 |
|
 |
COP18 er slut. Hvordan gik det?
De udsendte delegationer er endnu en gang vendt hjem med hænderne tomme. Denne gang fra Doha i Qatar hvor COP18 fandt sted. Der er ikke taget nogle reelle skridt for klimaindsatsen, og der er i øvrigt heller ikke udsigt til nogen finansiering af indsatsen.
Danske NGO'er er vendt hjem, skuffede på vegne af hvert deres
ansvarsområde, og det er der god grund til. Resultaterne tyder
nemlig på, at indsatsen støder på problemer på et niveau, hvor selv
de stærkeste NGO'er har svært ved at sætte sig igennem.
Tag f.eks. Kyoto-protokollen. Det lykkedes at aftale en
forlængelsesperiode af protokollen til 2020. Men det bliver
imidlertid uden Japan, Canada, Rusland og New Zealand, som har
sluttet sig til USA's indsats, om nogen, uden for protokollen. EU
og Danmark er stadig aktive, og Martin Lidegaard tog endda
initiativet i slutfasen af COP18 og forsøgte at presse landene til
at "skærpe deres klimamål i nærmeste fremtid". Ikke desto
mindre har EU allerede opfyldt de reelle mål, protokollen er
forlænget til 2020 med. "Det er dybt problematisk, at så få
rige lande er med, og at de som er med, som EU og Australien, har
meldt alt for lave mål ind", siger Søren Dyck Madsen fra Det
Økologiske Råd.
Finansieringen af indsatsen var endnu et spørgsmål uden svar.
Mattias Söderberg, klimarådgivere for Folkekirkens Nødhjælp, siger:
"Der står desværre ikke noget i aftalen, der forpligter de rige
lande til at yde den nødvendige klimafinansiering de kommende år.
Det er vigtigt at huske, at pengene skulle bruges til konkrete
klimaprojekter. Mindre penge kan derfor komme til at lede til
mindre klimaindsats i mange lande". Den aktuelle finansiering
udløber i indeværende måned (december '12), men selv ikke den
snævre tidshorisont fik delegationerne til at beslutte noget
konkret. Efter FN-forbundets Landsmøde i 2012 er skatter på
finansielle transaktioner ét af forbundets fokusområder, og danske
NGO'er er generelt enige om, at et provenu fra en sådan skat ville
komme en hårdt tiltrængt klimaindsats til gode. Skatten er en del
af det danske regeringsgrundlag fra 2011, og som det ser ud nu, er
der al mulig grund til at optrappe presset på regeringens indsats
på området.
Et enkelt punkt, der ser, om end ikke lyst så i hvert fald
interessant ud, hvad angår samarbejde i klimaindsatsen, er
samarbejdet om klimaflygtninge. I de situationer hvor en stat ikke
har mulighed for at tilpasse sig klimaforandringerne, opstår der
store mobiliseringer af klimaflygtninge. Og de flygtninge kan
staterne tilsyneladende forholde sig til på en praktisk måde, som
det endnu ikke er lykkes staterne at forholde sig til selve klimaet
i klimaspørgsmålet. COP18 fandt ikke løsningen på
flygtningespørgsmålet, men de grundlæggende præmisser for
diskussionen om flygtninge er de politiske ledere formentlig så
hjemmevandt i, at det er lettere at have med at gøre ved
forhandlingsbordet - også når det skyldes klimaet. Man kan sige, at
klimaflygtninge pludselig gør klimaspørgsmålet til et mere
traditionelt udenrigs- eller sikkerhedspolitisk spørgsmål. Ikke at
tørke, stigende have og tornadoer ikke er sikkerhedspolitiske
spørgsmål, men det spørgsmålet om flygtninge, har man trods alt
forholdt sig til siden de allerførste internationale
relationer.
Spørgsmålet er, om verdenssamfundet så når at acceptere
præmisserne for en diskussion, der handler om en vejrprognose der
gælder fra om 50 år, inden vi ender med at stå i polarvand til op
over begge ører.
|
 |
UN Photo/Michos Tzovaras

|
 |