Ti år med The Responsibility to Protect

 

front

Spørgsmålet om, hvordan staters suverænitet balanceres med behovet for at forhindre overlagte overgreb imod civilbefolkninger, udviklede sig til et af de centrale dilemmaer i international politik i 1990´erne.


Folkemordet i Rwanda i 1994, hvor 800.000 mennesker blev dræbt uden indgriben fra det internationale samfunds side, og NATO's intervention i Kosovo i 1999, der skete uden mandat fra FN's Sikkerhedsråd, var blandt de begivenheder, der understregede behovet for at skabe enighed om, hvordan det internationale samfund kan forhindre grusomme forbrydelser i at opstå og hvordan man reagerer, når de alligevel finder sted.


I et forsøg på at etablere en sådan konsensus, anerkendte historiens største forsamling af stats- og regeringschefer princippet om Responsibility to Protect (R2P) ved verdenstopmødet i 2005. Princippet bygger på den basale antagelse, at stater har et ansvar for at beskytte deres befolkninger imod massive overgreb, og i situationer, hvor stater ikke kan eller vil efterleve dette ansvar, overgår opgaven til det internationale samfund. Anerkendelsen af R2P i World Summit Outcome Document i 2005 markerede således en vigtig tilkendegivelse af, at massive overgreb imod civilbefolkninger er uacceptable.

 

Ti år efter vedtagelsen af R2P, mindes vi dog fortsat om, at der trods betydelige fremskridt, er forskel på at vedtage et generelt politisk princip og på at sikre, at budskabet også efterleves i praksis. I 2015 er vi vidne til voldsomme konflikter i Syrien, Irak, Yemen, Libyen, Sydsudan, Nigeria og Den Centralafrikanske Republik med katastrofale følger for civilbefolkninger og betydelige konsekvenser for regional stabilitet og international sikkerhed.

 

I 2015 markeres en række mærkedage; Det er 10-året for vedtagelsen af R2P, det er 20-året for massakren i Srebrenica, og det er 70 år siden, at FN blev oprettet. Årsdagene er således en oplagt lejlighed til at reflektere over, hvor langt vi er kommet i arbejdet for at forhindre massive og grusomme forbrydelser og overveje, hvordan Danmark kan spille en positiv rolle i forhold til at adressere de udfordringer, der fortsat eksisterer.

 

Denne udgivelse fra FN-Forbundet, der er blevet til i samarbejde med UNA-UK, forsøger at bidrage til denne debat ved at…

 

  • Fremme kendskabet til R2P i den danske offentlighed og danne grundlag for en nuanceret diskussion af princippets positive bidrag og dets fortsatte udfordringer
  • Informere civilsamfund og beslutningstagere om vigtigheden af Danmarks bidrag til at forebygge og løse internationale konflikter.
  • Påvirke diskussionen om, hvordan R2P bør implementeres i dansk udenrigs-, sikkerheds- og udviklingspolitik.

Læs den HER. For en printervenlig version, klik HER.

 

 

 

FOTO: UNHCR

Aktuelt

Det sker i FN-forbundet

Få overblikket over arrangementer med FN i fokus

Landsmøde 2019

Skal du med til Landsmødet den 28. april? Så find alle de relevante bilag, tidsplan & dagsorden her.

Få et foredrag om FN

Leder du efter et foredrag om FN, om fredsbevaring eller noget helt tredje, så har vi meget muligt foredragsholderen

FN-forbundet · Tordenskjoldsgade 25 st.th. · 1055 København K · Tlf. 3346 4690 · Fax · Mail [email protected]