, hvor selv de stærkeste NGO'er har svært ved at sætte sig igennem.

Tag f.eks. Kyoto-protokollen. Det lykkedes at aftale en forlængelsesperiode af protokollen til 2020. Men det bliver imidlertid uden Japan, Canada, Rusland og New Zealand, som har sluttet sig til USA's indsats, om nogen, uden for protokollen. EU og Danmark er stadig aktive, og Martin Lidegaard tog endda initiativet i slutfasen af COP18 og forsøgte at presse landene til at "skærpe deres klimamål i nærmeste fremtid". Ikke desto mindre har EU allerede opfyldt de reelle mål, protokollen er forlænget til 2020 med. "Det er dybt problematisk, at så få rige lande er med, og at de som er med, som EU og Australien, har meldt alt for lave mål ind", siger Søren Dyck Madsen fra Det Økologiske Råd.

Finansieringen af indsatsen var endnu et spørgsmål uden svar. Mattias Söderberg, klimarådgivere for Folkekirkens Nødhjælp, siger: "Der står desværre ikke noget i aftalen, der forpligter de rige lande til at yde den nødvendige klimafinansiering de kommende år. Det er vigtigt at huske, at pengene skulle bruges til konkrete klimaprojekter. Mindre penge kan derfor komme til at lede til mindre klimaindsats i mange lande". Den aktuelle finansiering udløber i indeværende måned (december '12), men selv ikke den snævre tidshorisont fik delegationerne til at beslutte noget konkret. Efter FN-forbundets Landsmøde i 2012 er skatter på finansielle transaktioner ét af forbundets fokusområder, og danske NGO'er er generelt enige om, at et provenu fra en sådan skat ville komme en hårdt tiltrængt klimaindsats til gode. Skatten er en del af det danske regeringsgrundlag fra 2011, og som det ser ud nu, er der al mulig grund til at optrappe presset på regeringens indsats på området.

Et enkelt punkt, der ser, om end ikke lyst så i hvert fald interessant ud, hvad angår samarbejde i klimaindsatsen, er samarbejdet om klimaflygtninge. I de situationer hvor en stat ikke har mulighed for at tilpasse sig klimaforandringerne, opstår der store mobiliseringer af klimaflygtninge. Og de flygtninge kan staterne tilsyneladende forholde sig til på en praktisk måde, som det endnu ikke er lykkes staterne at forholde sig til selve klimaet i klimaspørgsmålet. COP18 fandt ikke løsningen på flygtningespørgsmålet, men de grundlæggende præmisser for diskussionen om flygtninge er de politiske ledere formentlig så hjemmevandt i, at det er lettere at have med at gøre ved forhandlingsbordet - også når det skyldes klimaet. Man kan sige, at klimaflygtninge pludselig gør klimaspørgsmålet til et mere traditionelt udenrigs- eller sikkerhedspolitisk spørgsmål. Ikke at tørke, stigende have og tornadoer ikke er sikkerhedspolitiske spørgsmål, men det spørgsmålet om flygtninge, har man trods alt forholdt sig til siden de allerførste internationale relationer.

Spørgsmålet er, om verdenssamfundet så når at acceptere præmisserne for en diskussion, der handler om en vejrprognose der gælder fra om 50 år, inden vi ender med at stå i polarvand til op over begge ører.

UN Photo/Michos Tzovaras