Nye flygtninge hver dag – nye behov for beskyttelse, håb og rettigheder
Flygtninge har behov for beskyttelse og humanitær hjælp, mens
det på lidt længere sigt handler for de flygtende mennesker om at
kunne vende hjem (en ret fastslået i Flygtningekonventionen), eller
starte et nyt liv i et andet land sammen med sin familie.
Der er nyheder om flygtninge hver dag. Syrere flygter til
Tyrkiet, libyere til Italien og Tunesien og fra et distrikt på
grænsen mellem Nord- og Sydsudan (snart to lande) flygter
indbyggerne mod henholdsvis nord og syd. Politiske forandringer,
nogle forhåbentligt positive, har dramatiske konsekvenser for mange
mennesker. Dem skal vi være parat til at hjælpe og beskytte,
understreger FN-forbundet i anledning af FN's flygtningedag.
Mange flygtninge overskrider grænser - og er dermed et
internationalt anliggende. Vedtagelsen af FN's flygtningekonvention
i 1951 og den næsten samtidige etablering af FN's
flygtningeorganisation UNHCR er initiativer, der søger at løse
problemerne. Det kræver en aktiv indsats fra FN's medlemslande,
herunder Danmark.
Budskabet fra UNHCR på FN's flygtningedag er: "Én flygtning uden
håb er én for mange". Det budskab deler FN-forbundet fuldt ud, men
peger på, at der langt fra er tale om "én" flygtning, men om
millioner af mennesker. De befinder sig i en situation, hvor håbet
for de fleste er svært at få øje på - enten som følge af mangel på
politisk vilje eller af mangel på ressourcer.
UNHCR opgør (2009) det samlede antal flygtninge, asylsøgere,
internt fordrevne og statsløse til ca. 36 millioner, hvortil kommer
knap 5 millioner palæstinensiske flygtninge, registeret i UNRWA
(FN's hjælpeorganisation for palæstinensiske flygtninge i
mellemøsten). Tallenes nøjagtighed kan sikkert diskuteres, mens det
er hævet over enhver tvivl, at der er tale om en omfattende
udfordring at hjælpe så mange mennesker til en fremtid. Det totale
antal, som ikke i nyere tid har været større, fortæller også, at
indsatsen ikke står mål med behovet.
FN-forbundet konstaterer med beklagelse, at flygtningedebatten
alt for ofte, f.eks. i Danmark, handler om at undgå at tage et
internationalt ansvar for beskyttelse og genbosætning. Det bliver
der ikke færre flygtninge af.
Der er behov for en international orienteret indsats, hvis
antallet af flygtninge i verden skal bringes ned, understreger
FN-forbundet.
> Læs mere på UNHCR's egen hjemmeside, hvor du også
finder de seneste statistikker fra rapporten '60 years and still
counting'
> Se også generalsekretær Ban Ki-moons budskab i
anledning af flygtningedagen
|