Grænser for finansiel frihed?
Af Ole Olsen,
Medlem af FN-forbundets bestyrelse
Frihed er en værdi, der skal værnes om og arbejdes for, lokalt og
globalt. Herom kan de fleste blive enige, men nok også hurtigt nå
frem til at frihed sjældent kan være absolut. Hensynet til andre og
til samfundet kan begrænse friheden. Friheden til at angribe andre
- personer eller lande - er selvklart meget lille.
UN Photo/ Yutaka Nagata
I de seneste år er friheden til visse finansielle handlinger blevet
genstand for debat. Det skyldes både, at operationer på tværs af
landegrænser flytter overskud til skattely, og at risikobetonede
værdipapirer er blevet omsat i enormt omfang med store tab til
følge. Statskasser har måttet bløde betydelige summer for at
kompensere.
Mange borgere og politikere verden over er frustrerede over at
skulle dække tab, og er ikke blevet mildere stemt af at erfare,
hvilke lønninger og bonuser der udbetales i visse finansielle
institutioner. Nyheden om, at Goldman Sachs vil udbetale 70 mia.
kr. i bonus, og at medarbejderne i investeringsbanken i gennemsnit
årligt aflønnes med 2,1 mio. kr., vil udløse fornyet raseri.
Jeg står også med en fæl fornemmelse af, at de finansielle
markeder reelt står over demokratiet og ikke omvendt. Bemærk, at
både Grækenland og Italien fik nye regeringer i weekender. Uanset
at statsøkonomien i de to lande var dårlig, er det skræmmende, at
politikerne kun turde handle mens børserne holdt lukket.
De finansielle aktørers måde at arbejde på påkalder sig også
opmærksomhed. Det meste af omsætningen foregår mellem finansielle
institutioner og uden nævneværdig forbindelse med behov for
låntagning eller efterspørgsel efter villig kapital til
investeringer i værdiskabende virksomhed.
I følge det østrigske institut for erhvervsforskning var
verdenshandelen i 2006 med finansprodukter 66 gange større end de
bagvedliggende behov. En afgift på transaktioner vil derfor næppe
begrænse de faktiske behov for at skaffe penge, men først og
fremmest de spekulative aktiviteter. Måske kan det tilmed flytte
arbejdspladser fra overflødig til nyttig aktivitet.
Ønsket om en begrænsning af den finansielle frihed er både
forståelig og velbegrundet, men også vanskelig at realisere på et
globalt marked, hvor nogle lande lever højt og flot på at levere
særlige gunstige vilkår for handel og/eller beskatning. Regningen
må andre lande så betale f.eks. gennem mistede skatteindtægter.
Der er således tale om frihed på andres bekostning og dermed
også en legitim grund til at handle og kræve forandringer,
nationalt og internationalt.
I lighed med at FN's sikkerhedsråd kan iværksætte aktioner for
at afsætte diktatorer, som truer befolkninger og nabolande, må det
også legitimt kunne forlanges, at f.eks. Bahamas, Cayman Islands og
Lichstenstein indfører regler, som hindrer, at andre lande snydes
for indtægter.
Og ligesom stater rimeligvis kan presse hverandre til at
beskytte klimaet ved at begrænse CO2-udslippet, bør stater presse
hinanden til at stoppe den finansielle uansvarlighed. Friheden på
dette felt er gået for vidt og må begrænses.
|
