 |
|
 |
Anerkend Palæstina
Udtalelse fra FN-forbundet vedrørende anerkendelse af en palæstinensisk stat
Den 23. september 2011 vil den palæstinensiske præsident Abbas
bede FN's Sikkerhedsråd om at anerkende staten Palæstina som en
suveræn stat.
FN-forbundet støtter, at præsident Abbas nu beder FN's
Sikkerhedsråd og alle FN's medlemslande, herunder Danmark, om at
anerkende en palæstinensisk stat. En anerkendelse er i forlængelse
af Sikkerhedsrådets centrale resolutioner, herunder 242, 338 og
1397 og følger princippet om folkenes ret til selvbestemmelse samt
Generalforsamlingsresolution 181.
FN-forbundet havde foretrukket, at der før en anerkendelse
forelå en løsning forhandlet med Israel, men finder omvendt ikke,
at Israels accept kan være en forudsætning for anerkendelse. Israel
har efter FN-forbundets mening ikke bidraget aktivt til at skabe en
to-stats løsning siden Oslo-aftalerne i 1993 og 1995.
Anerkendelsen skal umiddelbart gælde det territorium, som er
defineret af grænserne fra før 6-dages krigen i 1967, dvs. et
territorium omfattende Vestbredden - inkl. Øst-Jerusalem - og
Gaza-striben med tilhørende kystområde.
FN-forbundet forventer, at en anerkendelse skaber en ny
forhandlingsramme, som vil betyde, at en suveræn palæstinensisk
stat side om side med andre lande også i praksis bliver en
realitet.
Alle magtudøvende parter, herunder Hamas, skal fra anerkendelsen
ophøre med militær magtanvendelse samt søge at forhindre militære
aktioner uden for eget område, defineret af 1967-grænserne. Alle
parter afstår fra at øge den militære kapacitet i en
overgangsfase.
FN's Sikkerhedsråd skal i overgangsfasen sammen med regionale
organisationer garantere for sikkerheden i både Palæstina og
Israel. Der oprettes en garanterende/fredsbevarende styrke, som
skal kunne etablere de sikkerhedsforanstaltninger som kræves og
have uhindret adgang overalt i begge lande.
I forhold til de mange udestående spørgsmål, som skal løses med
international opbakning og under respekt for international lov,
finder FN-forbundet:
- at grænserne mellem Israel og Palæstina senere kan justeres ved
at bytte landområder, hvis parterne opnår enighed herom.
- at Israel ophæver blokaden af Gaza-striben, herunder sine
restriktionen i den såkaldte "bufferzone" dybt inde i
Gaza-striben.
- at der oprettes en korridor i Israel, som giver adgang mellem
Vestbredden og Gaza-striben, sådan at begge områders isolation
brydes.
- at placeringen af hovedstaden i staten Palæstina er en
beslutning, som alene træffes på palæstinensisk side.
- at separationsbarrieren (muren/hegnet) fjernes/nedrives, hvor
den ikke står på 1967- grænsen, jf. udtalelsen fra den
internationale domstol. Det er et mål, at hegn og mure på sigt
fjernes helt.
- at flygtninge og deres efterkommere sikres retten til at vende
hjem til de områder, de kom fra. Der opstilles muligheder for at
flygtninge efter eget valg i stedet kan få en kompensation eller
kan flytte til den palæstinensiske stat. Flygtningenes opholdslande
skal tilbyde statsborgerskab til de, som ønsker at blive.
- at bosættelser enten rives ned, eller overgår til at blive
enheder i den palæstinensiske stat. Indbyggerne kan tilbydes at
blive borgere i den nye stat.
- at den palæstinensiske stat får fuld suverænitet over
territoriets luftrum, kystzone og undergrund, herunder
vandressourcer.
- at palæstinensiske fanger i Israel og israelske fanger i
Palæstina overdrages til løsladelse eller videre afsoning i deres
hjemland.
FN-forbundet forventer, at der snarest dannes en fælles regering
i Palæstina, bl.a. som resultat af forsoningsaftalen mellem Fatah
og Hamas. Danmark og EU skal bidrage til denne proces ved at ophøre
med at behandle Hamas som en terrororganisation.
|
 |
UN Photo/Michos Tzovaras

|
 |