Frie og fair valg er en universel værdi
Da statsminister Lars Løkke Rasmussen den 26. august udskrev valg til afholdelse i dag var det nok en velovervejet beslutning, men det var nok et tilfælde, at han netop havde valgt den internationale FN-dag for demokrati.
Af Tue Magnussen,
medlem af FN-forbundets bestyrelse
I 2007 besluttede FN's 46. generalforsamling, at medlemslandene
hvert år skulle markere og fejre den internationale dag for
demokrati, der blev erklæret som "en universel værdi der bygger på
menneskers frie vilje til at afgøre deres egne politiske,
økonomiske og sociale kulturelle system og muligheden for at kunne
deltage i alle livets aspekter".
I Danmark er det valgresultatet, der påkalder sig interesse;
selve valgets afvikling skaber sjældent større problemer. Vi er
vant til "frie og fair valg", selvom partierne f.eks. ikke har de
samme finansieringskilder eller sponsormuligheder. Men mens man
under valgkampen strides, nærer alle deltagende partier i Danmark
en basal tillid til selve valgets afvikling.
Men valg er ikke kun en national begivenhed. Det internationale
engagement i valg og folkeafstemninger har en lang historie.
FN's engagement i mange af de folkeafstemninger om uafhængighed,
der fandt sted fra slutningen af 1950'erne, gjorde det vigtigt for
FN-systemet at få at vide, om valgene havde været "frie og fair",
så den internationale anerkendelse af de tidligere koloni- og
formynderskabs områder som selvstændige stater også inddrog dette
moment. En af de første gange, begrebet blev brugt, var ifølge de
danske valgforskere Jørgen Elklit og Palle Svensson, ved
uafhængighedsafstemningen i Togoland i 1956.
UN Photo/ Albert Gonzalez Farran
Folkeafstemningen i Namibia i 1989 var en milepæl
både i den langstrakte koloni-frigørelsesproces og som et
integreret led i FN's fredsbevarende operation.
FN's overvågede valget i Nicaragua i 1990 efter anmodning fra
landet selv med henblik på godkendelse af hele valgprocessen, og
ikke kun selve valgdagen.
Siden 1989 har ikke kun FN, men også andre internationale
organisationer været interesseret i at støtte afholdelsen af valg
og folkeafstemninger. Mange valgobservatører er blevet sendt ud til
et utal af - alle mulige og umulige - valg og folkeafstemninger
for, at de kan danne sig en mening om, hvorvidt det går i den
rigtige retning, og ved deres tilstedeværelse måske bidrage til en
rimelig valgproces.
I 1995, da det danske Udenrigsministeriums Internationale
Humanitære Beredskab, IHB, blev oprettet, handlede det om at
opbygge demokratier rundt om i verden, især på Balkan med fokus på
menneskerettigheder samt især organisering og afholdelse af valg.
Mange er siden blevet sendt ud i verden for at sikre, at valg går
ordentligt for sig. Danmark udsender årligt op imod 100 personer på
valgobservationer organiseret af OSCE, Organisationen for Sikkerhed
og Samarbejde i Europa, eller - udenfor Europa - af EU.
IHB'erne gennemgår kurser i valgobservation, i
konflikthåndtering, international retsorden, EU's krisestyring og
støtteindsats i postkonflikt samfund. Krav om optagelse i IHB er to
års arbejdserfaring fra et krigs- eller krise¬ramt land.
Siden 2001 har verden udviklet sig i retning af flere store
kriser, og den danske udenrigspolitik er samtidig blevet mere
aktivistisk med fokus på militær, sikkerhed og terror. Der er i dag
stadig mere brug for at sende IHB'ere ud til humanitære kriser,
borgerkrige eller længerevarende fredsmissioner. Men
valgobservation er fortsat et vigtigt element i det danske IHB's
arbejde.
Kronikken er også bragt i Kristeligt Dagblad torsdag den 15.
september 2011
|