København vil droppe G4S
Sådan skriver Berlingske Tidende fredag 28. januar 2011, efter et
flertal i Københavns Borgerrepræsentation stemte for at undersøge
alternativer til samarbejdet med vagtselskabet G4S.
Udmeldingen fra Borgerrepræsentation er klar: "Borgernes
skattepenge skal ikke støtte brud på internationale
konventioner."
Enhedslistens Socialborgmester Mikkel Warming udtaler
endvidere: "De israelske bosættelser er ulovlige og udgør en
hindring for fred i regionen. Det har FN slået fast igen og igen.
Hvis G4S ikke vil leve op til folkeretten, så må de ud af
vagten."
Læs hele artiklen her.
BAGGRUND:
I efteråret kunne det uafhængige researchcenter Danwatch sammen
med Berlingske Tidende afsløre, hvordan det dansk-baserede
sikkerhedsfirma, G4S, har genoptaget sit omstridte arbejde i det
besatte Vestbredden med at levere bevæbnede vagter til bosættelser
og sikkerhedsudstyr til checkpoints.
"Det er ikke bare dybt beskæmmende - det er også med til at
undergrave folkeretten og fredsprocessen mellem Israel og
Palæstina." Sådan skrev Jørgen Estrup og Lave Broch, hhv.
landsformand og medlem af FN-forbundets forretningsudvalg, i
Berlingske Tidende umiddelbart efter afsløringen.
G4S trak sig i 2002 ud af Vestbredden
efter kritik af, at selskabet patruljerede med væbnede vagter
omkring bosættelser. Nu har Danwatch sammen med Berlingske Tidende
imidlertid dokumenteret, at firmaet er tilbage på Vestbredden med
bevæbnede vagter og leverancer af udstyr til checkpoints og
fængsler både i Israel og på Vestbredden.
DanWatch et researchcenter, der undersøger virksomheders
påvirkning af mennesker og miljø globalt. Målet er at fremme
virksomheders samfundsansvar. DanWatch administreres af en fond og
er uafhængig af politiske, statslige og private interesser.
Se også Danwatch hjemmeside, hvor du kan se dele af
dokumentationen med egne øjne.
FN-forbundets Jørgen Estrup og Lave Broch, hhv. landsformand og
medlem af forretningsudvalget, kommenterede:
"Det er dybt beskæmmende, at G4S siger et og gør noget andet i
en sag, der drejer sig om aktiviteter i bosættelser, som både FNs
Sikkerhedsråd og Den Internationale Domstol har kendt ulovlige.
Dermed er G4S med til at undergrave folkeretten og fredsprocessen
mellem Israel og Palæstina."
"FN-forbundet støtter den af FNs Sikkerhedsråd vedtagne
tostatsløsning, hvor der er sikkerhed for såvel israelere som
palæstinensere. Vi kan ikke på nogen måde acceptere, at Israels
indbyggere trues af og oplever terrorangreb, og vi anerkender
Israels ret til at forsvare sig. Men vi vil heller ikke acceptere,
at Israel opretholder og udvider ulovlige bosættelser, og at Israel
gennemfører sikkerhedskontroller i besat område som forulemper
civile palæstinensere."
Se: G4S skader fredsprocessen
FN-forbundet holdt den 12. januar et velbesøgt medlemsmøde med
deltagelse af G4S og DanWatch, om G4S' engagement på den besatte
Vestbred. Efter DanWatch og G4S havde givet deres præsentationer,
kom der en livlig debat, der gav sig udslag i 6 punkter til
konkrete tiltag.
1) G4S ville aktivt overveje deres engagement i forhold til
fængsler på Vestbredden
2) Det samme for levering af overvågnings- og
sikkerhedsudstyr til muren (der er blevet fordømt af den
internationale domstol i Haag for værende i strid med
folkeretten)
3) At indlede en dialog med Sune Skadegaard Thorsen, en af
Danmarks førende konsulenter indenfor Corporate Social
Responsibility (CSR)
4) Adgang for FN-forbundets medlemmer til rapport om G4S'
juridiske forpligtelser i forhold til national og international
lovgivning ved juraprofessor ved Københavns Universitet
5) At overveje også at lade moderselskabet G4S indgå i
Global Compact for at vise vejen for de nationale selskaber
6) At stille op til et opfølgende møde med FN-forbundets
medlemmer
FN-forbundet følger op på sagen.
|