Et stædigt udslag af sund fornuft
Sådan beskriver Politikens Anders Jerichow den danske FN-ambassadør Carsten Staurs nye bog "Den globale udfordring. FN mellem relevans, legimitet og handlekraft."
UN Photo/Evan Schneider
af ANDERS JERICHOW
USA vil fortsat spille førsteviolin, men lande som Kina, Indien,
Brasilien, Mexico, Indonesien og Sydafrika vil i stigende grad være
med til at sætte tonen. Og hvad så med de historisk selvbevidste
lande i Europa? De vil være henvist til at surmule i
slagtøjsgruppen.
Det er prognosen, når Carsten Staur udlægger perspektiverne for
FN.
Han ved, hvad han taler om. Ikke en særlig højtråbende mand,
heller ikke en folkelig kendis, skønt han har siddet på fine og
krævende poster i dansk udenrigstjeneste: førhen chef for Danida,
siden 2007 vores ambassadør i FN.
Hans forgænger i FN-hovedkvarteret, den temperamentsfulde og
skarpe Ellen Margrethe Løj, lod sig efter New York udsende som
spydspids for FN's samlede operation i det tidligere
borgerkrigshærgede Liberia.
Den lavmælte og finurlige Staur har nærmest modsat valgt at
skrive os en introduktion til FN og dets nødvendighed.
Mens Løj i Vestafrika viser, hvad FN kan bruges til, viser Staur
i sin bog, hvem der styrer, og hvorfor det ikke altid er helt
tosset.
Han vil være den første til at erindre om, at medlemsstaterne
bestemmer, men også at sekretariatet og FN's tusinder af ansatte er
kernen i FN's indsats. Det er blevet en stor forretning. Da Dag
Hammarskjöld trådte til som ny generalsekretær i 1953, gik han
personlig rundt og hilste på alle medarbejdere. I dag har FN's
sekretariat 35.000 fastansatte, og omkring 150.000 har deres
daglige dont i hele FNsystemet.
Og FN's generalsekretær er ifølge Staur et ekstremt eksempel på
»ansvar uden magt«. Generalsekretæren er verdens ' chefdiplomat',
involveret i løsning af krige og konflikter. Han er også '
bestyrelsesformand' for en multilateral koncern med ansvar for
international udvikling. Og han er nok så afgørende '
dagsordensætter' med en enestående mulighed for at påvirke
international debat. »Folk lytter, når han taler«, skønt det i
praksis er Sikkerhedsrådets medlemmer, navnlig de fem faste, som
har stemmer til at sige ja eller nej.
Fungerer det? Tja. Staur lægger ikke skjul på, at bureaukratiet
er tungt at danse med, og at ressourcerne ikke altid anvendes
optimalt. »Det er let at sætte skibe i søen - og langt sværere at
få dem i havn igen«. Forskellige forvaltningskulturer har ifølge
Staur »krydsbefrugtet« hinanden, og alle regeringer kræver hver
sine folk ansat.
Nogle vil derfor dømme FN som totalt dysfunktionelt - Staur er
mere nuanceret.
»Sikkerhedsrådet er, trods sine mangler, et rimelig
handlekraftigt FN-organ. Generalforsamlingen er det ikke«. FN ER JO
ikke en verdensregering, kun en del af verdens beslutningskraft. Og
FN påtager sig opgaver, som andre ikke står i kø for at løfte: som
mægler, som udvikler af fattige samfund, som normsætter, som
formidler af nødvendige kompromiser og indsatser, uden at de
nødvendigvis lykkes hver gang. Klimakonferencerne er ét eksempel -
både på, at FN kan fremme en påtrængende dagsorden, og på, at det i
sidste ende er medlemmerne, der bestemmer eller opgiver. Og ligesom
i ' Animal Farm' er der nogle, der er mere lige end andre.
Men tjek så lige verdens sidste årtier, hvis Staur må minde om,
at internationalt samarbejde har skabt utrolige resultater.
Verden har undgået en global atomkrig.
Den har haft held til at bremse og afslutte konflikter, der
kunne være løbet helt løbsk. Der er stadig mere end én milliard
fattige, som må friste en tilværelse for mindre end 1,25
amerikanske dollar om dagen, men det er lykkedes at løfte en halv
milliard mennesker ud af absolut fattigdom siden 1990, og »alt
tyder på, at en halv milliard mere vil forlade de fattiges rækker
inden 2015. Det er mange«. Men undervejs har verden »også
fejlbedømt nogle helt fundamentale vilkår omkring klodens
bæreevne«, anfører Staur. Det er en opgave for FN, for der er ikke
andre, som kan og vil fastholde verdens opmærksomhed på, at vi ikke
bare kan drive rovdrift på klodens ressourcer.
Hvis FN skal lykkes, skal det ifølge Staur udvikle sig som
et mellemstatsligt forhandlingsforum.
Det skal udvikle sit sekretariat til i den tredje verden at
sikre en udvikling, som ellers vil være uden ledelse og
drivkraft.
Og det skal vise sig villigt og dueligt i samarbejde med såvel
folkelige, ikkestatslige aktører på den internationale scene som de
store internationale organisationer som Verdensbanksystemet.
Han kan godt være bekymret for, at det korte, taktiske spil i FN
vil få stigende betydning på bekostning af det langsigtede,
strategiske perspektiv. Det kan - mere positivt - dog give
alvorlige sager som folkedrab, krigsforbrydelser og grove
menneskeretskrænkelser mere opmærksomhed.
Og da vil den sociale kontrakt mellem et lands politiske ledelse
og dets borgere ikke kun være et ' internt anliggende', men et
forhold, der må anskues på tværs af landegrænser - og hvor landenes
ledelser må stå til ansvar på den globale scene.
FN bliver i den tredje verden nødt til at sætte holdbare
standarder; til at sikre nødhjælp, også hvor der ikke er større
magters interesser på spil; og til at hjælpe svage og fejlslagne
stater i gang, uanset om de i øvrigt påkalder sig magtfulde staters
opmærksomhed.
FN afspejler stadig en stædig tro på den menneskelige fornuft.
Staur viser stilfærdigt, hvorfor og hvordan.
Bogen er for dyr og for ringe illustreret.
Men den er god at lære af, også en god lærebog.
Den globale udfordring. FN mellem relevans, legitimitet og
handlekraft. Jurist-og Økonomforbundets Forlag, 317 sider, 485
kroner
|
